Livet med stomi
Du har fået en tyndtarms- eller tyktarmsstomi efter en tarmoperation. Her er vigtige råd til tiden hjemme, som kan fremme din heling og dit velvære.
Tarmens funktion efter stomi
Typen af stomi har betydning for tarmens funktion.
Hvis du har tyndtarmsstomi (ileostomi)
Afføring kommer løbende, uden du kan mærke det. Det tager cirka 3 timer fra måltid til udskillelse, og afføringen er tynd til grødet.
På 1 døgn passerer cirka 800-1000 milliliter afføring.
Hvis du har tyktarmsstomi (kolostomi)
Afføring er fast og kommer typisk én gang dagligt. Maden passerer tarmsystemet på cirka 12 timer.
Lækage
Hvis afføringen ikke kommer ned i posen, kan du:
- lade posen indeholde lidt luft, når du sætter den på.
- overveje et afføringsmiddel for lindere afføring.
- drikke rigeligt væske (2 liter dagligt).
- dække kulfiltret til (spørg stomisygeplejersken).
Hvis du oplever vedvarende problemer med lækage, skal du kontakt os. Så kan vi vurdere, om du skal have en anden pose.
Luft i stomiposen
Kulfilteret udleder luft, men virker bedst, hvis du skifter posen hver dag. Hvis posen ofte blæses op som en ballon, eller du oplever lugtgener, skal du kontakte os.
Udskillelse fra endetarmen
Hvis du har en endetarm, kan der komme slim som en naturlig reaktion. Hvis du oplever generende afføringstrang, skal du kontakte os.
Brok ved stomien
Det er almindeligt at få brok efter tyktarmsstomi, hvor du kan opleve:
- tyngdefornemmelse
- ændrede stomimål
- kosmetiske gener.
Hvis du får brok, kan vi vejlede dig i at bruge et brokbælte. I svære tilfælde kan en operation for brok være nødvendig.
Hvis du har behov for hjælp eller vejledning, skal du kontakte os.
Praktiske forhold
Der er nogle praktiske forhold, du skal være opmærksom på efter din operation.
Rejser med stomi
Du kan trygt flyve med stomi, da der ikke opstår vakuum i posen under flyvning. Husk at medbringe rigeligt med stomiprodukter i håndbagagen, da kufferten kan gå tabt. Vær opmærksom på, at du ikke må have en saks i håndbagagen.
Nogle flyselskaber tillader ekstra bagagevægts-grænser – kontakt flyselskabet for at afklare reglerne. Tjek altid din rejseforsikring for dækning af hospitalsophold og hjemtransport ved sygdom.
Optagelse af medicin med stomi
Hvis du oplever, at piller passeres hele i stomiposen, bør du kontakte din læge.
Kvinder med tyndtarmsstomi kan have problemer med p-pillernes optagelse, da passagen kan være for hurtig. Tal med din egen læge, hvis du er i tvivl.
Stomi og vand
Stomibandagen kan bruges i vand, men skift eller tøm posen før badning. For optimal holdbarhed anbefaler vi, at du:
- lader klæberen fæstne i mindst 2 timer før badning
- eventuelt bruger kantsikring for bedre fastgørelse
- skifter bandagen oftere, da vand kan påvirke klæbeevnen.
Undgå creme og salve under stomiposen
Undgå cremer og salver under stomiposen, da fugtig hud forhindrer klæberen i at sidde fast.
Hvis du har fået en creme eller salve fra en hudlæge, må du gerne bruge den. Stomisygeplejersken kan hjælpe med, hvordan du får posen til at sidde korrekt.
Vær opmærksom på, at sæbe kan også give allergi, tørre huden ud og besværliggøre fastgørelse.
Kontakt os ved rødme eller hudløshed
Hvis du oplever rødme eller hudløshed, skyldes det ofte, at basispladen ikke passer korrekt til stomien. Kontakt stomisygeplejersken for vejledning eller kontrol.
|
Kontakt Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling
Vejle Sygehus
7100 Vejle 79 40 56 50
Stomiambulatoriet 79 40 56 34 (mandag, onsdag og torsdag, kl. 8-9) |
|
pinfoSLB-1749254457-99 107170 | 12.05.2026 |