Undersøgelse for børneorm
Det er vigtigt, at du forbereder dit barn, inden prøven skal tages, så barnet ikke bliver utryg, imens du tager prøven.
Prøven skal tages fra om morgenen, før barnet vaskes, får ren ble på, og før barnet står op, da ormene i løbet af natten bevæger sig ud af endetarmsåbningen og lægger æggene på huden i og omkring endetarmsåbningen.
Sådan gør du
- Endetarmsåbningen berøres med klæbesiden af et stykke gennemsigtigt tape (må ikke være gulligt på rullen).
- Tapestykket sættes på objektglasset. Tapen klæbes glat på objektglasset, således at det parti, der har været i berøring med endetarmsåbningen, befinder sig midt på objektglasset.
- Tapen må IKKE foldes omkring objektglassets ender, men skal klippes af i begge ender, så det ikke når ud over kanterne.
- Objektglasset kommes i sin plastikbeholder.
- Uden på plastikbeholderen (IKKE på objektglasset) sættes en stregkodelabel fra én af de 3 blå rekvisitionssedler. På den stregkodelabel skrives datoen for prøvetagning. Samme dato skrives midt på den tilhørende blå rekvisitionsseddel.
- Der tages tre aftryk, på tre forskellige dage.
- På dag 2 og dag 3 anvendes de to andre rekvisitionssedler, så hvert objektglas/beholder har sin egen rekvisitionsseddel. Husk at skrive datoer for prøvetagning på dag 2 og 3 også.
- De færdige beholdere med prøvemateriale skal ikke opbevares ved en bestemt temperatur, de kan derfor blot opbevares ved stuetemperatur indtil afsendelse (bemærk dog: uden for børns rækkevidde).
- Når alle 3 aftryk er taget, sendes prøven indeholdende objektglassene i hver sin plastikbeholder.
- Ovenstående og de 3 rekvisitionssedler afleveres på nærmeste sygehus.
Materialer
- Objektglas
- Plastikbeholder
- Træspatel
- Gennemsigtig tape (må ikke være gulligt på rullen)
- Rekvisitionsseddel.
|
Kontakt Medicinske Sygdomme Sygehusvej 24 6000 Kolding Infektionssygdomme, Medicinsk Ambulatorium 76 36 33 03 (hverdage kl. 8-15) |
|
pinfoSLB-1740106373-23 152950 | 22.06.2026 |