Skip til primært indhold

Vending af barn i underkropsstilling


Denne information er til jer, der venter et barn, der ligger med sædet eller fødderne nedad i såkaldt underkropsstilling.

Fakta

  • I slutningen af graviditeten ligger de fleste børn med hovedet nedad (hovedstilling).
  • 3-4 % af alle børn ligger i stedet med sædet/numsen nedad i moderens bækken (underkropsstilling).
  • Ved underkropsstilling i graviditetsuge 36-37 anbefaler vi at gøre et vendingsforsøg, således at barnet ender med at ligge i hovedstilling.
  • Forsøg på vending af et barn i underkropsstilling øger chancen for, at barnet er i hovedstilling ved fødslen samt nedbringer risikoen for kejsersnit.
  • Succesraten ved vending er ca. 50 %.
  • Vi anbefaler derfor, at barnet forsøges vendt til hovedstilling ved udvendig vending før fødsel.

Sådan foregår vendingsforsøg

Ønsker du at tage imod tilbuddet om vendingsforsøg, bliver du inviteret ind til Fødeafdelingen omkring graviditetsuge 36-37. Det er en god idé at tage din partner eller en anden pårørende med.

Før vendingsforsøget kontrolleres barnets stilling ved ultralydsskanning. Barnets hjertelyd kontrolleres ved CTG-måling i ca. 20 minutter.

Hvis undersøgelserne er normale, bliver du som regel tilbudt vehæmmende medicin, som får livmoderen til at slappe af under vendingsforsøget. De mest almindelige bivirkninger til medicinen er rødme og varmefornemmelse, hjertebanken, rysten og hovedpine hos dig.

Lægen løfter barnets sæde op af dit bækken og skubber til barnet, således at det laver en kolbøtte inde i din livmoder.

Proceduren kan medføre ubehag og lettere smerter. Hvis du oplever vendingen meget ubehagelig eller smertefuld, stoppes forsøget.

Under vendingen kontrolleres barnets hjertelyd regelmæssigt for at sikre, at dit barn har det godt. I meget sjældne tilfælde (mindre end 0,5 %) kan der opstå komplikationer, som gør det nødvendigt at foretage et akut kejsersnit.

Et billede, der indeholder tekst

AI-genereret indhold kan være ukorrekt.

Efter vendingen

Efter vendingsforsøget kontrolleres dit barns hjertelyd igen ved CTG i 30 minutter.

Hvis du og dit barn har det godt, kan I herefter tage hjem.

Du skal kontakte Fødeafdelingen, hvis du oplever mavesmerter, blødning fra skeden, tiltagende plukkeveer, nedsatte fosterbevægelser efter vendingsforsøget, eller hvis du mistænker, at barnet har vendt sig tilbage til underkropsstilling.

Hvis vendingen ikke lykkes

Hvis det ikke lykkes at vende barnet ved første forsøg, eller hvis barnet vender sig tilbage til underkropsstilling efter et vellykket vendingsforsøg, kan man evt. forsøge igen nogle dage senere. Hvis barnet fortsat ligger i underkropsstilling efter et eller to vendingsforsøg, skal du og din partner tage stilling til, om barnet skal fødes normalt (vaginalt) eller ved kejsersnit.

I vil blive informeret og rådgivet af fagpersonalet på Fødeafdelingen.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Graviditet Ambulatorium på 76 36 29 47 (hverdage kl. 8-15).

Kontakt

Kvindesygdomme og Fødsler

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 29 47


pinfoSLB-1926437636-71 104471   |   24.06.2026

APPFWU01V