Skip til primært indhold

Fjernelse af haleben

Før og under indlæggelse

Halebenet er den nederste del af rygsøjlen. Halebenet har ingen funktion, men flere ledbånd fra bækkenbunden hæfter på halebenet. Derfor udsætter vi halebenet for træk og bevægelser mange gange i løbet af dagen. Du skal have fjernet en del af halebenet, så dine smerter mindskes.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Nogle forberedelser er afgørende for, om vi kan operere dig, mens andre har betydning for dit videre forløb. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.

Udtømning

Aftenen før operationen skal du tage den medicin, du har fået af os, som virker afførende, da det er vigtigt at få tømt tarmen inden operationen.

Faste

Du skal faste før operationen. Det betyder:

  • 5 timer før du skal møde på sengeafsnittet, skal du stoppe med at spise al mad, mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie. Drik heller ikke mælk i din kaffe/te.
  • 1 time før du skal møde på sengeafsnittet, skal du stoppe med at drikke alle væsker.

Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis du ikke har fastet, bliver din operation udsat eller aflyst.

Du må meget gerne drikke 1-2 glas saft eller vand 1 time før dit mødetidspunkt. Det kan gøre, at du har det bedre efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for saft.

Kontakt os, hvis du har sår, rifter eller tegn på sygdom

Når du skal opereres, må du ikke have sår, rifter eller udslæt på huden mellem ballerne. Det øger risikoen for betændelse, og i nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen. Ring altid til os, hvis du er i tvivl.

Hvis du bliver forkølet, syg eller får feber, skal du også kontakte os på 76 36 14 00.

Medicin

Du skal tage den medicin, du plejer, medmindre vi har aftalt andet med dig ved forundersøgelsen inden operationen. Hvis du får visse typer af medicin, skal du holde pause med medicinen, som vi har aftalt. Følg medicinskemaet, som du har fået udleveret.

Har du spørgsmål eller er i tvivl om, hvad der gælder for dig, skal du ringe til os på 76 36 14 00. Hvis du begynder på ny medicin efter forundersøgelsen, skal du også kontakte os. Tag din vanlige medicin med på sygehuset.

Dagen før indlæggelsen

Du bliver ringet op den sidste hverdag før din operation. Her snakker vi med dig om, hvordan du forbereder dig til operationen, og hvornår du skal møde ind på afdelingen.

Gør dig klar til operationen

På operationsdagen eller aftenen inden skal du:

  • tage et bad
  • undgå at bruge creme
  • undgå sminke
  • fjerne neglelak og kunstige negle
  • fjerne eventuelle smykker og piercinger, det gælder også intimpiercinger
  • fjerne kontaktlinser eller tage et etui til dem med på sygehuset.

Rygning

Du bør stoppe med at ryge senest 6 uger før operationen, da det er den tid, det tager, før hjerte og lunger fungerer normalt igen efter et rygestop. Du bør også undlade at ryge et halvt år efter operationen.

Alkohol

Du bør drikke så lidt som muligt og helst stoppe med alkohol mindst 4 uger før din operation for at minimere risikoen for komplikationer. En kortere pause er bedre for immunforsvaret end ingen pause, så stop med at drikke alkohol, selvom der er mindre end 4 uger til operationen. Hold også pause med alkohol i ugerne efter operationen.

Hold dig fysisk aktiv

Du bør så vidt muligt holde dig fysisk aktiv inden operationen. Det kan være ved daglige gåture, øvelser, cykling eller svømning, hvis det ikke giver dig flere smerter i halebenet.

Spis proteinrig kost

Du kan selv forberede dig på operationen ved at spise proteinrig mad. Protein findes fx i kød, bønner, æg og mælkeprodukter.

Svar på prøver

Hvis du har fået taget blodprøver eller andre prøver

ved forundersøgelsen, og de afviger fra det normale, ringer vi til dig.

Forbered din hjemkomst

Du må ikke selv køre hjem, så du skal arrangere, at nogen henter dig på sygehuset. Du må gerne sidde på den udleverede pude i en bil, hvis du har aftalt det med lægen.

På sygehuset

Når du er på sygehuset, sker der meget på kort tid. Vi forsøger at holde dig og dine pårørende godt informeret undervejs, og du er altid velkommen til at stille spørgsmål.

Før operationen

Du bliver indlagt på Rygkirurgiske Senge på dagen for operationen. Når du ankommer, fortæller vi, hvornår du skal opereres. Der kan opstå ventetid, men vi holder dig orienteret undervejs.

Vi sørger for at fjerne hår i området, hvor du skal opereres. Du skal ikke selv barbere huden inden operationen, da det kan give rifter.

Du må efter operationen ikke sidde på hug eller bøje dig kraftigt forover. Inden operationen vil vi derfor:

  • afprøve en ringpude med dig, som du skal bruge, når du øver dig i at sidde efter operationen
  • vise dig, hvordan du bedst kommer i og ud af sengen
  • vise dig, hvordan du bevæger dig mest hensigtsmæssigt i din hverdag.

Sådan foregår operationen

Du ligger på maven under operationen. Du bliver fuldt bedøvet, så du sover og ikke mærker noget under operationen. Du får bedøvelsen gennem en blodåre i håndryggen. Når du sover, laver vi en åbning i huden mellem balderne lige over halebenet og fjerner den bevægelige del af halebenet og eventuelle knoglestykker.

Operationen varer cirka 30 minutter.

Operationens resultat

Der er 60-75 % sandsynlighed for, at man får det bedre efter operationen. Op til 1 år efter operationen kan din tilstand blive bedre.

Mulige komplikationer

Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Komplikationer og risici ved denne operation kan være:

  • ændret følesans i huden omkring arret
  • betændelse i såret
  • at såret springer op, så det er længere tid om at hele
  • et hul på endetarmen, som kan kræve antibiotika og eventuelt flere dages indlæggelse
  • smerter, hvor halebenet har siddet (fantomsmerter).

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt på opvågningsafsnittet, hvor du skal være, indtil vi er sikre på, at du har det godt.

Når du vågner igen, kan du få kvalme eller kaste op. Det er almindeligt. Du får medicin mod smerter og kvalme, hvis du har behov for det. Fortæl os gerne, hvis du tidligere har oplevet at få kvalme efter bedøvelse, så vi kan give dig noget kvalmestillende medicin forebyggende inden operationen. Derefter kommer du tilbage på sengeafsnittet.

Vær aktiv

Vi vil så hurtigt som muligt hjælpe dig med at komme ud af sengen, da det mindsker risikoen for komplikationer.

Vær opmærksom på, at du kan være svimmel efter operationen, derfor skal du have hjælp fra os første gang, du skal ud af sengen. Når du har været oppe et par gange med hjælp fra personalet, kan du selv gå på badeværelset og gå ture på afdelingen. Du vil efter operationen få forskellige typer af medicin, blandt andet antibiotika, for at reducere risikoen for betændelse i dit operationssår. Medicinen gives igennem den plastikslange, som er lagt i en blodåre på håndryggen.

Smerter

Du får smertestillende medicin efter operationen. Ofte er det svært at sove om natten, men hvis det er på grund af smerter, er det vigtigt, at du siger det til os. Fortæl os, hvis medicinen ikke dækker dine smerter.

Vi bruger også isposer til at lindre dine smerter. Vi anbefaler, at du hviler dig ofte.

Udskrivelse

Du kan forvente at blive udskrevet dagen efter operationen, når vi vurderer, at du er klar til det. Du skal dog have haft afføring, inden du kan komme hjem. Inden du bliver udskrevet, gennemgår vi tiden efter operationen med dig. Du er velkommen til at tage en pårørende med til samtalen.

Kontakt

Rygcenter Syddanmark

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 14 00


pinfoSLB-350259950-93 107840 | 05.05.2026

APPFWU02V