Laktosebelastning
Du er blevet henvist til en laktosebelastning. En laktosebelastning foretages for at undersøge, om du eventuelt har nedsat evne til at nedbryde laktose. Laktose er et sukkerstof, som findes i mælk.
Før undersøgelsen
Du skal faste. Det vil sige ingen mad, drikke, rygning, slik, tyggegummi eller lignende fra kl. 23.00 aftenen før undersøgelsen. Du må gerne drikke postevand.
Du må ikke motionere (f.eks. cykle, løbe) 2 timer før undersøgelsen.
Det er en god ide at tage læsestof eller lignende med, da undersøgelsen varer cirka 1 time, ligesom det også er en god ide at medbringe en sukkerholdig drik samt en madpakke til efter undersøgelsens afslutning.
Undersøgelsesdagen
Du skal møde fastende. Når du har hvilet i 15 minutter, får du taget en blodprøve i fingeren. Dernæst skal du drikke sukkervand.
Voksne: 4 dl sukkervand.
Børn: sukkervand og vand udmålt efter alder og vægt.
Blodprøven tages igen efter 15, 30 og 60 minutter. Herefter er undersøgelsen afsluttet.
Du må hverken spise, amme eller ryge i de timer undersøgelsen varer, og du skal holde dig i ro, ellers kan resultatet blive påvirket. Hvis du bliver tørstig, må du drikke lidt postevand. Undersøgelsen kan give lidt kvalme og utilpashed, og du kan få mavekneb og diarré.
Efter undersøgelsen
Det tilrådes, at du spiser og drikker lidt, inden du forlader sygehuset. Man kan godt blive lidt mat efter undersøgelsen.
Mødetid og sted
Undersøgelsen kræver tidsbestilling. Skulle du blive forhindret, bedes du ringe afbud.
Kolding
Afdeling for Blodprøver og EKG
Indgang via Hovedindgangen
Mødetid: kl. 07.30
Kontakt/Afbud: 76 36 27 74
Vores træffetid er mandag-torsdag kl. 07.00-15.00 og fredag kl. 07.00-14.00.
Svar på undersøgelsen
Resultatet af laktosebelastningen bliver sendt samme dag til den læge eller afdeling, der har bestilt undersøgelsen.
|
Kontakt Biokemi og Immunologi Beriderbakken 4 7100 Vejle 76 36 20 00 |
|
pinfoSLB-1849083396-12 104927 | 19.08.2026 |