Feberkramper
Årsagen til feberkramper er ikke helt klarlagt, men skyldtes formodentlig, at barnets hjerne ikke er helt modnet til at klare temperatursvingninger. Feberkramper af 5-7 minutters varighed er en almindelig og ufarlig tilstand, der ses hos mindre børn.
Symptomer
Feberkramper opstår kun, når dit barn har feber, og kan bestå i krampebevægelser i form af stivhed og/eller rykvise kramper i hele kroppen, og dit barn er ukontaktbar. Desuden er der kortvarig påvirkning af vejrtrækningen, i nogle tilfælde vil dit barn holde op med at trække vejret kortvarigt. Kramperne og påvirkning af vejrtrækningen skader ikke dit barn. Feberkramper kan også vise sig ved, at dit barn har øjendrejninger og/eller er ukontaktbar uden kramper. De fleste børn får kun ét anfald og sjældent efter 5-6 års-alderen. Anfaldet kan være dramatisk at se på og en voldsom oplevelse, der kræver, at de der, har været omkring dit barn, får talt om oplevelsen.
Under anfald
De fleste børn kommer ud af kramperne efter 3-5 minutter.
Når dit barn kramper, skal du:
- flytte dit barn til et sted, hvor det ikke kan komme til skade, f.eks. på gulvet, i sengen eller sid stille med dit barn på skødet.
- hvis dit barn kaster op, lægge det på siden, så opkast ikke løber ned i lungerne.
- løsne tøj, der strammer, forsøg ikke med tvang at få tøjet af dit barn.
- se på klokken, så du ved, hvor langt tid kramperne/anfaldet varer.
- ikke forsøge at modvirke kramperne, de kan ikke stoppes med tvang.
- give dit barn krampestillende medicin, hvis dette er aftalt med lægen.
- tale roligt, forsøg at få kontakt til dit barn, så du kan vurdere, hvornår dit barn ikke længere har anfald.
- ringe 112, hvis det er første gang, dit barn har feberkramper. Ellers afhængig af hvilken aftale du har med lægen, eller hvis du er utryg.
Efter anfald
Du skal have god kontakt til dit barn, for at være sikker på, at dit barn ikke længere har kramper. Først, når du har haft sikker kontakt til dit barn, må du lade det sove. Du skal altid kontakte en læge, når eller umiddelbart efter dit barn har haft feberkramper. Lægen kan, sammen med dig, vurdere, om dit barns kramper kan være af anden årsag end feber, og om dit barn skal ses af en læge eller køres til Børne- og Ungeafdelingen. Umiddelbart efter et anfald kan dit barn være træt og fortumlet samt smågrædende.
Forebyggelse
Feberkramper kommer ofte samtidig med, at barnet får feber. Det kan således være svært at tage de forholdsregler, der gælder, når et barn har feber, som f.eks. at tage tøjet af barnet.
I pjecen "Sygdom og feber hos børn" fra Børne- og Ungeafdelingen, Kolding Sygehus, eller på sundhed.dk, kan du finde hvilke forholdsregler, du kan tage, når dit barn har feber.
Tilbage til daginstitution
Dit barn kan komme i daginstitution, når det er frisk nok til at kunne deltage i de daglige aktiviteter på lige fod med de andre børn.
Feberkramper er ikke en sygdom, men en følge af feber, derfor er der ikke særlige omstændigheder i forbindelse med start i pasningsordning efter at have haft feberkramper. Du kan evt. orientere dit barns pasningsordning om, at dit barn har haft feberkramper og eventuelt udlevere denne pjece.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-128 105473 | 29.06.2026 |