Skip til primært indhold

Information om øreoperation

Du skal kontakte afdelingen for at få dit mødetidspunkt oplyst den sidste hverdag før din operation på 79 40 58 99 mellem kl. 13.30-14.30.

Hvis du har spørgsmål til dit forløb, brug for at ændre din operationstid eller melde afbud på grund af sygdom, kan du ringe til Øre-, Næse- og Hals Ambulatorium på 79 40 59 80 på hverdage mellem kl. 08.15-15.00.

Hvis din henvendelse ikke kan vente, som hvis du for eksempel bliver nødt til at melde afbud til operation dagen efter, kan du ringe til Øre-, Næse- og Hals Sengeafsnit på 79 40 59 62.

Forberedelse

Faste (voksne)

Du skal faste før operationen. Det betyder:

  • 6 timer før operationen skal du stoppe med at spise al mad, mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie. Drik heller ikke mælk i din kaffe/te.
  • 2 timer før operationen skal du stoppe med at drikke alle væsker.

Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis du ikke har fastet, bliver din operation udsat eller aflyst.

Du må meget gerne drikke noget sukkerholdigt 2 timer før din operation. Det kan gøre, at du har det bedre efter operationen.

Faste (børn under 18 år)

Dit barn skal faste før operationen. Det betyder:

  • 6 timer før operationen skal dit barn stoppe med at spise al mad (også alle mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie).
  • 4 timer før operationen skal du stoppe med at give dit barn modermælkserstatning.
  • 3 timer før operationen skal du stoppe med at give dit barn modermælk.
  • 1 time før operationen skal dit barn stoppe med at drikke alle væsker.

Hvis dit barn har mad eller væske i maven, når det er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis barnet ikke har fastet, bliver operationen udsat eller aflyst.

Har dit barn ikke drukket op til 1 time før, kan du tilbyde barnet et glas saftevand. Det kan gøre, at barnet har det bedre efter operationen.

Medicin

Du må tage din vanlige morgenmedicin, hvis du ikke har aftalt andet med narkoselægen eller øre- næse- og halslægen til undersøgelsen i ambulatoriet.

Om operationen

Der kan være flere grunde til at operere et øre, eksempelvis hørenedsættelse, et hul på trommehinden eller kronisk betændelse i øret.

Ved operation er det muligt at forbedre hørelsen, lukke hullet i trommehinden eller fjerne den kroniske betændelse. Måden, operationerne foregår på, er stort set ens.

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Lægen opererer enten gennem øregangen eller ved at lave en åbning bag øret.

Hvis du skal have lukket et hul i din trommehinde, vil du få et ar over øret, da vi skal bruge et stykke muskelhinde til at lappe trommehinden.

Det er ofte nødvendigt at fjerne lidt hår over og bag dit øre for at kunne udføre operationen. Det vil personalet på afdelingen hjælpe med på operationsdagen.

Illustration af det ydre og indre øre - herunder trommehinden.

Mulige risici og komplikationer

Der er risiko for komplikationer og andre risici ved lapning af trommehinden.

Risici ved lapning af trommehinden:

  • Hul i trommehinden, som ikke lukker helt og kan kræve en ny operation. I 80 % af tilfældene lykkes operationen.
  • Ændret smagssans på den ene side af tungen. I sjældne tilfælde kan ændringen blive permanent.
  • Der er en lille risiko infektion, som kan kræve behandling.
  • Det kan bløde fra det opererede område, men det aftager af sig selv.

Risici ved nærmere undersøgelse af mellemøret, høreforbedrende operation eller benæder (kolesteatom):

  • Hul i trommehinden, som ikke lukker sig naturligt og derfor kan kræve en ny operation for at lappe hullet.
  • Ændret smagssans på den ene side af tungen. I sjældne tilfælde kan ændringen blive permanent.
  • Skade på ansigtsnerven, der styrer ansigtets bevægelse. Risikoen er lille (1 ud af 100) og afhænger af sygdommen.
  • Svimmelhed efter operationen. Det går over af sig selv.
  • En lille risiko for forringet hørelse. Der er desuden ingen garanti for, at din hørelse bliver forbedret.
  • Blødning og infektion, som kan kræve behandling. Det kan også bløde fra det opererede område, men det aftager af sig selv.

Ved benæder (kolesteatom) kan det under operationen være nødvendigt at udvide øregangen. Det betyder, at du fremover skal have regelmæssig oprensning af dit øre hos din egen ørelæge.

På operationsdagen

Hygiejne

Det er vigtigt, at du på operationsdagen har taget et bad og har vasket hår og ørerne grundigt. Derudover skal du undlade at bruge make-up, cremer, parfume, neglelak med videre. Piercinger skal desuden være taget ud. Dette er for at mindske risikoen for, at der efterfølgende går betændelse i operationssåret. Du bedes medbringe et par sko, der er nemme at tage af og på samt rare at gå i, som for eksempel klipklapper, hjemmesko eller sneakers.

Når du møder i Øre- Næse- og Hals Sengeafsnit

Du vil blive modtaget af plejepersonalet. Du vil få udleveret sygehustøj og blive vist hen til en hvilestol, hvor du kan hvile dig, indtil du skal opereres. Lægen, der skal operere dig, vil komme og tale med dig inden operationen.

Nogle gange kan operationen før dig tage længere tid end først planlagt. Medbring derfor gerne noget, du kan læse i, eller anden underholdning.

Pårørende

Du må gerne have én pårørende med på operationsdagen. Din pårørende må også følge dig over til operationsgangen, hvis du ønsker det. Mindre børn må gerne have to pårørende med. Øvrige pårørende henvises til forhallen.

Når du er blevet opereret

Du vil efter operationen komme på et opvågningsafsnit. Mindre børn må gerne have én pårørende med på opvågningsafsnittet. Når vi vurderer, at du er klar til det, vil du komme tilbage til sengeafsnittet.

Når du skal hjem

Sammen med personalet vurderes det, hvornår du er klar til at komme hjem. En læge vil komme og snakke med dig, inden du bliver udskrevet.

Du må ikke selv køre hjem, efter at du har været i fuld bedøvelse. Vi anbefaler derfor, at du får en pårørende til at hente dig.

Derhjemme efter operationen

Første nat efter operationen

Vi anbefaler, at du ikke sover alene den første nat efter operationen, da du kan have eftervirkninger fra operationen og bedøvelsen.

Smerter

De første dage efter operationen kan du opleve at have smerter i det opererede øre. Du kan derfor få brug for at tage smertestillende medicin. Oftest anbefaler vi smertebehandling med Panodil og Ibumetin.

Svimmelhed og kvalme

Flere dage efter operationen vil du kunne opleve at være svimmel og have kvalme. Du må ikke køre bil, før svimmelheden er helt væk.

Nedsat følelse af øre og tunge

Du vil kunne opleve nedsat smags- og følesans på siden af tungen i samme side, hvor øret er opereret, samt nedsat følelse af øret. Dette er oftest et forbigående symptom.

Gazestrimmel i øret

I forbindelse med operationen lægges der en gazestrimmel i dit øre for at beskytte øregangen. Den skal blive i øret i cirka 3 uger.

Hovedforbinding

Hvis det under operationen vurderes, at det er nødvendigt at gå ind bag øret, kan det være nødvendigt at lægge en hovedforbinding. Hovedforbindingen skal sidde på 1 døgn, hvorefter du selv må fjerne den derhjemme.

Infektion

I forbindelse med din operation er der risiko for, at der efterfølgende kan opstå infektion. Hvis du oplever symptomer som rødme, varme, hævelse, feber, tiltagende sivning og/eller smerter i eller omkring øret, skal du ringe til Øre- Næse- og Halsafdelingen.

Sygemelding

Du bør afhængigt af dit arbejde eller fysiske aktivitetsniveau i skolen forvente sygemelding i 1-2 uger efter operationen.

Fysisk aktivitet

Du skal undgå hård fysisk aktivitet og tunge løft, der kan få din puls op de første 2 uger efter operationen. Derudover skal du undgå at flyve og svømme 8 uger efter operationen.

Kontrol i ambulatoriet

Cirka 3 uger efter operationen skal du komme til kontrol i ambulatoriet, hvor vi blandt andet vil fjerne gazestrimlen i dit øre. 3-4 måneder senere skal du til en kontrol og høreprøve i ambulatoriet.

Kontakt

Øre- Næse- og Halsafdelingen

Beriderbakken 4

7100 Vejle

79 40 59 80


pinfoSLB-1595529526-153 103672   |   11.05.2026

APPFWU02V