Ultralydsscanning af brystvæv
Information om din undersøgelse
Du skal scannes med ultralyd for at få et mere præcist billede af dit brystvæv. Herefter vurderer vi, om du også skal have taget en vævsprøve.
Sådan foregår undersøgelsen
Hvis du har brystproteser, eller hvis du er gravid, skal du fortælle os det, når du kommer ind til undersøgelsen.
Ved en ultralydsscanning bruger vi lydbølger til at danne billeder på en computerskærm. Du kan ikke mærke lydbølgerne, og scanningen er ufarlig.
Vi smører gelé på din hud og fører et ultralydshoved hen over huden med et let pres. Ultralydshovedet sender billeder til en computerskærm, som vi kigger på under selve undersøgelsen.
Undersøgelsen varer cirka 30 minutter, og du kan tage hjem umiddelbart efter.
Vævsprøve
Hvis du skal have taget en prøve af forandringerne eller knuden i dit bryst, bliver du lokalbedøvet med en tynd nål. Selve prøven bliver taget med en meget tynd nål, og patienter siger, at det nogenlunde svarer til at få taget en blodprøve.
Når du kommer hjem
Hvis du har fået taget en prøve, har du fået et plaster på. Plasteret må ikke blive vådt, og det skal blive siddende de første 24 timer.
Reager på symptomer
Hvis du har fået taget en prøve, skal du holde øje med såret. Hvis det bliver rødt, hævet eller væsker, eller hvis du pludseligt får feber, kan det være tegn på betændelse. Oplever du nogle af de symptomer, skal du kontakte din egen læge.
Sådan får du svar
Du får svar på ultralydsundersøgelsen med det samme. Hvis du også får taget en prøve, taler vi med dig om, hvordan og hvornår du får svar på den.
|
Kontakt Røntgen og Scanning Beriderbakken 4 7100 Vejle Mammografiafsnittet 79 40 69 20 |
|
pinfoSLB-1173572183-56 177129|10.03.2026 |