Skip til primært indhold

Synactentest

Synacthentest er en undersøgelse, der udføres for at undersøge binyrernes evne til at producere kortisol. For at dit barn får det bedste forløb, kan du ud fra denne pjece forberede det på, hvad der skal ske.

Forberedelse

Hvis dit barn er i steroidbehandling, må dit barn først få sin morgendosis efter testen. Undersøgelsen foregår om formiddagen. Selve testen varer cirka 1 time, men det er en god idé at sætte formiddagen af til testen. Dit barn skal forholde sig i ro under testen. Det kan derfor være en god idé at medbringe yndlingslegetøj, bøger eller andet, der hjælper barnet til at forholde sig i ro i sengen.

På testdagen lægger bioanalytikeren et lille plastikrør i en blodåre i albuebøjningen på dit barn. Den skal bruges til at give medicinen Synacthen i, og den skal bruges til at tage blodprøver fra. Måske bliver det nødvendigt at stikke mere end én gang.

Det kan gøre ondt at blive stukket. Vi medsender derfor 2 stk. Emla-plastre, der virker lokalbedøvende på huden. Disse skal du sætte på i albuebøjningerne cirka 2 timer før, I møder. Når I kommer til Børne- og Ungeafdelingen, fjerner du eller sygeplejersken plastrene.

Under testen

Når I møder i Børneafdelingen, bliver I vist til rette på den stue, hvor undersøgelsen skal foregå. Der er en seng klar til dit barn. Sygeplejersken giver Synacthen i det lille plastikrør, der ligger i blodåren. Under testen tager bioanalytikeren blodprøver fra det lille plastikrør 3 gange med 30 minutters mellemrum.

Efter testen

Resten af dagen kan dit barn følge sine normale aktiviteter. Du kan forvente svar på testen efter cirka 2 uger.

Kontakt

Børne- og Ungeafdelingen

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 33 12


pinfoSLB-655458838-110 105517   |   25.06.2026

APPFWU01V