Kostvejledning til patienter med ileostomi
I denne folder finder du information om, hvad der er godt at spise og drikke, efter du har fået anlagt en ileostomi. I forbindelse med operationen blev tyktarmen fjernet eller sat ud af funktion, og tyndtarmen skal nu overtage denne funktion.
Tarmens funktion efter operationen
I de første uger efter operationen kan det være svært at finde ud af tarmens rytme og funktion. Det hænger sammen med, at tarmen skal bruge tid på at vænne sig til de ændrede forhold.
Lige efter operationen vil din afføring være vandtynd. Normalt udskilles der 0,5-1 liter afføring om dagen.
I starten kan der komme op til 2,5 liter afføring pr. dag.
Hvad må du spise, når du har en ileostomi?
Med ileostomi må du stort set spise som før.
Selvom du mangler tyktarmen, optager du stadig den mad, du spiser.
Fokus på fødevarer, der er svære at fordøje
Der er risiko for, at fødevarer med sejt skind, grove fibertrevler og hård skal kunne sætte sig fast i tarmen. Vær derfor opmærksom på at findele din kost.
|
Grøntsager |
Frugter |
Andet |
|---|---|---|
|
Asparges Porre Champignon Kål Bambusskind Bladselleri Bønner Ærter Majs Råkost af rodfrugter Tomatskind Kogte grøntsager er ofte bedre end rå. |
Ananas Citrushinder (appelsin, mandarin m.m.) Nødder og mandler Tørret frugt Kokos Avocado Trevler fra rabarber Skræl fra æbler og pærer Skind fra vindruer. |
Pølseskind Sejt kød Popcorn Brune ris Brød med mange kerner/frø. |
Hvad giver fastere afføring?
Når du har en ileostomi, kan du opleve, at konsistensen af din afføring er meget tynd. Det medfører, at du skal tømme din pose ofte. Er det et problem for dig, anbefaler vi, at du spiser:
- Banan
- Revet æble
- Havregrød
- Kartofler, pasta, ris
- Brød, knækbrød
Vær opmærksom på at tørrede frugter som abrikoser, svesker, blommer, figner og frugtjuice kan give tynd afføring.
Stop i min stomi - hvad gør jeg?
Oplever du, at der ikke kommer afføring inden for 12-24 timer, kan det være, at tarmen er tilstoppet. Symptomerne kan være:
- Smerter med intervaller
- Kvalme og opkastning
- Stop i tarmen
- Pludselig vandtynd afføring
Gode råd ved stop i stomien
- Drik ekstra væske
- Bevæg dig og massér omkring stomien
Hvis rådene ikke hjælper, skal du kontakte din egen læge, vagtlægen eller Stomiambulatoriet.
Undgå væskemangel
Hvis afføringen er meget tynd, kan det være svært at få væske nok. Læg derfor mærke til, hvor mange gange du tømmer posen på en dag. Væn dig til at registrere, om posen er en tredjedel fuld eller halvfuld. På den måde bliver du opmærksom på, hvad der er normalt for dig.
Gode råd til at undgå væskemangel:
- Drik 2-2,5 liter væske om dagen
- Drik mere mellem måltiderne og mindre ved måltider. Væsken gør, at maden passerer hurtigere igennem
- Prøv at drikke det meste væske om dagen. Det kan medvirke til, at du ikke skal tømme posen om natten
Symptomer på væskemangel
Træthed, sløvhed, irritabilitet, kvalme, hovedpine, svimmelhed, tørhed i munden og vægttab. Det kan også være væskemangel, hvis du ikke tisser ret meget, og/eller din urin er mørkegul.
Vær opmærksom, hvis du drikker alkohol
Alkohol er vanddrivende og gør afføringen tynd. Når du drikker alkohol, er det en god idé indimellem at drikke vand og spise noget med salt.
Undgå saltmangel
Væske trækker salt med sig, og du skal derfor være opmærksom på at få nok salt.
- Drik bouillon og vand
- Spis de fødevarer, som giver fastere afføring
- Spis en spsk. HUSK med fiber
- Drik Revolyt. Det er et pulver, som du køber på apoteket. Det indeholder de salte, som du har brug for ved diarré.
Kontakt din læge, hvis du er i tvivl om, du er i underskud med væske og salt.
For meget tarmluft?
Det meste luft, du har i tarmen, bliver dannet, fordi du taler, mens du spiser, eller fordi du tygger maden med åben mund. Nogle fødevarer giver dog mere luft i maven end andre. Eksempelvis krydret mad, kulsyreholdige drikke, kunstige sødemidler, rå grøntsager, løg, kål, broccoli, ærter og bønner.
|
Kontakt Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 50 00 |
|
pinfoSLB-1749254457-254 114315 | 06.11.2026 |