Skip til primært indhold

Test for penicillin-allergi med kort provokation

Information om din undersøgelse

Du skal undersøges for at finde ud af, om du er allergisk over for penicillin. Det gør man med en provokationstest.

Sådan forbereder du dig

Inden testen ringer vi til dig og fortæller dig om testen. Vi taler blandt andet med dig om, du eventuelt skal holde pause med noget af din vanlige medicin.

Hold pause med denne medicin

Inden testen skal du holde pause med visse typer medicin.  

  • Pause 7 dage før: Prednisolon  
  • Pause 5 døgn før: Betablokkere, der indeholder propranolol, sotalol og carvedilol. Vær opmærksom på, at din egen læge skal tage stilling til, om du kan holde pause med betablokkere, eller om du skal have en anden slags medicin. Du må gerne tage andre slags betablokkere, som du plejer.
  • Pause 3 døgn før: Antihistaminer (allergitabletter)  
  • 1 døgn før: Smertestillende medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, ibuprofen eller diclofenac
  • 12 timer før: Astma-medicin i form af korttids- og langtidsvirkende beta2-agonister samt Montelukast.

Meld afbud ved sygdom 4 dage før

I 4 døgn op til testen, må du ikke have:

  • været syg med en infektion
  • haft en forværring af astma  
  • haft symptomer på allergi.

Du må heller ikke være – eller lige have været – i behandling med antibiotika. I så fald skal du ringe til os og få en ny tid.  

Graviditet

Du må ikke blive testet, hvis du er gravid. Hvis du er gravid, skal du kontakte os for at få udsat din tid.

Sådan foregår undersøgelsen

Du får en dosis penicillin, enten som tablet eller mikstur. Herefter holder vi øje med dig i 2 timer for at se, om du får allergiske reaktioner. Da der i sjældne tilfælde kan komme alvorlige reaktioner, må du ikke forlade afdelingen i de 2 timer.

Spis og drik, som du plejer

Du må spise og drikke, som du plejer. Medbring også gerne mad og drikke til de 2 timer, som testen varer.  

Efter undersøgelsen

Hvis du ikke får nogen allergiske reaktioner i løbet af de 2 timer, skal du tage en 7-dages kur med penicillin derhjemme (hjemmetest). Det er for at teste, om du får udslæt i løbet af en hel penicillinkur.

Hent medicinen på apoteket

Du skal selv hente penicillinen til hjemmetesten på apoteket. Vi laver en recept til dig samme dag, du har været til test hos os.

Allergisk reaktion

Når du møder på afdelingen for at få lavet testen, giver vi dig antihistamin, som du kan tage, hvis du får en allergisk reaktion derhjemme. Hvis du oplever allergiske symptomer eller voldsomme bivirkninger i forbindelse med hjemmetesten, skal du:  

  • ikke tage flere penicillin-tabletter
  • straks ringe til os på 79 40 53 20 eller 79 40 64 27.

Opfølgning efter 3 uger

Cirka 3 uger efter opstart af hjemmetesten ringer vi til dig for at følge op på hjemmetesten. Hvis du ikke har fået nogen allergiske reaktioner, betyder det, at du kan tåle den pågældende penicillin.  

Kontakt

Medicinsk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Medicinsk Daghospital

79 40 53 20

(hverdage kl. 07.00-15.00)

Medicinsk Sengeafsnit

79 40 64 27

(aften, nat, weekend og helligdage)


pinfoSLB-761011106-466 186947   |   20.08.2026

APPFWU02V