Supplerende undersøgelser af brystet
Information om din undersøgelse
Du skal have undersøgt dit bryst og scannes med ultralyd for at få et mere præcist billede af dit bryst væv. Herefter vurderer vi, om du også skal have taget en vævsprøve og foretaget en ny mammografi.
Før undersøgelsen
Hvis du er eller kan være gravid, skal du ringe til os på 79 40 69 20, så vi kan tage hensyn til det.
Hvis du har brystproteser, skal du fortælle os det, når du kommer ind til undersøgelsen. I sjældne tilfælde kan mammografien medføre, at der går hul på brystprotesen. Mammografiundersøgelsen foretages på eget ansvar.
Sådan foregår undersøgelserne
Først mærker vi dit bryst og din armhule igennem. Dernæst smører vi gelé på din hud og fører et ultralydshoved hen over huden med et let pres. Ultralydshovedet sender lydbølger, som kan ses som bil leder på en computerskærm, som vi kigger på under selve undersøgelsen.
I nogle tilfælde tager vi en prøve af forandringerne eller knuden i dit bryst, og det kan også være nødvendigt at lave en ny mammografiundersøgelse af dit bryst. Det tager vi stilling til undervejs.
Undersøgelserne varer i alt cirka 30 minutter, og du kan tage hjem umiddelbart efter.
Vævsprøve
Hvis du skal have taget en prøve af forandringerne eller knuden i dit bryst, bliver du først lokalbedøvet med en tynd nål. Prøven bliver taget med en meget tynd nål, og patienter siger, at det nogenlunde svarer til at få taget en blodprøve.
Mammografi
Ved en mammografi bruger vi røntgenstråler til at danne billeder på en computerskærm. Du kan ikke mærke røntgenstrålerne.
Når du kommer hjem
Hvis vi har taget en prøve, har du fået et plaster på, som ikke må blive vådt. Plasteret skal blive siddende de første 24 timer.
Reager på symptomer
Har du fået taget en prøve, skal du holde øje med såret. Hvis det bliver rødt, hævet eller væsker, eller hvis du pludseligt får feber, kan det være tegn på betændelse. Oplever du nogle af de symptomer, skal du kontakte din egen læge.
Sådan får du svar
Du får svar på ultralydsundersøgelsen og en eventuel mammografi med det samme. Hvis du også har fået taget en prøve, taler vi med dig om, hvordan og hvornår du kan forvente at få svar på den.
Mere viden om røntgenstråling
Røntgenstråling giver en meget lille forøget risiko for udvikling af kræft på langt sigt. Fordelen ved at få stillet en korrekt diagnose og sikre den rigtige behandling er større end risikoen ved røntgenstråling.
Du kan læse mere om røntgenstråling påwww.sundhed.dk. Søg på ”røntgenstråler”.
|
Kontakt Røntgen og Scanning Beriderbakken 4 7100 Vejle Mammografiafsnittet 79 40 69 20 |
|
pinfoSLB-1173572183-51 177189|19.03.2026 |