Afklaring af tidlig graviditet
Du er gravid, men det har ikke været muligt at se et fosteranlæg ved scanningen. Det er derfor vanskeligt at afgøre, hvordan din graviditet forløber.
Årsager
Der kan være flere grunde til, at det ikke er muligt at se et fosteranlæg ved scanningen:
- Du er endnu ikke så langt henne i graviditeten som forventet. Selv hos kvinder, der har regelmæssige menstruationer, kan ægløsningen ske senere end normalt. Dette kan ændre graviditetslængden nogle uger.
- Du har aborteret helt eller delvist.
- Du er gravid uden for livmoderen.
Undersøgelse
For at finde ud af, hvordan din graviditet udvikler sig, skal du have målt graviditetshormon (HCG).
Hormonniveauet bestemmes med blodprøver over en periode. Det kan også være nødvendigt at gentage skanningen. HCG fordobles cirka hvert 2. døgn ved en normal graviditet.
Opfølgning
Du får svar på din HCG-værdi førstkommende hverdag, efter prøven er taget. Svaret sammen med information om videre plan modtager du med digital post.
Hvis du ikke er så langt i graviditeten som forventet
HCG-værdierne falder, som tegn på, at du har aborteret. Der skal tages endnu en blodprøve eller du vil blive tilbudt en kontrol-scanning.
Har du aborteret delvist, kan der være behov for medicin eller en udskrabning for at afslutte aborten.
Hvis du er gravid uden for livmoderen
Dine HCG-værdier stiger ikke tilstrækkeligt, men falder heller ikke nok. Du får tilbudt en ny skanning.
Det er ofte nødvendigt med en kikkertoperation i fuld bedøvelse for at afslutte en graviditet udenfor livmoderen.
I andre tilfælde kan graviditeten afsluttes med medicinsk behandling.
En graviditet uden for livmoderen kan medføre, at æggelederen pludselig brister. Herved kommer der væske og blod ud i bughulen, du kan få smerter og kan blive meget utilpas. Du skal hurtigst muligt kontakte sygehuset.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, får smerter eller bliver utilpas, skal du kontakte Kvindesygdomme Ambulatorium.
Sekretær: 76 36 24 77 (tast 3).
Hverdage 8.00-15.00.
Sygeplejerske: 76 36 24 77 (tast 2).
Hverdage 9.00-10.00.
Uden for ambulatoriets åbningstid kan du henvende dig til Kvindesygdomme senge på 76 36 24 39 eller kontakte skadestuen.
|
Kontakt Kvindesygdomme og Fødsler Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 20 00 |
|
pinfoSLB-1926437636-88 102900 | 23.06.2026 |