Margueritte-prisen 2023

Vinnie Vallebæk Holdgaard er blevet indstillet af pårørende Dorte Dall-Hansen, der til daglig selv er ansat som sygeplejerske på Kolding Sygehus. Dorte Dall-Hansen har lavet indstillingen på baggrund af en konkret oplevelse, da hendes mor først blev indlagt med et brækket lårben og senere måtte genindlægges, da der gik betændelse i operationssåret.

Under hele forløbet havde moren været småt spisende. Dorte Dall-Hansen skriver i sin indstilling:
Mor fortsætter med at være småt spisende under genindlæggelsen, og det vurderes, at det er på grund af alder, antibiotika, infektion, immobilisering, at hun er sengeliggende og har nedsat humør på grund af lang indlæggelse og genindlæggelse. Mor får tiltagende besvær med at synke. Hun klager over pressen for brystet og fortæller, at hun ikke kan få maden ned: ”Det står og svupper”, siger hun. Vinnie hører, hvad mor siger og reagerer. Hun får iværksat en kardiologisk undersøgelse. Kardiologen får lavet en CT-scanning af hele brystet, som viser et forøget spiserør. Nærmere undersøgelser viser, at spiserøret er fyldt med madrester, og at mor har hiatus hernie - spiserørsbrok.

Vinnie lyttede til det mor fortalte, og hendes reaktion betød, at mor nu igen kan nyde sin mad. Det forhindrede også, at mor fik foretaget operationen Girdlestone, der ellers ville have betydet, at hun ikke længere kunne støtte på benet. Operationen var egentlig planlagt på grund af stigende infektionstal, som antibiotika-piller ikke kunne slå ned. Men det viste sig, at det jo var fordi, antibiotikaen ikke blev optaget, da pillerne ikke kunne komme ned gennem spiserøret.

Generelt har Vinnie en tydelig kommunikation. Hun er omsorgsfuld og informerer grundigt og på forståeligt niveau. Hun har også overskud til kommunikation og information af pårørende – selv når det er uden for hendes er speciale. Derfor fortjener hun margueritte-prisen.

Sygeplejersker Birthe Linde Christensen er blevet indstillet af en pårørende – Jill Henriette Skovlund Flindt, der er mor til drengen Magne.

Magne var indlagt på Børne- og Ungeafdelingen, og under indlæggelsen havde han sin bamse Helmut med på sygehuset. Birthe fik på meget kort tid skabt en god kontakt til Magne, fordi hun gav sig tid til at snakke med ham, sætte sig ved ham og snakke om hans bamse. Da Birthe opdagede et hul på bamsen, spurgte hun, om hun ikke skulle reparere ham. Det sagde Magne ja tak til, og han fik en hel bamse tilbage.

Jill Henriette Flindt skriver i sin indstilling:
Da Birthe dagen efter kom ind til os igen, hoppede Magne ned fra sengen og stormede hen til hende, for at give hende en stor krammer. Disse krammere er faktisk kun forbeholdt få mennesker, så det var for os et tegn på, at Birthe virkelig havde gjort et stort indtryk på Magne (og os som forældre).

Vi håber, at Birthe får at vide, hvilken forskel hun gjorde for netop vores familie. Det var ekstraordinært, for at sy bamsen sammen, var at møde Magne, hvor han nok havde allermest brug for det. Det er ikke en del af sygeplejen, og at gøre det ekstra for et barn, er virkelig storsindet!

Henriette Larsen er blevet indstille af patient Louise Hove, der til daglig selv er ansat på Kolding Sygehus. Louise Hove har netop været igennem et kræftforløb, hvor kræften blev tidligt opdaget. Hun har store roser til kollegerne på kræftsygehuset i Vejle, fordi de alle var gode til at give hende plads, lytte til hende og få hende til at føle sig som sig selv. Men der var ét sted i forløbet, hvor hun især var udfordret, og det var, da hun skulle opereres. Og her trådte Henriette Larsen til. Louise Hove skriver i sin indstilling:

Det eneste, jeg synes, der var mega svært ved lige pludselig at skulle stå på den anden side som patient, var operationen. Ikke fordi jeg skulle opereres, men jeg har astma og har oplevet et par gange, ikke at kunne få luft. Derfor var jeg virkelig, virkelig meget bange for, at skulle lægges i bedøvelse og overlade min vejrtrækning til et andet menneske. Tænk hvis jeg vågnede og ikke kunne trække vejret, fordi mine muskler var lammet, eller jeg ikke var helt vågen endnu.

Som sagt var jeg ret bange, og havde flere overvejelser, om jeg ikke bare skulle rejse mig og gå, men det gik jo ikke - knuden skulle ud. Jeg lå og ventede ude foran OP og blev mere og mere bange. Da jeg kom ind på operationsstuen kunne Anæstesisygeplejersken Henriette med det samme fornemme det, selv om jeg prøvede at skjule det. Hun tog hånd om mig med rolig stemme, myndig fremtoning og professionel tilgang og et blik der fastholdt mig. Hun havde en helt utrolig evne til at få mig beroliget på den helt rigtig måde. Hun sagde de helt rigtig ting, forklarede mig, hvordan hun kunne læse, hvis jeg vågnede op osv. Jeg glemmer ikke hendes blik og rolighed, som gjorde, at jeg fandt tryghed, og jeg faldt trygt i søvn.

Jeg var efterfølgende så overrasket over, hvor godt jeg havde det og havde sovet. Jeg glemmer aldrig hendes blik og er dybt taknemmlig for hendes professionalisme. Jeg er ikke i tvivl om at alle patienter, der kommer igennem hendes kyndige hænder, vil sige det samme. Hun fortjener kæmpe anerkendelse.