Skip til primært indhold

Søren sætter sygehuset på landkortet

Søren Rafaelsen har gennem tre årtier været en meget driftig forsker i radiologi. Hans forskning og store netværk har været med til at sætte Vejle Sygehus på det internationale forskningslandkort.

Læge sidder bag computer

27-04-2023. Mød Søren Rafaelsen, der er aktiv forsker i radiologi på Sygehus Lillebælt. Tekst og foto: Søren Hygum Hansen

Søren Rafaelsen er en meget aktiv forsker i radiologi, og han er konstant på jagt efter nye emner at dykke ned i – eller et nyt hjørne at vende. Og den gode idé til et nyt forskningsemne kan komme på alle tidspunkter – i mange, meget forskellige situationer.
- Det kan være noget, man har talt med en kollega om til en kongres. Men jeg kan også få idéen på en ferie. For når man har ferie, kører jo hjernen stadig, selvom man svømmer i poolen, og så kommer idéen pludselig. Og ofte tager idéen udgangspunkt i arbejdet med patienter, fortæller han.

Og idéer har der været mange af, siden overlægen i 1985 blev ansat på Vejle Sygehus, hvor han i dag tillige er professor og forsker på Radiologisk Forskningsenhed. Alene i skrivende stund er han en del af 17 forskellige, videnskabelige projekter, og yderligere tre er på vej. Alt i alt har han - gennem årene - været forfatter til et trecifret antal videnskabelige artikler, adskillige lærebogskapitler, og han har afholdt flere end 100 foredrag både herhjemme og i store dele af udlandet. Han er – blandt meget andet – også redaktør på et tidsskrift om radiologi og har været formand for Dansk Ultralydsselskab.

Rådet fra den erfarne kollega

Alt dét har tilsammen gjort ham til én af verdens fremmeste, mest erfarne forskere i mave-tarmradiologi.
- Jeg har et spændende og godt arbejdsliv, hvor jeg er blevet mere og mere aktiv. Og jeg har altid været nysgerrig efter at indsamle ny viden, fordi det i sidste ender gavner vores nuværende, men også fremtidige patienter. Så de på den måde hele tiden får den mest optimale og tidsvarende behandling, siger han.

Søren Rafaelsen er født i Barrit – lidt vest for Juelsminde – og efter at han i 1985 blev uddannet læge fra Århus Universitet, fik han job på Vejle Sygehus.
- Da jeg blev færdig, var det første job, jeg fik, på røntgenafdelingen i Vejle. Og dengang fik jeg et råd fra en ældre, erfaren læge om at fokusere på ét område. Og det har jeg gjort. Så det var i virkeligheden lidt tilfældigt, at det var lige netop radiologi, der blev mit speciale, husker han.

I 1996 blev østjyden færdig som speciallæge i radiologi, blev dr. Med i tarmkræft i 2014, og i 2018 blev Søren Rafaelsen så udnævnt til klinisk professor i røntgenundersøgelse og -diagnostik af mave-tarmsygdomme på Vejle Sygehus og ved Institut for Regional Sundhedsforskning.

Med i fornemt selskab

Han roser det forskningsmiljø, som han befinder sig i, og hvor han selv er vejleder for en række yngre forskere.
- Det er meget positivt at være forsker her på Vejle Sygehus. Der er en fin forskningsstrategi, og der er et godt samarbejde på tværs. For eksempel med onkologerne, kirurgerne og patologerne. Jeg ved, hvor de bor, og har nærmest deres telefonnumre i hovedet. Står man med et forskningsproblem, kan man hurtigt få tingene til at køre. Og jeg skal ikke gå flere kilometer for at komme hen til en kollega. Vi er tæt på hinanden, forklarer han.

Søren Rafaelsens store, internationale netværk har også haft en afgørende betydning for, at Vejle Sygehus er blevet en del af en særlig ”klub”. Sygehuset er således udnævnt til et europæisk mave-tarm-røntgencenter. Der er centre på sygehuse i en lang række vesteuropæiske storbyer – som London, Paris, Rom, Madrid, Amsterdam – og altså også Vejle, som det eneste danske sted. Det giver mange fordele og adgang til den nyeste viden på området.
- Vi er stolte over at være med i det selskab. Vi kom med for fire år siden, og det har jo bragt os på det internationale landkort indenfor det her speciale, siger han.

Mødet med den kræftsyge patient

Netværket har medført, at han er den danske ambassadør på området, og han er med til at lave internationale vejledninger for tarmkræft – for eksempel omkring hvordan og hvornår man, baseret på den nyeste viden og forskning, bør undersøge potentielle tarmkræftpatienter.

Men selvom forskningen fylder meget i Søren Rafaelsens arbejde, har han også arbejdsdage, hvor han har direkte patientkontakt. Dage, hvor han for eksempel laver ultralydsundersøgelser og biopsier, og hvor han i nogle tilfælde skal give patienter en trist besked om, at den forstørrede lymfeknude giver anledning til en mistanke om kræft.

Uanset hvilken arbejdsopgave, der venter – som mødet med den syge patient eller foredraget foran 100 forskningskollegaer – er nøgleordet ifølge Søren Rafaelsen forberedelse.
- Man skal være forberedt til begge dele. Når man skal ind til en patient, skal man vide, hvem man sidder overfor, og hvad vedkommende i værste fald fejler og vide, hvad vi kan gøre fremadrettet i behandlingen. Det samme med foredrag. Man skal være klar på, hvad man skal sige, og hvad folk måske vil spørge om. Så på den måde er der ligheder mellem de to situationer, selvom de selvfølgelig er meget forskellige.

Søren Rafaelsen kobler fra derhjemme i selskab med hustruen, som han har to voksne børn med – en datter og søn. Han bruger gerne fritiden på at cykle eller gå ture, og så ror han kajak i fjorden eller i vandet ved Juelsminde.
- Så er det op med kajakken på bilen og afsted. Det er rigtig godt. Så kobler man af og får set naturen, siger han.

Søren Rafaelsen, der er 63 år, har i øvrigt ingen planer om gå på pension foreløbigt. Der er med andre ord mange forskningsprojekter, der fortsat venter forude for den driftige forsker fra Vejle Sygehus.

APPFWU01V