Skip til primært indhold

Løs hud på øjenlåg

Løs hud på øjenlåget kan afhjælpes ved operationen: dermatochalasis.

Baggrund for operationen

Med alderen mister huden gradvist sin elasticitet.

Huden på øjenlågene bliver løs og kan hænge ned mod det øvre øjenlågs øjenvipper.

Synet kan være generet, og der kan også være kosmetiske gener i form af ”poser” over eller under øjnene.

Hos nogle mennesker opstår der endvidere en frembuling af fedt fra øjenhulen.

Den overskydende hud og eventuelt fedt kan fjernes ved en operation.

Lidt om indgrebet

Ved en operation for løs hud på øjenlågene fjerner man lidt hud på det øverste øjenlåg, så øjet åbnes mere op.

Formålet med operationen

  • Godt syn på begge øjne
  • Så pænt kosmetisk resultat som muligt

Før operationen

Lægen undersøger dig, og I vil sammen tage beslutningen om en eventuel operation af den løse hud på dine øjenlåg.

Sygeplejersken vil måle dit syn og tale med dig om operationen og forløbet efter operationen.

Du bedes medbringe:

  • Briller
  • Oplysningsskemaet som du har fået tilsendt med indkaldelsen.

Operationstid

Operationstiden vil du enten få med hjem eller få du den tilsendt senere.

Du skal selv huske

Inden operationen skal du hente eventuelle øjendråber eller øjensalve, du skal bruge efter operationen.

Recept sendes elektronisk til apoteket ved forundersøgelsen.

Når du møder til operation

Før operationen vil du blive tilbudt afslappende og smertestillende medicin.

Selve operationen

Operationen foregår i lokal bedøvelse.

På operationsstuen vil vi hjælpe dig tilrette på operationslejet.

Først renses huden omkring dit øje, og operationssnittet optegnes med en tusch. Dit ansigt vil herefter blive dækket af et sterilt stykke papir og operationen kan gå i gang.

Afslutningsvist lukkes såret med en fin tråd.

Bedøvelse

Ved hjælp af en tynd kanyle får du sprøjtet lokalbedøvelse ind i huden omkring øjenlåget.

Bedøvelsen kan spænde og nogle synes, at det gør ondt.

Du vil kunne mærke en berøring af huden under operationen.

Hvordan ser dit øjenlåg ud efter operationen

Du kan forvente, at huden omkring øjet vil være misfarvet og hævet i flere uger.

Det er ikke ualmindeligt, at det kan bløde lidt fra såret.

Hvis det bløder: hold med et let tryk på såret med et rent gazestykke i 5 minutter.

Kontrol og fjernelse af tråde

Kontrol og fjernelse af tråde foregår efter aftale i Øjenambulatoriet eller hos din egen øjenlæge.

Komplikationer efter operationen

Let blødning fra såret er normalt det første døgn.

En større blødning omkring eller bag ved øjet er sjælden, men kan være alvorlig.

Infektion

Det er sjældent at patienter får en infektion i forbindelse med en øjenlågsoperation.

Misfarvning af huden

Misfarvning og hævelse i øjenomgivelserne i dagene efter operationen er normalt.

Efter 1-2 uger vil det oftest være forsvundet, men i nogle tilfælde kan det vare i længere tid.

Dannelse af ar

Dér hvor man har lavet den kirurgiske snitlinje kommer der et lille ar.

Du skal ringe til Øjenafdelingen

Hvis du har blødning fra såret og denne blødning ikke stopper efter tryk på såret i 10 minutter gange 3.

Sådan kommer du i kontakt med os

Hverdage kl. 08:00 - 15:00
Telefon 7940 6450

Hvis du får akut brug for hjælp efter afdelingens lukketid

Efter kl. 15:00 og i weekenden kan du ringe på tlf 7940 5000

Du vil blive stillet videre til vagthavende øjenlæge.
I weekenden vil du få kontakt til vagthavende øjenlæge på Odense Universitetshospital.

Patientinformation/Pjecer

Pjece om operation for løs hud på øjenlåget

APPFWU01V