Patientskole
Funktionel Lidelse
Patientskolen er en del af dit behandlingsforløb på Center for Funktionelle Lidelser, Vejle Sygehus. Skolen er for dig, der ønsker viden om funktionel lidelse og redskaber til at håndtere hverdagen med en funktionel lidelse.
Undervisningsformen
To undervisere står for undervisningen. Undervisningen foregår som holdundervisning med op til 12 deltagere. Der er mulighed for spørgsmål undervejs, men meningen er ikke, at du eller de øvrige deltagere skal dele personlige detaljer om jeres sygdomssituation.
Der er pauser og mulighed for at forlade undervisningen ved behov.
Emnerne på patientskolen
Emner:
- Hvad er en funktionel lidelse
- Hvad du selv kan gøre
- Et overblik over behandlingsmuligheder
- Lidt om mødet med kommunen.
Om funktionel lidelse
En funktionel lidelse er en sygdom, hvor man er plaget af mange forskellige fysiske symptomer fra forskellige steder i kroppen. Man har som regel været igennem flere forskellige undersøgelser, som ikke har givet en forklaring på, hvorfor man har så mange symptomer.
Hvis du ønsker at læse mere, har Århus Universitetshospital samlet generel information om funktionelle lidelser på Funktionellelidelser.dk
Efter patientskolen
Efter endt patientskole, vil du aftale med en læge eller en sygeplejerske, hvordan dit videre forløb skal være. Der er mulighed for, du fortsætter med individuelle samtaler, et holdforløb i Center for Funktionelle Lidelser eller at du bliver afsluttet til egen læge. Det vil I i samarbejde planlægge ud fra, hvad der er det bedste for dit behandlingsforløb.
Praktisk information
Forplejning
Der bliver serveret vand, kaffe og te samt lidt frugt og sødt i pausen.
Parkering
Parkering ved Vejle Sygehus. OBS: Parkering ud over 3 timer skal du registrere. Enten online via linket, på Q-parks stander i forhallen eller ring på 76 36 33 55 eller 76 36 33 58.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Center for Funktionelle Lidelser Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 62 26 |
|
pinfoSLB-761011106-397 166937 | 08.07.2026 |