Forebyggelse af armlymfødem
Efter operation for brystkræft
Når et større antal lymfeknuder i armhulen fjernes, kan det i nogle tilfælde medføre, at armen på den opererede side hæver. Dette kaldes armlymfødem.
Armen på den opererede side hæver ofte lidt lige efter operationen. Denne hævelse forsvinder, som regel, gradvist i løbet af nogle måneder.
I nogle tilfælde kan der på et senere tidspunkt (nogle gange flere år efter operationen) opstå en hævelse af armen.
Hævelsen kan blive så generende, at det kan virke hæmmende på de daglige aktiviteter.
Hvad kan du gøre for at forebygge armlymfødem?
- Undgå at få betændelse i sår på armen. Søg læge, hvis der er tegn til betændelse (rødme, hævelse, smerter).
- Undgå så vidt muligt indsprøjtninger og anlæggelse af drop i den pågældende arm.
- Undgå at have armen nedad for længe ad gangen, f.eks. hvis du sidder stille længe, som ved lange rejser med fly eller tog. Bevæg da armen jævnligt i albue- og skulderled.
- Undgå vægtøgning.
Du må bruge din arm som vanligt og også gerne træne, men opstår der:
- Hævelse
- tyngde- og spændingsfornemmelse
- uro
- træthed
- ubehag
i armen, skal du lægge armen højt (f.eks. på en sofaryg) og lave venepumpeøvelser samtidig med, indtil symptomerne er aftagende.
Det er bedst at forebygge, men skulle du alligevel få en hævet arm, skal du kontakte lægen på den behandlende afdeling eller din egen læge med henblik på at blive henvist til fysioterapi på et sygehus.
|
Kontakt Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Mammaambulatoriet 79 40 56 00 (hverdage kl. 08.00-15.00) |
|
pinfoSLB-1749254457-78 108191 | 17.08.2026 |