Atopisk eksem
Atopisk eksem kaldes også børneeksem og er en hyppig sygdom i Danmark. 10–20 procent af danske børn udvikler atopisk eksem. 90 procent af tilfældene starter inden 4 års-alderen.
Børneeksem skyldes en overreaktion i huden. Det viser sig ved rød, tør og skællende hud, der klør. Indimellem kan der være knopper, blærer og revner i huden. Sværhedsgraden er varierende. Der kan være eksemfrie perioder.
Eksemet findes typisk på kinderne, i albuebøjninger, knæhaser og omkring hånd og fodled, men resten af kroppen kan også være ramt. Man kender ikke den direkte årsag til børneeksem, men vi ved, hvilke faktorer der påvirker eksemet. Det er stress, irritation (vand og sæbe, kulde og blæst, uld og sved), infektion, fødevareallergi hos helt små børn, man glemmer at bruge fugtighedscreme, eller at man glemmer/bruger sin behandlingscreme forkert. Korrekt hudpleje kan forebygge og bedre atopisk eksem.
De fleste vokser fra deres børneeksem inden skolealderen, men nogle må lære at leve med eksemet.
Børn med atopisk eksem har højere risiko for at udvikle astma og høfeber. I perioder er det oftest nødvendigt med receptpligtig creme og salve.
Forebyggelse
Det vigtigste er at holde huden velsmurt ved dagligt at smøre med en fed fugtighedscreme. Brug cremer med høj fedtprocent, gerne 70 procent og uden parfume.
Dette kan være med til at forebygge eksem:
- Undgå cremer der indeholder naturprodukter, som fx hvedeprotein, blomsterolier, citrusolier, nødder, m.m.
- Hold huden ren for at undgå infektioner.
- Dit barn må gerne komme i bad, men begræns brugen af sæbe til de nødvendige områder, da det udtørrer huden yderligere.
- Gå i bad i god tid inden sengetid, da varmen kan gøre, at huden kløer ekstra meget.
- Tør huden forsigtigt uden at gnubbe og smør huden ind i fed creme efterfølgende.
- Cremen kan eventuelt sættes i køleskabet, da en kølig creme mindsker kløe.
- Klap på huden i stedet for at klø.
- Klip neglene regelmæssigt.
- Hold soverummet køligt.
- Klæd dit barn i løstsiddende bomuldstøj.
- Undgå at huden er i direkte kontakt med uld.
- Skift tøj, hvis det bliver vådt eller svedigt.
Behandling med hormoncreme
Hormoncremer findes i forskellige former – som creme, salve og fedtcreme. Hvad, vi vælger at bruge, afhænger af dit barns eksem. I nogle af cremerne er der tilsat bakteriedræbende og/eller svampedræbende midler. Disse kan være nødvendige, hvis der er kommet infektion i eksemet.
Vi bruger forskellige styrker alt afhængig af, hvor cremen skal bruges. Det gør vi, fordi huden varierer i tykkelse forskellige steder på kroppen. Jo tykkere huden er, jo stærkere creme skal der bruges for at få effekt. I ansigtet er huden tyndere end f.eks. på ben eller i håndflader.
Hormoncremen inddeles i 4 grupper, hvor gruppe 1 er den svageste og gruppe 4 er den stærkeste.
Gruppe 1 kan fås i håndkøb, de andre er på recept.
- Gruppe 1: Bruges i ansigtet og på halsen. Fx. Mildison, hydrocortison.
- Gruppe 2: Bruges på kroppen, arme og ben. Fx. Locoid.
- Gruppe 3: Bruges på kroppen, arme og ben. Fx. Betnovat, Diproderm, Elocon.
- Gruppe 4: Bruges på fodsåler og håndflader. Fx. Clobex, Dermovat.
Behandling af atopisk eksem med hormoncreme gives ofte som en kur og herefter vedligeholdelsesbehandling.
Kuren består af påsmøring af hormoncreme 1 gange dagligt + almindelig hudpleje med fede cremer indtil eksemet er væk. Typisk 1 - 3 uger. Herefter vedligeholdelsesbehandling med hormoncremen 2 gange om ugen i 3 - 4 uger, samtidig med at vanlig god hudpleje fortsættes. Ved opblussen af eksem startes forfra med en kur.
Hormoncremen kan med fordel duppes på. Brug mængder svarende til fingerspidsreglen. 1 fingerspidscreme dækker et område svarende til to håndflader. Laget skal være så tykt, at der er hvidt af creme. Cremen trænger ind i løbet af 10 - 15 min. hvorefter der smøres med fedtcremen. Brug enten handsker eller vask hænderne efter påsmøring. Behandling med binyrebarkhormoncreme er, når det anvendes korrekt, en meget effektiv og risikofri behandling.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-212 157517 | 02.07.2026 |