Skip til primært indhold

Forstoppelse

Her finder du information om forstoppelse ved børn og unge.

Hos 95% af børnene er forstoppelsen ikke forårsaget af en underliggende lidelse.

Når man taler om forstoppelse, er det ikke kun, at barnet har afføring få gange om ugen. Man skal se det i sammenhæng med, om barnet har problemer med mavesmerter, utilpashed, klager over at være oppustet og har dårlig appetit. Afføringen er ofte fast med store knolde eller en masse små hårde kugler. Afføringen kan skifte i konsistens og også være tynd og stærkt ildelugtende. Det at have afføring kan være meget smertefuldt for barnet.

Tarmene er den nederste del af fordøjelsessystemet. Tarmene består af tyndtarmen og tyktarmen, der munder ud i endetarmen. I tyndtarmen trækkes næringsstoffer ud af den mad, der fordøjes i maven. Tyktarmens vigtigste funktion er at opsuge vand og forme afføringen af alle de affaldsstoffer, der kommer fra tyndtarmen, hvorefter afføringen føres ned til endetarmen. Når der ophobes afføring i endetarmen udløses afføringstrang og afføringsrefleks.

Forstoppelse skyldes en dårligt fungerende tarmfunktion forårsaget af “den onde cirkel”:
Barnet undertrykker afføringsrefleksen og afføringstrangen, ofte på grund af en tidligere oplevelse med smertefuld, hård afføring eller under leg, hvor barnet ikke føler, der er tid til at gå på toilettet. Når afføringstrangen undertrykkes, ophobes afføring i endetarmen. Afføringen bliver tiltagende hårdere, hvilket medfører eller forværrer smerter og ubehag ved afføring. Spædbarnet kan blive grædende, ‘stift’ og gå i bro. Ældre børn kan blive irritable, trippe, stramme balderne sammen, gemme sig og spise mindre.

Den ophobede afføring i endetarmen medfører, at barnet mister sin normale afføringstrang. Måske trænger der tynd afføring ned højere oppe fra tarmen udenom de hårde afføringsknolde. Nogle børn kan derfor have tynd afføring, selvom de er forstoppede. Det kan betyde, at der kommer ‘bremsespor’ eller større uheld i underbukserne. Til sidst presses en hård, knoldet afføring ud, som kan medføre smerter og ubehag for barnet. Herefter afhjælpes symptomerne, hvorefter det hele begynder forfra igen.

Små revner ved endetarmsåbningen kan være medvirkende årsag til at opretholde “den onde cirkel”. Revnerne opstår ofte i forbindelse med passage af hård afføring.

APPFWU02V