Skip til primært indhold

Strålebehandling mod prostatakræft

Her kan du få uddybet, hvordan strålebehandling mod prostata foregår.

Strålebehandling mod prostata kan tilbydes med henblik på mulig helbredelse eller som en lindrende behandling. Der kan også gives smertelindrende strålebehandling mod knoglerne, såfremt sygdommen har spredt sig dertil.
Ved helbredende behandling gives der fra 20 og op til 39 behandlinger, mens der typisk vil være færre behandlinger ved lindrende behandling.

Planlægning af strålebehandlingen mod prostata som helbredende behandling

Forud for strålebehandlingen vil du få indsat nogle guldmarkører i prostata, som skal virke som pejlemærke før hver strålebehandling.
Du vil få lavet en MR-scanning, eller i nogle tilfælde en CT-scanning, af bækkenregionen. I forbindelse med scanningen laves tatoveringsprikker på hofte og knæ, herved sikrer vi os, at du ligger på samme måde hver gang.

Billederne fra scanningen benyttes til at indkredse de områder, der skal behandles, og de raske organer i nærheden, som vi ønsker at skåne mest muligt.

Selve strålebehandlingen

Der er afsat 20 minutter til den daglige strålebehandling. Du ligger på samme måde hver gang. Personalet hjælper dig med at ligge som du skal, og er altid klar med råd og vejledning undervejs i behandlingsforløbet. Du kan hverken mærke eller se strålerne, når de gives.

Bivirkninger specifikt ved strålebehandling af prostata


Blæren:

Din slimhinde i blæren kan blive irriteret. Disse gener kan vise sig i form af hyppigere vandladning, eventuelt svie ved vandladning og øget vandladningstrang. I sjældne tilfælde kan der være blod i urinen. Bivirkningerne er midlertidige.


Tarmen:

Din slimhinde i tarmen kan blive irriteret. Disse gener kan vise sig i form af diarré, svie og smerter i endetarmen, samt risiko for blødning fra endetarmen. Bivirkningerne er midlertidige.I sjældne tilfælde kan der opstå varige mén så som periodevis blødning fra din endetarm, slim i afføringen, diarré og mere løs afføring.

Rejsningsproblemer:

En del vil få rejsningsproblemer. Det opstår gradvist og kan forværres efter strålebehandlingen. Nogle har rejsningsproblemer i forvejen, og hvis du er i hormonbehandling, vil denne behandling nedsætte din lyst til sex. Hvis du oplever rejsningsproblemer som følge af din behandling, kan disse måske afhjælpes medicinsk. Du vil også kunne have gavn af at lave bækkenbundsøvelser.


Lymfødem:

Hævelse i benene kan forekomme primært som følge af eventuel fjernelse af lymfeknuder før påbegyndelse af strålebehandlingen, men kan også opstå på grund af strålebehandlingen. Risiko for lymfødem er lille.

APPFWU02V