Korrektion af hudoverskud (arme)
Plastikkirurgi
Korrektion af hudoverskud arme/armplastik er en plastikkirurgisk operation, hvor man fjerner overskydende hud på overarmene.
Til forundersøgelsen har du sammen med lægen aftalt, på hvilken måde din operation skal foregå. Der er individuelle behov, og operationen kan udføres forskelligt, for at du opnår det bedste resultat.
Den endelige beslutning foretages ved indlæggelsen med den opererende speciallæge.
Fjernelse af hudoverskud på indersiden af overarme kan suppleres med fedtsugning, så man bevarer så mange lymfekar, som muligt. Det minimerer risikoen for hævelse af arm og hånd efter operationen.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og tager 2-4 timer. Du kan oftest gå hjem dagen efter.
Efter operationen skal du regne med at være sygemeldt 2-4 uger, afhængig af erhverv. Derfor er det vigtigt, at du ved udskrivelsen får afklaret, hvornår du må genoptage dit arbejde/aktiviteter.
Forberedelse til operation
Rygning og alkohol
For at fremme sårhelingen og minimere risiko for komplikationer kræves det, at du stopper med at ryge 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet 6 uger efter operationen. Vi fraråder også alkohol fra 4 uger før operationen.
OBS: Operationen vil blive aflyst, hvis du ikke er røgfri på operationsdagen.
Kost og væske
- Vi anbefaler, at du følger forholdsreglerne fra din diætist før, under og efter operationen.
- Drik rigeligt flere gange om dagen - så din krop er forberedt på at skulle faste.
Medicin
- Du skal indkøbe Panodil, Pinex eller Pamol til brug efter udskrivelsen.
- Tager du medicin, skal du medbringe din vanlige medicin.
- Naturmedicin, f.eks. fiskeolie, hvidløg, E-vitamin, Ginseng, ingefær, Matrem, skal du holde pause med.
På operationsdagen
Du skal møde fastende på operationsdagen, se pjecen "Bedøvelse". Du møder på Organ- og Plastikkirurgisk Sengeafsnit A260 og modtages af personalet, som vil klargøre dig til operation.
Du skal tage et bad hjemmefra inkl. hårvask. Anvend ikke creme eller makeup efterfølgende. Evt. neglelak og piercinger skal fjernes.
Evt. kropsbehåring fjernes i sengeafsnittet.
Du skal have støttestrømper på, så længe du er indlagt for at forebygge blodpropper, og du får evt. blodfortyndende indsprøjtning under indlæggelsen. Nogle skal fortsætte med dette efter udskrivelsen.
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Inden du bliver bedøvet, vil plastikkirurgerne tegne på dig der, hvor arrene skal ligge. Under operationen ilægges evt. dræn, som skal fjerne overskydende blod og vævsvæske. Der pålægges forbinding og herover lægges kompressionsbandage.
Er du syg (forkølelse, influenza eller har en betændelsestilstand), skal du kontakte os på tlf. 79 40 56 00, tast 2 (Plastikkirurgisk Ambulatorium) eller 79 40 56 70 (Organ- og Plastikkirurgisk Sengeafsnit A260).
Efter operationen
Aktivitet
Samme dag efter operationen skal du ud af sengen og stå/gå en lille tur. Det er vigtigt, at du veksler mellem ro og små gåture.
Kompressionsbandage
- Du får lagt en kompressionsbandage efter operationen. Den skal holde huden og vævet tæt sammen. Den er med til at mindske blødning, hævelse og væskeansamling.
- Du skal som minimum bruge den 3-4 uger (dag og nat), det kan dog variere. Følg lægens anvisninger.
- Ved komplikationer skal du anvende bandagen, til der er ro i området.
- Har du behov for ekstra kompressionsbandage, skal du selv skaffe det. Vi anbefaler at vente 2 uger pga. hævelse. Søg efter forhandler og kompressionsbandage på nettet (bolero).
Smerter og medicin
- Du skal forvente smerter op til 2-3 uger efter operationen. Hævelse, ømhed, spænding og misfarvning er naturligt.
- Du får fast smertestillende medicin med hjem ved behov. Har du behov for stærk smertestillende medicin efter de første dage, skal du kontakte egen læge.
- For at undgå forstoppelse, skal du drikke rigeligt med væske og spise fiberrigt. Brug evt. tablet Magnesia.
Dræn
Enkelte patienter vil have et eller flere dræn (tynd slange), så blod og vævsvæske fjernes. Vi fjerner oftest dræn dagen efter operationen.
Bad
Du kan tage et brusebad et døgn efter operationen, hvis drænet er fjernet.
Udskrivelse
Du skal forberede spørgsmål i forhold til din egen hverdag eks. motion, arbejde, familieforhold, anden aktivitet - så du får afklaring og svar, inden du udskrives.
Forbinding og ar
- Lad det brune tape (Micropore-tape) være urørt i 14 dage, hvis du ikke har gener.
- Skal dog fjernes ved symptomer på betændelse. Du skal i så fald kontakte ambulatoriet.
- De første 3 måneder er arrene røde og hævede, og de vil med tiden blive lyse og flade.
- Der går op til et år, før det endelige udseende af arrene kan vurderes.
Vi anbefaler, at du:
- bruger tape-behandling (Micropore-tape, englehud, købes på apoteket) for at få pænere ar. Lad tapen være urørt til 14. dag, hvis der ikke er gener. Skift herefter et par gange om måneden, bruges i alt 3 måneder.
- undgår sol/solarium, indtil arrene er bleget af, specielt de første 6 måneder.
- dækker arrene til eller bruger solcreme, når du er i solen.
Vigtige forholdsregler, når du kommer hjem
1. uge
- Roligt regime, du må gerne gå små ture
- Du skal løfte armen fra albue til hånd op mod loft (ikke strække armen helt ud).
- Bevæge fingre og hånd mindst to gange i timen.
- Læg armen på en pude, når du sidder.
- Du skal gå rundt flere gange i løbet af dagen.
- Ingen indkøb, sport eller løft.
- Har du børn, kan det være nødvendigt at aftale hjælp til pasning.
- Du skal altid forholde dig til de specifikke restriktioner, der er aftalt ved udskrivelsen.
2. uge
- Du kan gradvis øge dit aktivitetsniveau
- Små gåture og tag med på indkøb.
- Du må fortsat ikke løfte tungt.
3. uge
- Du kan nærme dig dit normale aktivitetsniveau bortset fra restriktioner på motion og sport.
- Spørg specifikt ud fra dit behov.
- Sport og anstrengende fysisk aktivitet tidligst efter 6 uger. Spørg ved 2-ugers kontrollen for en sikkerheds skyld. Begynd varsomt og lyt til kroppen!
Nedsat følesans
Det er normalt, at du kan opleve nedsat følesans i huden. Der kan gå op til 1 år, før følesansen er tilbage.
Hvilke komplikationer kan forekomme?
Vær opmærksom på betændelse. Hvis der opstår betændelse, skal du kontakte ambulatoriet. Tegn på betændelse kan være rødme omkring såret, feber, udtalt hævelse, tiltagende smerter/ømhed.
Oplever du en voldsom/pludselig væskeansamling eller blødning i operationsområdet, skal du kontakte os, egen læge eller vagtlæge. Det kan være nødvendigt at udtømme ansamlingen. Oftest forsvinder ansamlingen af sig selv. En ansamling kan føles hård og forsvinder gradvist i løbet af 2-3 måneder.
Hævelse i operationsområdet på ca. 3.-4. dag er normalt.
Efterkontrol
2-3 uger efter operationen skal du til samtale og/eller have fjernet tråde eller clips. Det sker hos os eller ved din egen læge. Det aftaler vi inden udskrivelsen.
3-4 måneder efter en operation skal du til kontrol ved en plastikkirurgisk overlæge. Vi stræber efter, at det er den opererende læge.
Ved ny operation skal du forvente at bruge tid til en ny forundersøgelse.
|
Kontakt Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Plastikkirurgisk Ambulatorium 79 40 56 00 (hverdage kl. 08.00-15.00) Organ- og Plastikkirurgisk Sengeafsnit 79 40 56 70 (kontaktes uden for ambulatoriets åbningstid) |
|
pinfoSLB-1749254457-243 160721 | 08.09.2026 |