Skip til primært indhold

Zoledronsyre

Billede af patient

Denne information er skrevet for at besvare nogle af de spørgsmål, der kan opstå, når du skal begynde din behandling med Zoledronsyre. Du vil også blive informeret af lægen og sygeplejersken om medicinens virkning og bivirkninger, inden du starter med behandlingen.

Formålet med behandlingen

Dine knogler er i en konstant balance mellem knoglenedbrydning og knogleopbygning. Når der er kræftceller i/spredning til knoglerne, bliver denne balance forstyrret og der sker en øget knoglenedbrydning.  

Denne øgede nedbrydning kan medføre smerter og evt. knoglebrud. Den øgede knoglenedbrydning kan også betyde, at der bliver frigivet for meget kalk til blodet, hvilket kan give symptomer som kvalme, forstoppelse, tørst og træthed. Zoledronsyre er et bisfosfonat.  

Zoledronsyre virker ved at hæmme de knoglenedbrydende celler. Det mindsker nedbrydningen af knoglerne, hvorved knoglerne bliver styrket og risikoen for knoglebrud bliver nedsat. Styrkelsen af knoglerne vil også ofte hjælpe mod knoglesmerterne.

Billede af patient

Hvordan får du Zoledronsyre?

Zoledronsyre får du som en væske ind i en blodåre.

Du får lagt en tynd plastikslange ind i en blodåre på armen. Dette bliver også kaldt for et drop. Infusionen varer cirka 15 min. Behandlingen får du hver 4. uge i ambulatoriet. Før hver behandling med Zoledronsyre, skal du have taget blodprøver, for at sikre at kalkbalancen og nyrefunktionen er i orden.

Bivirkningerne til Zoledronsyre

Behandlingen med Zoledronsyre er oftest uden bivirkninger, men nogle kan opleve:

  • Influenzalignende symptomer som kulderystelser, feber, hovedpine, træthed og smerter i muskler og led. Disse symptomer kan lindres ved at tage 2 stk. Panodil.
  • Kvalme. Vigtigt at spise små måltider, hvis du oplever dette.
  • Påvirkning af din nyrefunktion. Det er vigtigt, at du husker væske før og efter behandlingen for at beskytte nyrerne.
  • Kan give nedsat kalkindhold i blodet, hvilket du kan føle som uro og sitren i musklerne. Dette kan som regel undgås ved at tage et dagligt tilskud af kalk med d-vitamin.

Sjælden bivirkning

En sjælden, men alvorlig bivirkning til Zoledronsyre er knoglenekrose (dødt knoglevæv) af kæben. Det kan opstå efter tandudtrækning og langvarig behandling med Zoledronsyre.  

Symptomerne på knoglenekrose er:

  • at der kommer hævelse og betændelse af tandkødet
  • at dine tænder bliver mere løse
  • at dit tandkød heler dårligere op
  • at du oplever smerter i munden, tænderne eller kæben.

Kontakt

Medicinsk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Hæmatologisk Ambulatorium

79 40 63 35 (hverdage kl. 08.20-16.15) Hæmatologisk Sengeafsnit

79 40 69 48 (uden for ambulatoriets åbningstider)


pinfoSLB-761011106-20 155382   |   08.07.2026

APPFWU01V