Kikkertundersøgelse af mave hos børn og unge
Undersøgelsen kaldes en gastroskopi og er en kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm, som er det øverste af tyndtarmen.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen foretages ambulant i Dagklinikken på Kolding Sygehus eller i forbindelse med indlæggelse på Børne- og Ungeafdelingen.
Undersøgelsen udføres af en læge fra Organkirurgisk Afdeling.
Undersøgelsen varer cirka 30 minutter og foregår i fuld bedøvelse, så du ikke mærker noget ubehag.
Der bruges en lille tyndt bøjelig slange med en kikkert for enden (skop). Skopet føres gennem din mund ned i spiserøret og videre gennem mavesækken og ud i tolvfingertarmen.
Der tages vævsprøve (biopsi) fra hvert område.
Hvis det er aftalt forinden, foretages 24 timers pH-måling i forbindelse med undersøgelsen.
Før undersøgelsen
Hvis du er i behandling med medicin, der nedsætter dannelsen af mavesyre (fx Omeprazol, Esomeprazol, Nexium eller Lansoprazol), skal du holde pause med medicinen 1 uge før undersøgelsen, medmindre andet er aftalt med lægen.
På undersøgelsesdagen
Du må drikke vand, saft eller juice uden frugtkød indtil 2 timer før undersøgelsen.
Du må have én af dine forældre hos dig, indtil du er bedøvet.
Efter undersøgelsen
Du vil blive tilbudt mad og drikke. Du kan tage hjem nogle timer efter undersøgelsen, når bedøvelsen har fortaget sig.
Komplikationer til undersøgelsen er sjældne.
Efter undersøgelsen kan du få lidt mavesmerter og lidt blødning. Du kan også få lidt ondt i halsen på grund af kikkerten.
Hvis du indenfor 24 timer får kraftige smerter, blødning eller feber, skal du kontakte Børne- og Ungemodtagelsen på 76 36 33 76.
Svar på undersøgelsen
Svaret på undersøgelsen får du efter 2-3 uger. Det gives af din patientansvarlige læge på Børne- og Ungeafdelingen eller i Børne- og Ungeambulatorium.
Har du spørgsmål til kikkertundersøgelsen, kan du kontakte en sekretær i Børne- og Ungeambulatorium på 76 36 22 54.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-200 161313 | 23.06.2026 |