Hjælp dit barn
At skulle have taget en blodprøve, et røntgenbillede, at blive suget i næsen, podet i halsen eller have en inhalationsmaske for næsen, kan være en voldsom oplevelse for børn.
På Børne- og Ungeafdelingen vil personalet gøre alt for at mindske de ubehageligheder, der kan tilknyttes disse procedurer. Du kan som forælder også være med til, at proceduren opleves mindst mulig ubehagelig for dit barn.
Før proceduren
Hvis du selv er bange, eller giver udtryk for, at du syntes, det er synd for dit barn, kan dit barn aflæse dette i dit ansigtsudtryk og dit kropssprog. Det kan gøre dit barn utryg eller bange. Forsøg derfor at være rolig og skabe gode rammer for dit barn.
- Tal med personalet inden dit barn skal gennemgå proceduren og aftal hvem, der afleder dit barn. Du kan eventuel tale med personalet uden dit barn lytter med.
- Vær rolig over for dit barn.
- Gør det klart for dit barn, at proceduren skal foregå.
- Giv dit barn tid til at stille spørgsmål og svar ærligt.
- Undlad at sige noget i retning af: "Det gør ikke ondt" eller "Det er synd for dig, mor/far kan heller ikke lide det" eller "Jeg kan godt forstå, du ikke kan lide dem i blåt".
- Sig i stedet for eksempel: "Jeg kan se, du er bange, jeg er hos dig, og vi klarer det sammen."
Afhængig af hvilken procedure dit barn skal gennemgå og hvor gammel dit barn er, kan det være med til at vælge, hvor det vil sidde, og hvordan det kunne tænke sig at blive afledt under proceduren.
Under og efter proceduren
Hvis dit barn skal stikkes, skal det have tryllecreme (bedøvelse af huden) på først. Dette gælder ikke for spædbørn.
Under proceduren
Dit barn skal ikke fastholdes mod dets vilje under proceduren. Det er ofte nødvendigt for personalet at holde eller støtte dit barns arm eller hoved for at undgå, at dit barn kommer til skade, ved for eksempel at trække arm eller hoved væk. Men dette skal foregå som del af en aftale med dit barn. Anerkend dit barns reaktioner, hvis det bliver ked af det.
Vi kan aflede på forskellig vis afhængig af dit barns alder, og hvad dit barn finder sjovt. For eksempel:
- Holde dit spædbarn så tæt til din krop som muligt.
- Lade dit barn die eller give det sukkervand fra en lille sprøjte.
- Puste sæbebobler.
- Fortælle en historie for eksempel tage på en fantasirejse til et sted dit barn kan lide at være.
- Lytte til musik eller synge.
- Se film eller spil på mobil eller I-pad, VR briller med forskellige spil tilpasset dit barns alder.
- Få besøg af hospitalsklovnen hvis denne er i afdelingen.
- Bruge lattergas i helt særlige tilfælde.
- Hvis dit barn bliver meget urolig, og ikke vil være med, er det nødvendig at du, eller den der har kontakten til dig barn, for eksempel siger: "Jeg kan se det er svært for dig, nu hjælper jeg dig, med at holde din arm stille"
Efter proceduren
Når proceduren er overstået, er det en god ide:
- At rose dit barn for at kunne klare opgaven.
- At lade dit barn tale om eller tegne oplevelsen. Uden at lade det fylde.
- Eventuel tilbyde dit barn en is. Undlad at sige, at det kun får en is, hvis det har klaret proceduren.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-277 125305 | 29.06.2026 |