Behandling med Minirin
Minirin er et hormonprodukt, som nedsætter den natlige urinproduktion. Normalt danner vi selv hormonet (ADH), men nogle børn kommer sent i gang med produktionen.
Man kan forvente, at naturinproduktionen kan falde til ca. 160 - 200 ml, men ikke alle børn/unge er følsomme for behandlingen.
Man kan undersøge barnets/den unges følsomhed over for behandlingen ved at veje bleerne både før og under behandlingen.
Behandling
Minirin findes som frysetørret tablet i 120 - 240 ug og som almindelig tablet i 0,2 - 0,4 mg. Tabletten tages om aftenen.
Frysetabletterne kan ikke trykkes ud af blisterpakningen, i stedet skal folien trækkes af, og smeltetabletten placeres under tungen for at få den bedste optagelse i kroppen.
Vær opmærksom på altid at læse indlægssedlen i medicinpakningen, der udleveres fra apoteket.
Medicinen skal helst tages 1 time før sengetid, og barnet/den unge må ikke drikke i op til 8 timer efter, at medicinen er taget.
Behandlingsmål
Minirin har effekt fra første nat. Så i løbet af få dage ved man, om produktet virker. Målet for behandling er enten, at barnet/den unge bliver tør – eller barnet/den unge har en reduktion i urinproduktionen.
I så fald kan behandlingen kombineres med anden behandling.
Pause
Når barnet/den unge har fået behandlingen i 3 måneder, skal der holdes en uges pause for at se, om barnet/den unge kan holde sig tør uden medicin (om barnets/den unges egen produktion af ADH-hormonet er kommet i gang). Er barnet/den unge ikke tør, genopstartes behandlingen med pauser hver 3. måned.
Behandlingen kan fortsætte, så længe barnet/den unge har brug for det. Medicinen kan evt. anvendes i kombinationsbehandling med et ringeapparat eller anden medicinsk behandling. Tal med lægen om mulighederne.
Økonomi
Der kan ikke søges enkelt tilskud fra Lægemiddelstyrelsen, da der gives generelt tilskud til medicinen.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 14 |
|
pinfoSLB-655458838-117 105506 | 12.06.2026 |