Skip til primært indhold

Om de sidste levedøgn

Denne information er til dig som pårørende til en livstruende syg patient, hvor døden nærmer sig. Informationen er et supplement og skal naturligvis ikke erstatte samtaler med plejepersonalet under forløbet.

De sidste levedøgn

Hvilke tegn er der på, at døden nærmer sig?

Der kan være flere forskellige tegn på, at døden nærmer sig. Det er ikke altid, at alle symptomerne opstår. Men nogle af nedenstående forekommer hyppigst:

  • Patienten bliver mere afkræftet.
  • Lysten til mad og drikke aftager.
  • Patienten trækker sig mere ind i sig selv.
  • Patienten kan få svært ved at indtage tabletter.
  • Patienten sover mere og er bevidsthedssvækket indimellem.
  • Der kan ske forandringer i vejrtrækningen.

Hvordan kan det være at patienten ikke spiser og drikker?

Samtidig med, at patienten bliver mere afkræftet, bliver det mere anstrengende at spise og drikke. Lysten til mad bliver mindre, det samme gælder lysten til at drikke. Den manglende lyst til mad og drikke hænger sammen med, at kroppen ikke længere drager nytte af det. Derfor føler patienten heller ikke sult eller tørst.

Hvorfor gives der ikke væske intravenøst til patienten for at slukke tørsten?

Væske direkte ind i blodåren slukker ikke tørsten. I værste fald kan væsken ophobe sig uhensigtsmæssigt i kroppen og give åndenød eller andre gener.

Plejepersonalet afhjælper eventuel tørst med, at munden forsigtigt vædes med vand eller danskvand med nogle specielle mundplejepinde. Der kan også smøres med læbepomade, da patienten ofte ligger med åben mund og får tørre læber.

Hvilke forandringer kan der ske i vejrtrækningen?

Patienten kan opleve følelsen af åndenød, og det kan være angstprovokerende både for patienten og dig som pårørende.

Du kan som pårørende hjælpe ved at være der og holde i hånden eller tale dæmpet og beroligende til patienten. Plejepersonalet kan også hjælpe med at lejre patienten, åbne vinduet og sørge for ro og tryghed omkring patienten. I nogle tilfælde er det nødvendigt med medicin, som kan dæmpe både angsten og åndenøden. Det er sjældent, at ilttilførsel vil lindre åndenøden for patienten.

De sidste timer kan vejrtrækningen blive mere raslende og højlydt. Det er, fordi patienten nu er så svækket, at han eller hun ikke kan hoste slim op eller synke sit spyt. Her kan lejring spille en stor rolle, og plejepersonalet kan også give medicin, der mindsker det.

Når døden er tæt på, kan patientens vejrtrækningsmønster ændre sig. Der kan opstå lange pauser i vejrtrækningen, og den kan virke anstrengt. Det kan opleves hårdt for dig som pårørende. Patienten er på dette tidspunkt så bevidsthedsvækket, at han eller hun ikke er forpint af denne vejrtrækning, som er en naturlig del af processen. Hvis patienten alligevel virker forpint eller angst, af andre årsager, kan plejepersonalet give lindrende medicin for dette.

Har patienten smerter?

Som pårørende er det dig, der kender patienten bedst og derved kan være med til at vurdere om patienten har smerter, når han eller hun ikke længere selv kan svare.

Plejepersonalet har en faglig viden om, hvordan de kan observere, om der er smerter, og kan også selv vurdere, om der er behov for at give smertestillende medicin.

Smertestillende medicin gives kun for at lindre og forebygge smerte, og har aldrig til formål at fremskynde døden.

Der er aldrig begrænsning på, hvad patienten må få, når døden er uafværgelig. Dog vil man typisk vente 20-30 minutter på, at sidste dosis virker, før man giver igen. Dette er dog altid individuelt og vurderes fra gang til gang.

Hvilke ændringer kan der ske i patientens bevidsthed?

Du vil som pårørende opleve, at patienten trækker sig mere tilbage socialt og bliver mere træt. Patienten vil sove en stor del af tiden. Det er en naturlig proces, som kan variere. Som pårørende skal du ikke blive skuffet over eventuel manglende reaktion fra patienten. Dette er et udtryk for, at patienten er afkræftet, og derfor ikke magter at påskønne din omsorg.

For patienten kan der være tryghed i at kunne høre og fornemme kendte stemmer. Det kan bekræfte patienten i, at hans liv har været betydningsfuldt og vil blive husket.

I de sidste levedøgn kan tidsfornemmelsen for patienten forsvinde. Patienten kan svinge lidt i mellem at tale i vildelse og være klar. I den situation er ro og nærvær den bedste støtte, du som pårørende kan give patienten.

Er der andre tegn på at døden nærmer sig?

Patientens vejrtrækning og bevidsthed vil ændres, som tidligere nævnt. Andre tegn kan være at huden bliver bleg og kølig. Hænder og fødder kan blive lidt blålige. På dette tidspunkt vågner patienten sjældent op, men sover stille ind i døden. Det kan være et svært tidspunkt for dig som pårørende, der skal tage afsked med et nærtstående familiemedlem eller en ven.

Højtlæsning, musik eller sang, der har haft betydning for patienten, kan måske være meningsfuldt. Hørelsen er den sidste sans, der forsvinder. Som pårørende kan du derfor tale til patienten også selv om han er bevidsthedsvækket.

Hvad kan plejepersonalet gøre?

Plejepersonalet er der for at lindre og drage omsorg både for patienten og dig som pårørende. Hvis du som pårørende undrer dig eller har spørgsmål, er det vigtigt at sige det til personalet. Personalet vil meget gerne støtte og svare på spørgsmål, så forløbet kan blive så trygt som muligt.

Kontakt

Medicinsk Afdeling

Medicinsk Sengeafsnit

Beriderbakken 4

7100 Vejle

79 40 64 27

79 40 63 81


pinfoSLB-761011106-459 116495   |   08.07.2026

APPFWU02V