Anlæggelse af mavesonde
Dit barn skal have anlagt en mavesonde. Det foregår på operationsstuen og dit barn er i fuld bedøvelse. Der bliver opereret en sonde ind i mavesækken gennem huden på maven. Sonden holdes på plads med en lille en ballon inde i maven så den ikke falder ud, og en lille plade uden på maven. Mens huden heler, er der også 3 knapper på maven.
I enkelte tilfælde holdes sonden på plads med en lille plade inde i maven.
Efter operationen kan du give dit barn ernæring gennem mavesonden.
Dagen inden anlæggelse af mavesonden
Du vil tale med flere medarbejdere på sygehuset om operationen.
En sygeplejerske, en børnelæge og en organkirurgisk læge vil informere dig om hvad der skal ske. I får information om hvordan operationen foregår, hvilken sonde der opereres ind og hvordan den skal bruges.
En diætist vil sammen med dig lægge en ernæringsplan, så dit barn får den mad og den ernæring der er brug for.
En service og sundhedssekretær vil være hjælpe dig med at bestille de sonder og det tilbehør som du efterfølgende skal bruge når I er hjemme. Sonder og tilbehør bestilles via Sygehus Lillebælts indkøbsafdeling.
Når I har fået den viden og information der er brug for, kan du og dit barn komme hjem igen.
Dagen hvor mavesonden anlægges
Du og dit barn skal møde på Børne- og Ungeafdelingen kl. 07:00. Dit barn skal være fastende.
Når dit barn skal opereres, køres eller går I sammen til operationsstuen. Du kan være sammen med dit barn indtil dit barn sover.
Mens dit barn opereres, kan du vente på jeres stue i Børne- og Ungeafdelingen.
Når dit barn begynder at vågne, kommer du tilbage til dit barn.
I starten vil forlængerslangen til sonden blive sat fast med plaster på maven for at undgå træk på indstiksstedet, og at sonden drejes.
De første 6 timer efter anlæggelse af sonden, må der ikke gives noget mad eller væske på sonden eller i munden.
6 timer efter anlæggelse af sonden kan der gives vand. Start med at give 10-20 ml tempereret vand. Hvis dit barn har det godt opstartes der med 10-20 ml sondemad.
Efter 2-3 timer øges mængden gradvist ud fra diætistens ernæringsplan.
Dit barn skal helst sidde oprejst med minimum 45 grader under måltiderne. Dette for at undgå at mad eller væske kommer i lungerne.
Der sikres at sonden er placeret korrekt ved at trække tilbage på sonden med en sprøjte.
Hvis sonden er stoppet, tjekkes alle dele af sonden. Der kan skylles med vand på små sprøjter (2 og 5 ml). Hvis det ikke lykkedes, forsøges med at skylle med danskvand, cola eller ananas juice. Lad det evt. stå i sonden og forsøg igen at skylle efter 15-30 min.
Udskrivelse efter mavesonden er anlagt
Oftest bliver dit barn udskrevet om aften efter sonden er anlagt eller dagen efter. Dit barn bliver kun udskrevet hvis han/hun har det godt og sonden fungerer som den skal.
Du får ved udskrivelse udleveret følgende:
- Sterilt vand og gaze til hudpleje de første 5-6 dage.
- Pantotenolcreme til at smøre omkring sondekanalen.
- Et sugekateter nr.12 til at komme i sondekanalen, hvis sonden falder ud, og du ikke kan anlægge sonden igen. Hvis det sker, kontaktes Børne- og Ungeafdelingen.
- En tid til kontrol og åbning af sonden ca. 14 dage efter anlæggelsen.
Pleje af sonden og indstikssted i de første dag
For at sondekanalen heler bedst muligt må sonden ikke drejes eller åbnes de første 14 dage efter anlæggelsen.
De første 5-6 dage vaskes huden under pladen og omkring knapperne med sterilt vand og gaze. Derefter må der bruges almindelig vand og neutral sæbe. Hvis huden bliver rød og irriteret kan der anvendes barrierecreme (fx pantotenolcreme).
Dit barn må komme i brusebad efter ca. 48 timer og må komme i karbad når de 3 knapper er faldet af.
Trådene som holder knapperne på plads opløses af sig selv efter 2-5 uger. Herefter falder de udvendige knapper af, og ankrene inde i maven kvitteres sammen med afføringen.
Hvis mere end en knap falder af inden for de første 2 uger kontaktes Børne- og Ungeafdelingen.
Pleje af sonden og indstikssted efter 14 dage
14 dage efter anlæggelsen skal sonden åbnes første gang. Dette gøres herefter dagligt samtidig med at huden omkring sonden vaskes.
Vandmængden i ballonen tjekkes, og dette gøres herefter 1 gang om ugen.
I sjældne tilfælde kan der opstå bughindebetændelse. Det viser sig, som spændt og oppustet mave, samt feber. Ved mistanke om bughindebetændelse skal egen lægen, vagtlæge eller Børne- og Ungeafdelingen kontaktes.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-119 105496 | 23.06.2026 |