Dit ophold og besøg
Praktiske informationer til dig, der opholder dig på Rygkirurgi Senge som patient eller pårørende.
Inden operationen
I dit indkaldelsesbrev finder du informationer om den operation, du skal have.
Det er vigtigt at læse, fordi der kan være forberedelse, inden du skal møde op.
Inden operationen bliver du indlagt på Rygkirurgi Senge.
For at skabe mest mulig tryghed for dig gør vi vores bedste for, at det er den samme person, der følger dig både før og efter din operation.
Du må gerne have en pårørende med, da det kan være rart med et ekstra par ører til at høre de informationer, du får ved indlæggelsen.
Under operationen
En portør følger dig hen til operationsafsnittet, hvor en operationssygeplejerske og en narkosesygeplejerske tager imod dig.
På operationsstuen gør personalet dig klar til narkose og operation.
Efter operationen
Efter operationen følger en portør dig over på opvågningsafsnittet. Her bliver du mødt af en sygeplejerske, som passer dig, til du kan komme tilbage til sengeafsnittet.
Dagen efter din operation undersøger en fysioterapeut dig, som vurderer din mobilitet og gangfunktion.
Inden du forlader sengeafsnittet, skal du have en samtale med en læge og plejepersonalet.
Du bliver også tilbudt at deltage i et fælles informationsmøde med fysioterapeuten, som blandt andet fortæller, hvad du kan forvente efter operationen i forhold til smerter og aktivitet.
Hvornår du er klar til at komme hjem afhænger af, hvilken operation du har fået.
Det præcise udskrivelsestidspunkt bliver aftalt i et samarbejde mellem dig, lægen, plejepersonalet og fysioterapeuten.
Du må gerne have en pårørende med, da det kan være rart med et ekstra par ører til at høre de informationer, du får ved indlæggelsen.
Praktisk information
Du må altid besøge familie og venner som er indlagt på Sygehus Lillebælt. Der ingen faste besøgstider.
Når du kommer på besøg, er det godt at huske på:
- På nogle afdelinger kan personalet bede dig undgå besøg i bestemte tidsrum af hensyn til medpatienterne.
- Vent med besøg, hvis du er sløj, har en infektion, diarré eller influenzalignende symptomer. Indlagte patienter er ofte mere sårbare i forhold til infektioner.
- I er velkomne til at bruge vores opholdsrum under besøget.
- Du kan blive bedt om at vente uden for stuen under stuegang for at beskytte de andre patienters privatliv.
Det er vigtigt, at du har en god håndhygiejne, når du er på et sygehus. God håndhygiejne er vigtig, fordi det forebygger smittespredning. Det er især vigtigt på et sygehus, hvor der er svækkede mennesker, som er meget modtagelige for infektioner.
Vi beder dig om at bruge håndsprit på dine hænder, når du kommer og når du forlader afdelingen. Er dine hænder synligt snavsede eller fugtige, skal du både vaske og spritte dem.
Gratis wi-fi til patienter og pårørende
Når du er indlagt eller på besøg, er du velkommen til at bruge Region Syddanmarks gratis trådløse internet.
Sådan kommer du i gang:
- Søg efter trådløse netværk på din mobil/tablet/computer
- Vælg 'Gaestenet' og indtast dine oplysninger
- Du har nu adgang til internettet via Regionens Netværk'
Medarbejderne i afdelingen kan desværre ikke yde teknisk service eller hjælp til 'Gaestenet'.
Vilkår
Region Syddanmark gemmer dine oplysninger sammen med tidspunktet for brugen. Vi gør opmærksom på, at din færden på internettet vil kunne spores tilbage til dig. Efter anmodning fra berettiget myndighed skal Regionen/hospitalet udlevere oplysning om din aktivitet på Gaestenet.
Steder uden adgang
Der kan dog være enkelte steder på sygehusets matrikler, hvor man af tekniske årsager ikke kan få adgang til Gaestenet.
Generelt
Når du er indlagt, får du fuld forplejning. Sygehus Lillebælts køkken laver al mad fra bunden, og brød, kager mm. er hjemmebagte. Når du bliver indlagt, får du en madplan, så du kan se, hvad der er på menuen. Madplanen er også hængt op i afdelingen.
Vi serverer tre måltider om dagen: morgenmad, frokost og aftensmad. Ind imellem dem serverer vi mellemmåltider, som kan være smoothies, knækbrød med ost, udskåren frugt, jordbærgrød, hjemmebagte boller, kage mm. Afdelingerne har altid mad i køleskabet/fryseren til dig – også hvis du bliver indlagt på et ”skævt” tidspunkt.
Som patient er du velkommen til selv at tage kaffe, te, juice, mælk, vand, saft mm., når du har lyst.
Hovedmåltider
Maden bliver serveret fra en buffet i afdelingens spisestue, og der er forskellige retter, du kan vælge imellem. De enkelte afdelingers spisetider kan variere lidt, men generelt ligger de sådan her:
- Morgenmad kl. 7.30-9.00
- Frokost kl. 11.30-13.00
- Aftensmad kl. 17.30-19.00
Se opslag om spisetider på din afdeling eller spørg personalet.
Vi serverer det varme måltid om aftenen.
Hvis du ikke selv kan gå ud i spisestuen, kommer medarbejderne med mad til dig på din stue.
Særlig kost
Hvis du har særlige ønsker eller behov til kosten, så tal med medarbejderne på afdelingen, når du bliver indlagt. Sygehus Lillebælts køkken er vant til at lave diætkost, glutenfri måltider og andet til patienter med særlige ønsker og behov.
Når du er på besøg på Sygehus Lillebælt, kan du købe mad og drikke i sygehusets kiosker og cafeer. Det er også muligt at bestille mad, som du kan spise sammen med den, du besøger.
Under din indlæggelse er du velkommen til at bruge:
- Mobiltelefon: Du må bruge mobiltelefon de fleste steder, hvis du tager hensyn til de andre patienter. Enkelte steder er mobiltelefoni ikke tilladt - følg skiltning.
- Radio: Der er radio ved alle senge. Brug venligst høretelefoner, så du ikke forstyrrer de andre patienter.
- TV: Der er TV i alle opholdsstuer.
Det er forbudt at ryge på Sygehus Lillebælt.
Du må kun ryge udendørs på steder, hvor det tydeligt fremgår, at rygning er tilladt.