Skip til primært indhold

MMU - Maksimal Medicinsk Uræmibehandling

Denne information er udarbejdet til dig og dine pårørende, da du står over for valget mellem MMU og dialyse.

Nogle patienter og pårørende synes, det er et vanskeligt valg, og derfor vil vi gerne fortælle dig om de spørgsmål, vi som sundhedspersonale hyppigt bliver stillet, når man står i denne situation.  

Informationen kan hjælpe med til, at du og dine pårørende får taget hul på en vigtig samtale om dine ønsker for resten af livet.

MMU  

MMU er et dialysefrit behandlingstilbud. Behandlingen består af medicin, som kan mindske de symptomer, der kan komme i forbindelse med nyresvigt. Derudover skal du også fortsætte med den medicin, som skal bevare din nyrefunktion længst muligt. Hensigten med behandlingen er at opnå bedst mulig livskvalitet.  

Symptomer ved nyresvigt

Nogle af de hyppigste symptomer, der kan fremkomme ved nyresvigt:

  • Træthed
  • Koncentrations- og hukommelsesbesvær
  • Nedsat appetit
  • Kvalme og opkastninger
  • Dårlig smag i munden
  • Dårlig ånde
  • Ændret smagsoplevelse  
  • Lægkramper og uro i kroppen
  • Hudkløe
  • Vægttab
  • Væskeophobning i kroppen
  • Åndenød
  • Bevidstløshed sidst i forløbet.

Overvejelser om dialyse  

For nogle patienters vedkommende, er dialysebehandling ikke livsforlængende og forbedrer ikke livskvaliteten.  

Hos ældre mennesker, som ofte har flere symptomer, der påvirker helbredet og funktionsniveauet, kan dialyse være en ekstra belastning i tilværelsen.

Dialyse kan ikke helbrede nyresygdom, men er en behandling, hvor kroppen kun delvis renses for affaldsstoffer.  

Derfor har man stadig nogle af symptomerne på nyresvigt, selvom man er i dialyse.  

Tidsforbruget ved dialyse vil også påvirke hverdagen.  

Dialysebehandling er et tilbud  

Du har ret til at beslutte, at du ikke ønsker at starte dialysebehandling. Det kan for mange være en svær beslutning.

Konsekvensen ved ikke at starte dialysebehandlingen er, at det ikke er muligt at opretholde livet i længere tid, når nyrefunktionen aftager.

Derfor er det vigtigt, hvis du overvejer ikke at starte dialysebehandling, at du taler med dine pårørende, lægen og plejepersonalet på hospitalet og fortæller om dine overvejelser.

Samtalen med familie og venner  

For mange er det svært at tale om overvejelserne med familie og venner.  

Der er mange følelser i spil, og I kan blive både kede af det og bange, når I deler jeres tanker, og det er helt naturligt.  

Det vigtigste er, at I ikke undgår samtalen. Hvis I forsøger at beskytte hinanden ved ikke at tale sammen, kan det føre til unødige misforståelser, bekymringer, ensomhed, angst og følelse af forladthed hos alle parter.

Det bedste er at finde et roligt tidspunkt og fortælle ærligt, hvad I tænker og føler.  

Hjælp fra fagpersoner  

På hospitalet kan du få hjælp til samtalen med dine pårørende.  

Din patientansvarlige læge, kontaktsygeplejerske og uræmikoordinator kan hjælpe med at tale med både dig og din familie.  

Der er også mulighed for at få kontakt til en hospitalspræst/vejleder fra din trosretning.  

Har du behov for samtale med en psykolog, kan dette etableres via nyreforeningen eller en henvisning fra din alment praktiserende læge.  

Hvis jeg ikke starter dialyse

Hvis du vælger MMU, fortsætter du dit forløb i nyreambulatoriet hos din patientansvarlige læge og kontaktsygeplejerske som hidtil.  

Du vil fortsætte med at modtage medicinsk behandling med henblik på at bevare resten af din nyrefunktion så længe som muligt, mindske tendensen til komplikationer og reducere dine symptomer.

I sidste ende vil nyresvigt føre til døden. Det varierer, hvor længe det er muligt at leve med svær nedsat nyrefunktion. Nogle lever uger, andre måneder og år.  

Hvor lang tid der går afhænger af dine øvrige helbredsmæssige tilstande, og hvor hurtigt nyrefunktionen aftager.  

Rammerne for den sidste tid  

Du har selv indflydelse på, hvor du ønsker at tilbringe den sidste tid. Det kan være i hjemmet, hvis forholdene er til det, på en plejehjemsplads eller eventuelt hospice.  

Personalet i nyreambulatoriet deltager gerne i en dialog med dig og dine pårørende om hvor og hvordan, du ønsker din sidste tid skal være og hjælper med kontakt til din praktiserende læge, kommune eller hospice.  

Ved behov kan der etableres "åben indlæggelse." Det vil sige, at du har mulighed for at blive indlagt direkte i vores sengeafdeling, såfremt din praktiserende læge eller hjemmeplejen ikke kan løse et opstået problem.  

Spørgsmål

Kontakt gerne Nyresygdomme, Medicinsk Ambulatorium, hvis du eller dine pårørende har flere spørgsmål.

Kontakt

Medicinske Sygdomme

Sygehusvej 24

6000 Kolding

Nyresygdomme, Medicinsk Ambulatorium

76 36 04 50


pinfoSLB-1740106373-62 144929   |   17.06.2026

APPFWU02V