Forliggende moderkage
Moderkagen (placenta) udvikles i livmoderen samtidigt med barnet. Den forbinder barnet med moderens kredsløb og forsyner dermed barnet med ilt og næringsstoffer.
I nogle graviditeter fæstner moderkagen sig lavt i livmoderen og dækker dermed udgangen fra livmoderen (livmodermunden) helt eller delvist. Risikoen for dette er større hos kvinder, der tidligere har født ved kejsersnit, hos kvinder over 35 år, hos rygere og ved tvillingegraviditeter.
Findes en forliggende moderkage ved 20 ugers scanningen, flytter moderkagen hos de fleste gravide (ca. 90 %) sig væk fra livmodermunden i takt med, at livmoderen vokser. Hvis dette er tilfældet, er der ikke grund til særlige forholdsregler eller kontrol i resten af graviditeten.
Hos andre bliver moderkagen imidlertid liggende foran livmodermunden og spærrer på denne måde for udgangen ved fødslen. Denne tilstand kaldes placenta prævia.
Betydning for graviditeten
Moderkagens placering ved scanningen i dag giver ikke anledning til ændret levevis for dig. Hvis du ikke oplever blødning, kan du fortsat dyrke motion, have samleje, løfte og gå på arbejde som andre gravide.
Placeringen af moderkagen bliver kontrolleret ved en ultralydsscanning senere i graviditeten omkring uge 34. Formodentlig ved scanning gennem skeden. Finder lægen på dette tidspunkt fortsat forliggende moderkage får du nærmere information om, hvordan du skal forholde dig i den sidste del af graviditeten.
Hvis moderkagen er helt forliggende, er det nødvendigt at føde ved kejsersnit ca. 2 uger før din termin.
Hvis du oplever blødning
En del gravide oplever blødning, når moderkagen er delvis eller helt forliggende. Blødningen kan opstå i forbindelse med samleje, plukkeveer eller helt uprovokeret.
Blødning skal altid tages alvorligt, idet der i sjældne tilfælde kan opstå kraftig blødning, som kan være livstruende for mor og barn.
Oplever du blødning, skal du straks kontakte Fødeafsnittet på 76 36 24 44.
Jordemoderen vurderer i telefonen, om du/I selv skal køre ind til os. Ellers sørger hun for, at du bliver hentet i ambulance.
Når du ankommer, bliver din og barnets tilstand kontrolleret af jordemoder og læge i fællesskab.
Bliver du indlagt til observation, ser man i langt de fleste tilfælde at blødningen hurtigt ophører.
Opstår blødningen inden graviditetsuge 34, vælger vi ofte at give dig en indsprøjtning med lungemodnende medicin til barnet, idet blødningen i enkelte tilfælde bliver så kraftig, at det kan blive nødvendigt at lave kejsersnit før tid.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål om forliggende moderkage, kan du kontakte din konsultationsjordemoder.
|
Kontakt Kvindesygdomme og Fødsler Sygehusvej 22 6000 Kolding Graviditet Ambulatorium 76 36 29 47 |
|
pinfoSLB-1926437636-77 103871 | 23.06.2026 |