Mononukleose (kyssesyge)
Kyssesyge, også kaldet mononukleose, er en virussygdom, der er forårsaget af Epstein-Barr-virus. Sygdommen smitter gennem overførsel af spyt, og du kan derfor smitte andre ved at hoste eller nyse på dem. Du kan derfor også smitte gennem kys.
Det er især børn og unge, der smittes. Mindre børn har tit så få symptomer, at man ikke bemærker, at de har sygdommen. Unge i 15-25 års-alderen har derimod klassiske symptomer på sygdommen. Fra du er smittet, indtil symptomerne viser sig, går der mellem 30 til 50 dage.
Hvordan føles kyssesyge?
De første symptomer vil som regel være influenzalignende med utilpashed, hovedpine og lidt feber 1-2 uger inden sygdomsudbrud. Ved sygdomsudbrud kommer der smerter i halsen, hævelse af mandler med tykke hvide belægninger, dårlig ånde, grødet kartoffel-tale, tæthed i næsen og smerter i ørerne. Lymfeknuderne på halsen og i armhulerne hæver op og bliver ømme. Lever og milt er ofte forstørret og kan give mavesmerter. Feber og svedtendens samt udtalt træthed, der kan vare ved i flere måneder. Der kan komme udslæt på kroppen.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen kan afklare, hvor vidt der er tale om kyssesyge, ud fra dine symptomer samt ved hjælp af blodprøver.
Hvad kan der gøres?
Da kyssesyge er en virus, hjælper det ikke at tage antibiotika, da det kun virker på sygdomme forårsaget af bakterier. Behandlingen vil derfor være lindring af dine symptomer.
Hjælp til at lindre symptomer
Du må spise og drikke det, du har lyst til og kan klare at få ned gennem halsen. Smerterne vil opleves værst, når du synker, men det er vigtigt i forhold til dit sygdomsforløb, at du får spist og drukket. Varme drikke kan smertelindre i nogen grad. Det er vigtigt, at du vælger varieret energi- og proteinrig mad og drikke, så du ikke mister kræfter.
Vi ved fra andre patienter, at de blandt andet har haft glæde af at spise og drikke følgende: Kakao, milkshake, smoothie, saftevand, proteindrik, havregrød, kartoffelmos, pomfritter, burger, pandekager, suppe, yoghurt og is.
Vi anbefaler, at du prøver dig frem og finder den mad og drikke, der passer lige til dig.
Derudover kan du følge disse råd:
- Drik rigeligt med væske, gerne 1,5 liter dagligt og mere, hvis du har feber.
- Hvil dig, når du er træt eller har feber.
- Brug eventuelt næsespray ved tilstoppet næse.
- Lig gerne med hovedet højt, da det kan afhjælpe tilstoppet næse samt smerter i ørerne.
- Brug af smertestillende medicin.
Du vil kunne opleve at få ondt i maven, og det kan der være flere grunde til - eksempelvis brug af smertestillende medicin, mindre aktivitet, mangel på væske med videre. Du kan få ondt i maven, hvis du har hård mave, altså hvis du ikke kommer af med afføring. I det tilfælde anbefaler vi, at du drikker mere væske - mindst 1,5 liter væske om dagen, at du får flere fibre i din mad, og at du bevæger dig mere eksempelvis ved at gå ture. I nogle tilfælde kan det blive nødvendigt, at du tager afføringsmiddel, eksempelvis Movicol, for at du igen kan komme af med afføring. Du kan købe afføringsmiddel i håndkøb på apoteket
Hvordan går det bagefter?
Kyssesyge varer oftest 2-4 uger. Sygdommen medfører træthed som kan vare i flere måneder, og det kan derfor være nødvendigt, at du holder dig i ro i længere tid. Mens sygdommen er aktiv, bør du undgå kraftig fysisk aktivitet.
Smitterisiko
Cirka 95% af alle voksne har haft kyssesyge. Langt de fleste får sygdommen allerede i barnealderen, uden at få symptomer. Under sygdommen dannes der antistoffer over for virussen, og du kan derfor kun få kyssesyge én gang. Som smittet kan du smitte andre i flere måneder efter, at din sygdom er startet. Ved nogle ses, at de kan smitte i helt op til et år. Det er dog vigtigt at huske på, at smitten kun sker ved tæt og direkte kontakt med spyt, for eksempel ved kys. Ved almindelig social omgang er sygdommen kun meget lidt smitsom.
Har du spørgsmål angående din sygdom, er du velkommen til at ringe til os på telefon.
|
Kontakt Øre- Næse- og Halsafdelingen Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 59 80 |
|
pinfoSLB-1595529526-154 102606 | 11.05.2026 |