Skip til primært indhold

Kikkertundersøgelse af spytkirtler (sialoendoskopi)

Du skal kontakte afdelingen for at få dit mødetidspunkt oplyst den sidste hverdag før din operation på 79 40 58 99 mellem kl. 13.30-14.30.

Hvis du har spørgsmål til dit forløb, brug for at ændre din operationstid eller melde afbud på grund af sygdom, kan du ringe til Øre-, Næse- og Hals Ambulatoriet på 79 40 59 80 på hverdage mellem kl. 08.15-15.00.

Hvis din henvendelse ikke kan vente, som hvis du for eksempel bliver nødt til at melde afbud til operation dagen efter, kan du ringe til Øre-, Næse- og Hals Sengeafsnit på 79 40 59 62.

Forberedelse

Faste (voksne)

Du skal faste før operationen. Det betyder:

  • 6 timer før operationen skal du stoppe med at spise al mad, mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie. Drik heller ikke mælk i din kaffe/te.
  • 2 timer før operationen skal du stoppe med at drikke alle væsker.

Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis du ikke har fastet, bliver din operation udsat eller aflyst.

Du må meget gerne drikke noget sukkerholdigt 2 timer før din operation. Det kan gøre, at du har det bedre efter operationen.

Faste (børn under 18 år)

Dit barn skal faste før operationen. Det betyder:

  • 6 timer før operationen skal dit barn stoppe med at spise al mad (også alle mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie).
  • 4 timer før operationen skal du stoppe med at give dit barn modermælkserstatning.
  • 3 timer før operationen skal du stoppe med at give dit barn modermælk.
  • 1 time før operationen skal dit barn stoppe med at drikke alle væsker.

Hvis dit barn har mad eller væske i maven, når det er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis barnet ikke har fastet, bliver operationen udsat eller aflyst.

Har dit barn ikke drukket op til 1 time før, kan du tilbyde barnet et glas saftevand. Det kan gøre, at barnet har det bedre efter operationen.

Medicin

Du må tage din vanlige morgenmedicin, hvis du ikke har aftalt andet med narkoselægen eller øre-, næse- og halslægen til undersøgelsen i ambulatoriet.

Om operationen

Din mundhule er dækket af en slimhinde, der holdes fugtig af det spyt, du danner i dine spytkirtler. Du kan opleve problemer, hvis kirtlen ikke kan komme af med sit spyt. Det kan skyldes spytsten, sejt spyt eller en forsnævring af udførselsgangen til din spytkirtel. Symptomerne kan være hævelse af din spytkirtel, ofte i forbindelse med måltider eller betændelse i spytkirtlen.

Operationen foregår gennem munden med en kikkert, hvorved vi kan undersøge udførselsgangen fra din spytkirtel nærmere og eventuelt fjerne spytsten eller udvide forsnævringer.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at lave et snit i mundbunden eller i kindens slimhinde for at komme til spytkirtlens udførelsesgang, hvis åbningen er for lille eller, hvis der skal fjernes en spytsten.

For at skabe bedre adgang til mundbunden kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at lægge røret, som du trækker vejret igennem under operationen, i næsen. Du vil derfor kunne opleve smerter, skorper eller blod fra næsen i dagene efter.

Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Risici og komplikationer

Bagtil i mundbunden ligger udførelsesgangen tæt på en nerve, som styrer føle- og smagssansen på tungen. Der er en meget lille risiko for, at denne nerve kan blive påvirket, hvilket kan føre til nedsat følelse eller smag på den ene side af tungen.

Dette vil i langt de fleste tilfælde være forbigående og komme helt eller delvist tilbage, men kan vare op til 1 år.

På operationsdagen

Hygiejne

Det er vigtigt, at du på operationsdagen har taget et bad samt har undladt at bruge make-up, cremer, parfume med videre. Piercinger skal desuden være taget ud. Du bedes medbringe et par sko, der er nemme at tage af og på samt rare at gå i, som for eksempel klipklapper, hjemmesko eller sneakers.

Når du møder i Øre- Næse- og Hals Sengeafsnit

Du vil blive modtaget af plejepersonalet. Du vil få udleveret sygehustøj og blive vist hen til en hvilestol/seng, hvor du kan hvile dig, indtil du skal opereres. Lægen, der skal operere dig, vil komme og tale med dig inden operationen.

Nogle gange kan operationen før dig tage længere tid end først planlagt. Medbring derfor gerne noget, du kan læse i, eller anden underholdning. Du skal sætte hele dagen af til din operation.

Pårørende

Du må gerne have 1 pårørende med på operationsdagen. Din pårørende må også følge dig over til operationsgangen, hvis du ønsker det. Mindre børn må gerne have to pårørende med. Øvrige pårørende henvises til forhallen.

Når du er blevet opereret

Du vil efter operationen komme på et opvågningsafsnit. Mindre børn må gerne have én pårørende med på opvågningsafsnittet. Når vi vurderer, at du er klar til det, vil du komme tilbage til sengeafsnittet.

Når du skal hjem

Sammen med personalet vurderes det, hvornår du er klar til at komme hjem. En læge vil komme og snakke med dig, inden du bliver udskrevet.

Du må ikke selv køre hjem, efter at du har været i fuld bedøvelse. Vi anbefaler derfor, at du får en pårørende til at hente dig.

Derhjemme efter operationen

Første nat efter operationen

Vi anbefaler, at du ikke sover alene den første nat efter operationen, da du kan have eftervirkninger fra operationen og bedøvelsen.

Smerter og hævelse

Du vil kunne opleve, at din spytkirtel er hævet, da der er sprøjtet saltvand ind i spytkirtlen under operationen. Du vil derfor kunne opleve at have smerter i operationsområdet i 1-2 uger efter operationen. Hævelsen forsvinder af sig selv i løbet af 1-2 uger.

Hvis du har smerter, anbefaler vi smertebehandling med paracetamol (fx Panodil, Pamol eller Pinex) og ibuprofen (fx Ipren, Ibumetin eller Ibuprofen).

Misfarvning og ømhed af huden

Du vil kunne opleve at blive øm, rød og eventuelt få et blåt mærke på kinden på den side, du er opereret. Det skyldes, at vi holder godt fast i kinden under operationen for at kunne arbejde i udførselsgangen. Dette forsvinder i løbet af den første uge.

Infektion

I forbindelse med din operation er der risiko for, at der efterfølgende kan opstå infektion. Hvis du oplever symptomer som rødme, varme, hævelse, feber og/eller tiltagende smerter i det opererede område, skal du ringe til Øre- Næse- og Halsafdelingen.

Sygemelding

Det er individuelt, hvor længe man har behov for at være sygemeldt. Du må derfor selv mærke efter, hvornår du føler dig klar til at starte arbejde eller skole igen.

Fysisk aktivitet

Du må genoptage fysisk aktivitet, når du føler dig klar til det.

Kontrol i ambulatoriet

Det vil ofte være nødvendigt med en kontrol i ambulatoriet efter operationen. Du vil få besked herom i forbindelse med din udskrivelse.

Kontakt

Øre- Næse- og Halsafdelingen

Beriderbakken 4

7100 Vejle

79 40 59 80


pinfoSLB-1595529526-136 104437   |   11.05.2026

APPFWU02V