Kikkertundersøgelse af lungerne
Bronkoskopi i fuld bedøvelse
En lungekikkert
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af lungerne.
Film om kikkertundersøgelse
Se en lille film om, hvordan en kikkertundersøgelse af lungerne foregår. Filmen varer fire minutter.
Find den på Sygehus Lillebælts hjemmeside sygehuslillebaelt.dk under:
- Afdelinger
- Vejle Sygehus
- Under F-M: Vælg Medicinsk Afdeling
- Patienter & pårørende
- Patient i Medicinsk Ambulatorium
- Pjecer
- Pjecer fra Lungepakken
- Tryk på: "Film om kikkertundersøgelse".
Søg eventuelt på "Lungepakke film Vejle Sygehus" på din foretrukne browser.
Kikkertundersøgelse
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af luftvejene i fuld bedøvelse. På fagsprog hedder sådan en undersøgelse en bronkoskopi. Du skal møde i Medicinsk Ambulatorium A740. Følg den røde streg fra forhallen til Regnbuetårnet. Tag herfra trappe eller elevator til 4. sal.
Forberedelser
Den dag, du skal undersøges, skal du tage alt din vanlige medicin – medmindre andet er aftalt. Hvis du får blodfortyndende behandling, skal du holde pause efter aftale. Hvis du er diabetiker, skal du ikke tage din diabetesmedicin om morgenen.
- Bær ikke smykker (heller ikke piercinger) eller kontaktlinser.
- Fjern make-up og neglelak.
- Tag gerne bad aftenen inden eller om morgenen før undersøgelsesdagen.
Faste
Det er meget vigtigt, at du overholder følgende fasteregler:
- Indtil 6 timer før mødetidspunktet må du spise og drikke - også mælkeprodukter.
- Indtil 2 timer før mødetidspunktet bør du drikke vand, saft, klar juice uden frugtkød, kaffe eller te - ikke mælkeprodukter.
Fra 2 timer før mødetidspunktet skal du være helt fastende.
Vi fraråder, at du ryger inden undersøgelsen.
Selve undersøgelsen
Du bliver modtaget i vores dagafsnit af en sygeplejerske. Du får tøj og en seng eller en hvilestol. Du bliver kørt til og fra undersøgelsen i sengen/stolen.
Undersøgelsen foregår på Øre-Næse-Halskirurgisk afdelings operationsgang, hvor du bliver modtaget af en narkosesygeplejerske, som er hos dig under hele undersøgelsen.
Hun lægger dig i fuld narkose. Du sover under hele undersøgelsen og mærker ikke noget. Lægen undersøger dine luftrør med en tynd kikkert (et bronkoskop).
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen bliver du holdt øje med på en opvågningsstue i cirka en time. Herefter bliver du kørt tilbage til Dagafsnittet i Medicinsk Ambulatorium, hvor du bliver tilbudt mad og drikke.
Inden du får lov at tage hjem, skal du have tisset, da bedøvelsen kan gøre det svært at komme af med vandet.
Vi anbefaler, at du er sammen med en anden voksen person i døgnet efter undersøgelsen.
Du må ikke køre bil eller andet køretøj de første 24 timer efter undersøgelsen. Du skal hentes i Dagafsnittet på Medicinsk Ambulatorium, medmindre andet er aftalt.
Da der er mange patienter i Dagafsnittet, er pladsen lidt trang. Derfor skal dine pårørende vente i venterummet, indtil du er klar til at komme hjem, medmindre andet er aftalt.
Komplikationer
De fleste patienter føler ikke ubehag efter undersøgelsen ud over ømhed i halsen og eventuelt hæshed. Det kan være nødvendigt med smertestillende medicin som f.eks. paracetamol (købes i håndkøb). Du kan også opleve, at få feber om aftenen.
Afhængigt af hvilke prøver, der skal tages ved kikkertundersøgelsen, kan der være risiko for, at det kan bløde i lungerne og at lungen kan klappe sammen. Hvis det skulle ske, kan det blive nødvendigt med indlæggelse til observation og behandling.
Medbring egen medicin
Medbring altid din egen medicin i tilfælde af, at du skal indlægges.
Kontakt os ved symptomer
Hvis du dagen efter undersøgelsen har feber, dvs. din temperatur er over 38,0°C, skal du kontakte os i
Lungepakken, din egen læge eller lægevagten.
Ring 112 eller til vagtlægen
Ring 112 eller kontakt lægevagten (Region Syddanmark: tlf 70 11 07 07), hvis du pludselig får stærke smerter i brystet, åndenød eller hoster rent blod op, når du er kommet hjem.
Svar på undersøgelsen
Svar på undersøgelsen får du i Lungepakken Medicinsk Ambulatorium A740 Rød streg fra forhallen til 4. sal Vejle Sygehus.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte personalet i Lungepakken på 79 40 63 47 mandag til fredag fra kl. 8.00 til kl. 15.00. Hvis der er ændringer i forbindelse med undersøgelsen, ringer vi til dig.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Lungepakken Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 63 47 |
|
pinfoSLB-761011106-221 106768 | 09.07.2026 |