Skip til primært indhold

Undersøgelse af passagetid i tyktarmen (Colon Transittid)


Du skal have lavet en røntgenundersøgelse af din tyktarm.  

Målet med undersøgelsen er at få et billede af den hastighed, som mad og væske passerer med gennem dit tarmsystem. Der kan være tale om en hurtig, langsom eller normal gennemgang af afføring i din tyktarm.  

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden undersøgelsen. Nogle forberedelser er afgørende for, om vi kan undersøge dig. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.

Kapsler

Før undersøgelsen skal du i løbet af 6 dage tage 6 kapsler. Du får kapslerne af os i ambulatoriet.

Sådan tager du kapslerne:  

  • Hver morgen klokken 09.00 på de 6 dage før din tid til røntgenundersøgelse, skal du tage en kapsel sammen med mad.  
  • Du skal tage kapslerne i den rækkefølge, kapselnumrene angiver. Start derfor med nummer 1. Den sidste kapsel (nummer 6) skal du tage dagen før din tid til undersøgelse.  

Medicin

Du må tage den medicin, som du plejer, inden undersøgelsen. Du må dog ikke benytte afføringsmidler i 1 uge, før du begynder på kapslerne, og mens, du tager kapslerne.

Motion og mad

Du må motionere, spise og drikke, som du plejer, op   til undersøgelsen.

Graviditet

Hvis du er gravid, skal undersøgelsen udsættes på grund af risikoen ved røntgenstråling. Hvis du er i tvivl, om du kan være gravid, skal du tale med os om det.

På sygehuset

Du vil få lavet en røntgenundersøgelse af din mave.  

Ved en røntgenundersøgelse bruger vi røntgenstråler til at danne billeder på en computerskærm. Du kan ikke mærke røntgenstrålerne.  

På billederne kan vi se, hvor langt de nummererede kapsler er passeret i dit tarmsystem. På den måde kan vi vurdere hastigheden.

Sådan får du svar

Du får resultatet af undersøgelsen af den læge eller afdeling, som har henvist dig.  

Mere viden

Hvis du har spørgsmål til din tid i røntgenafdelingen, kan du ringe på 79 40 53 00 (Vejle) eller 76 36 26 83 (Kolding).

Ved øvrige spørgsmål om undersøgelsen kan du ringe til Gastroenterologisk Ambulatorium på   79 40 63 45 (Vejle) eller til Mave-Tarmsygdomme,

Medicinsk Ambulatorium på 76 36 33 05 (Kolding).

Kontakt

Medicinsk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Gastroenterologisk Ambulatorium

79 40 63 45 (Vejle)

 

Mave-Tarmsygdomme,

Medicinsk Ambulatorium

76 36 33 05 (Kolding)


pinfoSLB-761011106-408 165529   |   20.08.2026

APPFWU01V