Røde bade
Et rødt bad er en behandling med vand, som er tilsat en opløsning af stoffet kaliumpermanganat.
Kaliumpermanganat giver vandet en farve, så det ligner rødbedesaft. Det dræber bakterier, udtørrer væskende sår og virker kløestillende.
Røde bade kan være et godt supplement til eksem-behandlingen, når der er opblussen med sår og megen kløe.
Kaliumpermanganat fås i håndkøb i flasker med 1000 ml 3% opløsning på apoteket. Apotekerne har det som regel ikke på lager, så det skal forudbestilles.
Fremgangsmåde ved et rødt bad
Sådan gør du:
- Brug et babybadekar eller en stor balje, som overtrækkes med en stor plastikpose for at skåne baljen mod misfarvning. Læg også plastik på gulvet for at skåne det mod stænk.
- Den person, der hjælper barnet med badet, bør have gummihandsker og gammelt tøj eller plastikforklæde på.
- Før badet kan barnets negle smøres med et tykt lag vaseline eller lakeres med klar neglelak for at undgå misfarvning.
- Lav et behageligt varmt bad med kaliumpermanganat. Tilsæt 1 milliliter (ml) kaliumpermanganatopløsning per liter vand. I et babybadekar med 35 liter vand skal der altså 35 ml kaliumpermanganatopløsning.
- Alle områder med eksem og sår bør være under vand eller dækket med klude vædet i vandet. Lad det virke i 10-20 min.
- Hvis badene ikke virker, kan man prøve med 3-5 ml kaliumpermanganat per liter vand. Nogle hudafdelinger anbefaler 10 ml kaliumpermanganat per liter vand.
- Brug ikke sæbe. Kaliumpermanganat har en rensende og bakteriedræbende virkning.
- Efter badet duppes huden tør, og der smøres med den sædvanlige fugtighedscreme og eventuel kur med steroidcreme (hormoncreme, fx Locoid) eller cremer som Elidel eller Protopic.
- Sørg for god rengøring af badekar, og benyt gammelt tøj, da badet kan give pletter.
- Hud og negle kan være misfarvet i tiden efter badet.
Røde bade kan bruges efter behov. Hvis der er opblussen i eksemet med mange sår, kan man fx give rødt bad hver eller hver anden dag i 3-5 dage. Nogle børn har gavn af at bruge dem regelmæssigt en eller to gange om ugen.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-106 105526 | 25.06.2026 |