Mellemørebetændelse
Mellemørebetændelse følger ofte efter en forkølelse, hvor virus eller bakterier fra svælget føres op til mellemøret.
Selvom mellemørebetændelse kan påvirke dit barn meget, er der oftest tale om en mild sygdom.
Symptomer
Når dit barn har mellemørebetændelse, kan du opleve, at dit barn har et eller flere af følgende symptomer:
- Øresmerter.
- Feber.
- Det flyder fra øret med gulligt pus.
Sygdommen går som regel i ro i løbet af et par dage, men kan også trække ud og gøre dit barn meget utilpas. Sygdommen kan kompliceres ved kronisk undertryk og væske i mellemøret, hvilket kan nedsætte hørelsen.
Behandling
Det er ikke altid nødvendigt, at dit barn får antibiotika for mellemørebetændelse, men i svære tilfælde vil det oftest tilrådes. Hvis dit barn er forpint, kan du give paracetamol mod smerterne. Det virker bedst med piller eller mikstur, men hvis dit barn har svært ved at tage piller eller mikstur, kan du vælge at give stikpiller. Dosis er angivet på pakken, og du kan også spørge til råds på apoteket.
Hvis dit barn har mange smerter, eller ikke bliver hurtigt nok rask, kontakt en ørelæge.
Kontakt til læge
Du skal søge læge:
- hvis paracetamol ikke hjælper på øresmerterne
- hvis dit barn fortsat har feber efter flere dage
- hvis det fortsætter med at flyde med pus ud fra øret
- hvis noget ved dit barns tilstand bekymrer dig.
Forebyggelse
Det er svært at forebygge mellemørebetændelse, da det ofte opstår ved forkølelse. Ved tilbagevendende problemer kan det blive nødvendigt at lægge dræn i trommehinden, hvilket gøres i narkose af en ørelæge.
Hvis dit barn skal i svømmehallen, er det godt inden at rådføre sig med en ørelæge. Det er påvist, at hvis dit barn ligger ned, når det får flaske, eller udsættes for passiv rygning, har det større tendens til mellemørebetændelse.
Tilbage i daginstitution/skole
Dit barn kan komme tilbage i daginstitution/skole, når det igen er frisk – også selvom der eventuelt stadig er flåd fra øret.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-147 104171 | 24.06.2026 |