Skip til primært indhold

Beslutningsstøtteværktøjer

Her kan du få viden om beslutningsstøtteværktøjer samt det generiske beslutningsstøtteværktøj BESLUTNINGSHJÆLPER™ udviklet af Center for Fælles Beslutningstagning.

Hvad er et beslutningsstøtteværktøj?

Et beslutningsstøtteværktøj anvendes til at understøtte fælles beslutningstagning i en aktuel beslutningssituation. Det kan have et fysisk eller et digitalt format og kan anvendes enten før eller under en samtale med sundhedspersonalet. Fælles for beslutningsstøtteværktøjer er, at de skitserer de forskellige valgmuligheder herunder fordele, ulemper og evt. risici samt hjælper patienten med at overveje, hvad der er vigtigt, og hvad der skal tages højde for.

Sådan definerer vi beslutningsstøtteværktøjer:

Et beslutningsstøtteværktøj præsenterer information om valgmuligheder, fordele og ulemper. Dets formål er at hjælpe patienter med at afklare, hvad der er vigtigt for dem og i fællesskab med sundhedspersonalet vælge det, der passer bedst til patientens præferencer.

Effekten af anvende et beslutningsstøtteværktøj

National og international forskning viser høj grad af effekt ved at anvende beslutningsstøtteværktøjer i beslutningssituationer sammenlignet med beslutningssituationer, hvor der ikke anvendes beslutningsstøtteværktøjer. Resultaterne viser blandt andet:

  • Patienterne får øget viden om valgmulighederne
  • Føler sig bedre informerede om fordele og ulemper
  • Mere klarhed over egne præferencer
  • Større overensstemmelse mellem valg og præferencer
  • Mere nøjagtig risikoopfattelse
  • Højere grad af involvering i beslutningsprocessen

Man kan få den opfattelse at brugen af beslutningsstøtteværktøjer automatisk fører til fælles beslutningstagning, men sådan er det ikke nødvendigvis. Værktøjerne kan hjælpe patienten og den fælles beslutningstagning på vej, men beslutningsstøtteværktøjerne kan ikke stå alene. Fælles beslutningstagning kræver fundamentale ændringer i kultur, tankegang og handlemønstre.

International Patient Decision Aid Standards, IPDAS

Kvalitet i beslutningsstøtteværktøjer handler både om faglighed, transparens og patientperspektiv. International Patient Decision Aid Standards (IPDAS) er et sæt evidensbaserede kriterier, der beskriver, hvad der kendetegner effektive beslutningsstøtteværktøjer af høj kvalitet. Kriterierne er udviklet i et internationalt samarbejde mellem patienter, forskere og sundhedsprofessionelle og bruges verden over.

I Center for Fælles Beslutningstagning bruger vi IPDAS til at vurdere kvaliteten af eksisterende beslutningsstøtteværktøjer. Derudover anvender vi kriterierne til at guide udviklingen af nye værktøjer gennem en systematisk udviklingsproces. Du kan læse mere omkring IPDAS kriterierne og finde en dansk oversættelse af den seneste opdatering af IPDAS version 5.0 fra 2025.

Nationalt bibliotek over beslutningsstøtteværktøjer

Som nationalt center ønsker vi at samle, skabe overblik over og formidle færdigudviklede beslutningsstøtteværktøjer, som alle er udviklet med udgangspunkt i IPDAS kriterierne. Ved at samle værktøjerne ét sted gør vi flere værdifulde værktøjer tilgængelige og letter adgangen til viden og værktøjer for sundhedspersonale og andre interessenter på tværs af landet. Har du udviklet eller kender du et værktøj, som kunne være relevant for det nationale bibliotek, hører vi meget gerne fra dig. Se den nationale oversigt over færdigudviklede beslutningsstøtteværktøjer.

Internationalt overblik over beslutningsstøtteværktøjer 

The Ottawa Hospital har lavet oversigten A to Z Inventory of Decision Aids over internationale beslutningsstøtteværktøjer, som ligeledes er udviklet med udgangspunkt i IPDAS kriterierne. Fra oversigten kan du indhente inspiration eller se forskellige typer af beslutningsstøtteværktøjer. Se oversigten A to Z Inventory of Decision Aids her.

Kontakt os

Center for Fælles Beslutningstagning


APPFWU01V