Fjernelse af livmoderen (hysterektomi)
Denne patientinformation er til dig, der skal opereres og have fjernet livmoderen. Du kan her læse om selve operationen og om forløbet før, under og efter operationen.
Operationsmetode
En hysterektomi er en fjernelse af livmoderen.
Livmoderen kan fjernes ved 3 forskellige operationsmetoder:
- Ved en robot-assisteret kikkertoperation. Operationen foregår gennem 4 små huller i bugvæggen, og livmoderen fjernes via skeden.
- Gennem skeden.
- Via et bikinisnit, som er en åbning på tværs over kønsbenet
Lægen vurderer ved forundersøgelsen, hvilken metode der er egnet i dit tilfælde.
Hvordan foregår operationen?
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Operationen varer typisk 1-2 timer. Du får anlagt et kateter i din blære under operationen, som vi fjerner igen, inden du vågner. Du får antibiotika under operationen for at forebygge infektioner.
Ved operationen fjerner lægen din livmoderhals, livmoder og æggeledere. Æggelederne har ingen kendt betydning, efter man har fået børn. Vi fjerner æggelederne, da undersøgelser har vist, at nogle tilfælde af kræft i æggestokkene starter i æggelederne. Denne risiko minimeres ved at fjerne dem.
Æggestokkene danner vores kvindelige kønshormon østrogen, som beskytter mod blandt andet knogleskørhed og hjertekarsygdomme. Æggestokkene bevares derfor ved operationen, hvis du ikke er gået i overgangsalderen. Hvis du er gået i overgangsalderen, tilbyder vi også at fjerne dine æggestokke.
Hvilken betydning får operationen?
At livmoderen bliver fjernet gør ikke, at skeden bliver hverken kortere eller mere snæver. Der er intet, der tyder på, at sexlivet forringes af at få fjernet livmoderen.
Hvis du får din livmoder fjernet på grund af smerter, skal du være opmærksom på, at disse smerter ikke altid forsvinder efter operationen. Det taler vi med dig om til forundersøgelsen.
Før operationen
Du skal sørge for at købe smertestillende medicin (almindelig håndkøbsmedicin), da du får brug for smertestillende medicin efter operationen (Pinex/Paracetamol/Panodil samt eventuel Ipren/Ibumetin).
Vi anbefaler, at du i ugen op til operationen så vidt muligt undgår smertestillende medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, for at nedsætte risikoen for blødning ved operationen. Vi anbefaler også, at du lader være med at spise fiskeolie 2 uger før operationen.
Aftenen før operationen eller om morgenen skal du tage et grundigt bad, vaske hår og rense navlen med sæbe og vatpind. Du skal fjerne kønsbehåring med en elektrisk klipper, du må ikke bruge en skraber.
Hvis du bliver syg i dagene før operationen, skal du ringe til Kvindesygdomme ambulatoriet på 76 36 24 77, så vi kan vurdere, om vi kan gennemføre operationen.
På operationsdagen
Operationen foregår ambulant. Det vil sige, at du bliver udskrevet samme dag.
Du skal møde fastende i Operation og Opvågning Æ. Se dit indkaldelsesbrev.
Du skal tage din vanlige medicin om morgenen, medmindre du har fået anden besked ved forundersøgelsen.
Du må ikke have dine pårørende med ved operationen. Dine pårørende kan følge dig til venteværelset, hvor de skal hente dig igen efter operationen. Den læge, der skal operere dig, kommer og taler med dig inden operationen.
Du går selv ind på operationsstuen. Efter operationen bliver du kørt i seng til opvågningsafsnittet. Når du er vågen, kommer du over at sidde i en lænestol. Inden du bliver udskrevet, kommer lægen og informerer dig om operationen og forholdsregler efter operationen.
Du får lidt smertestillende medicin med hjem til de første timer efter operationen, men derefter skal du selv sørge for at have smertestillende medicin til de følgende dage. Vi vejleder dig i at tage smertestillende medicin, inden du går hjem.
Komplikationer ved operationen
Ved alle operationer er der risiko for, at der kan opstå komplikationer. Overordnet set er der omkring 13 % risiko for komplikationer, når man fjerner livmoderen. Der er dog forskel på, hvor omfattende komplikationerne er, og hvilken betydning de får for den enkelte kvinde efter operationen. Der er større risiko for komplikationer, hvis du tidligere er opereret i maven, eller hvis du er overvægtig.
De hyppigste komplikationer:
- Forbigående feber i dagene efter operationen. Varer feberen ved efter nogle dage, skal du kontakte din læge, så du kan blive undersøgt for, om du har udviklet infektion.
- Blodansamling over skedetoppen er en hyppig komplikation. Det skyldes, der er mange blodkar omkring skedetoppen. En blodansamling vil vise sig ved, at du får blødning fra skeden i ugerne efter operationen. Det er ufarligt, men af og til kan der gå infektion i blodansamlingen, og der vil være behov for behandling med antibiotika.
- Blødning under operationen. En stor blødning kan forlænge den tid, som det tager dig at komme dig oven på operationen. Der er sjældent behov for blodtransfusion.
- Hul på tarm, blære eller urinleder. Dette er sjældent og sys oftest sammen igen under operationen. Det kan resultere i, at du skal indlægges, men giver sjældent varige mén.
- Hvis livmoderen fjernes via bikinisnit, kan der være forbigående føleforstyrrelse i huden.
Efter udskrivelse
Du må ikke selv køre bil hjem. Bor du alene, skal du sørge for, at du kan kontakte/ringe til en voksen person, hvis du får brug for hjælp det første døgn efter operationen.
Vi anbefaler, at du drikker mindst 1 liter væske på operationsdagen og spiser almindelig mad. Det er en god idé at tage et afføringsmiddel for at få gang i maven.
Vi anbefaler, at du tager fast smertestillende medicin de første 5 dage efter operationen. Derefter kan du reducere medicinen til efter behov. Det er normalt, der er ømhed i maven og smerter i højre skulder efter operationen. Det skyldes den luft, vi blæser ind i maven under operationen. Smerterne forsvinder gradvist i løbet af de første dage. En varmepude kan eventuelt lette på smerterne i både mave og skulder.
Vi anbefaler 2-4 ugers sygemelding. Der vil normalt ikke være behov for yderligere sygemelding, men bliver det nødvendigt, kan du kontakte din egen læge.
Det er normalt, at udflåddet kan blive let grøn-blåligt i op til 3 måneder efter operationen. Det skyldes den tråd, som vi lukker toppen af skeden med.
Fysisk aktivitet
Det er helt naturligt at være træt de første uger efter operationen. De første 3-4 uger bør du ikke dyrke hård fysisk aktivitet og ikke løfte tunge ting (mere end 10 kg). Du må gerne dyrke let motion. Vi anbefaler bækkenbundstræning og knibeøvelser umiddelbart efter udskrivelsen.
Svømning kan du genoptage, når såret er helet, og blødning fra skeden er ophørt.
Samleje kan genoptages 6 uger efter operationen.
Kontrol
Ved operationer, der forløber som forventet, er der ikke behov for kontrol efterfølgende. Hvis der ved operationen er taget prøver til undersøgelse, får du svar på prøverne efter 2-3 uger efter.
Kontakt
Du skal ringe til lægen, hvis du efter operationen oplever tiltagende smerter eller blødning fra skeden, feber, ildelugtende udflåd eller tegn på infektion (rødme eller væske) fra sårene i maven.
Hvis du har komplikationer eller spørgsmål det første døgn efter udskrivelsen kan du ringe til Kvindesygdomme Senge på 76 36 24 39. Ved senere komplikationer skal du ringe til din egen læge.
Hvis du har spørgsmål vedrørende operationen, er du velkommen til at ringe til Kvindesygdomme Ambulatorium på 76 36 24 77 på hverdage kl. 9-10.
Ved afbud til operationen skal du ringe til Kvindesygdomme Ambulatorium indtil kl. 15 dagen inden. Efter kl. 15 skal du ringe til Operation og Opvågning på 76 36 06 60.
|
Kontakt Kvindesygdomme og Fødsler Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 20 00 |
|
pinfoSLB-1926437636-134 178254 | 23.06.2026 |