Kikkertundersøgelse af nedre tyktarm
Udtømning med Dulcolax
Information om kikkertundersøgelse af nedre tyktarm (sigmoideoskopi):
Sigmoideoskopi er en kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen. Den bliver udført med en bøjelig slange med et kamera i spidsen. Slangen er omtrent så tyk som en finger. Den bliver ført ind i endetarmen og videre i tyktarmen.
Undersøgelsen kan vise, om der er forandringer i tarmen. For eksempel i form af polypper, udposninger, svulster eller betændelsestilstande.
Der pustes luft i tarmen. Det kan give følelsen af at være oppustet og/eller at få afføringstrang. Du kan i perioder få smerter på grund af stræk på tarmene.
Vi kan tage prøver af slimhinden og fjerne polypper. Dette er smertefrit.
For at kunne lave undersøgelsen, skal tarmen være tømt for afføring. Derfor er en udtømning nødvendig.
Udtømningen består af tablet Dulcolax og en Microlax tube, som er vedlagt i brevet.
Undersøgelsen varer ca. 15 minutter. Herudover må du forvente tid til forberedelse og eventuelt hviletid efter undersøgelsen, i alt ca. 1 time.
Hjemtransport efter undersøgelsen
Af og til kan det være nødvendigt at give afslappende og/eller smertestillende medicin. Hvis du får medicin til undersøgelsen, frarådes du at køre et motorkøretøj eller på cykel i 24 timer efter undersøgelsen. Du skal derfor sørge for at blive hentet eller benytte offentlig transport hjem.
Har du sukkersyge?
Hvis du tager insulin, skal du måle dit blodsukker oftere i det sidste døgn før og på undersøgelsesdagen. Det kan være nødvendigt at tage lidt mindre insulin. Ved tvivl, kontakt egen læge.
Er du i tabletbehandling, skal du holde pause på undersøgelsesdagen, indtil undersøgelsen er overstået.
5 dage før undersøgelsen
Får du jerntabletter, må du ikke tage dem. Du må ikke spise mad med synlige kerner, f.eks. brød med kerner, hørfrø, sesamfrø, vindruer mv. De små kerner stopper vores udstyr og forlænger undersøgelsen. Desuden bør du ikke spise tomat og majs. Er der mad, du er i tvivl om, så undlad at spise det.
Du skal drikke mindst 2 liter væske pr. dag.
3 dage før undersøgelsen
Har du tendens til hård afføring, eller har du blot afføring et par gange om ugen, anbefaler vi, at du køber afføringsmidlet Magnesia på apoteket og tager 2 tabletter morgen og 2 tabletter aften.
Dagen før undersøgelsen – Udtømning
Udtømningen består af tablet Dulcolax og en Microlax-tube.
Obs: Du skal følge vejledningen nedenfor og IKKE den i Dulcolax-pakken.
Du må spise et mindre morgenmåltid. Derefter må du kun drikke tynde/klare væsker (ikke mælkeprodukter):
- Bouillon og klar suppe uden fyld
- Saftevand, sodavand og sodavandsis
- Juice uden frugtkød
- Vand
- Kaffe og te (uden mælk og fløde).
Kl. 12.00
Tag 2 tabletter Dulcolax med et glas vand.
Kl. 18.00
Tag 2 tabletter Dulcolax med et glas vand.
Udtømningen vil give dig mange tynde afføringer inden for 1-2 timer. Afføringen skal være vandtynd, før udtømningen er fuldstændig. Hvis den ikke er vandtynd, skal du drikke mere af de tynde/klare væsker.
Vær opmærksom på
Udtømningen bliver ikke bedre af kun at drikke vand. Ved at drikke salt- og sukkerholdige væsker kan du forebygge hovedpine. Du kan opleve, at du bliver sløj og træt.
På undersøgelsesdagen
Om morgenen
Sprøjt indholdet af Microlax-tuben ind i endetarmen. Du skal forsøge at holde på indholdet så længe som muligt, dog maks. 20 minutter.
Indtil 2 timer før mødetid
Du må ikke spise fast føde, men du må gerne drikke tynde/klare væsker (ikke mælkeprodukter). Du må tage din vanlige medicin indtil 2 timer før mødetid (du må ikke tage jern og tabletter for sukkersyge).
2 timer før mødetid
Du skal være fastende. Det vil sige, at du hverken må spise eller drikke 2 timer før mødetid.
Når du møder i afsnittet
Når du ankommer, skal du registrere dig med dit sundhedskort eller CPR-nr. på ankomstskærmen og tage plads i venteområdet. Vær forberedt på ventetid. Inden undersøgelsen vil du tale med en sygeplejerske, som vil gøre dig klar. Derefter skal du skifte til hospitalstøj.
Efter undersøgelsen
- Hvis du har fået medicin til undersøgelsen, skal du måske hvilke dig i afdelingen. Du frarådes at køre et motorkøretøj eller på cykel i 24 timer efter undersøgelsen. Du skal derfor sørge for at blive hentet eller tage offentlig transport hjem.
- Hvis der er fjernet polypper og/eller vævsprøver, kan der komme lidt blod bagefter. Det er helt ufarligt.
- Du bliver informeret om resultatet af undersøgelsen, inden du går herfra.
- Hvis der er taget prøver, vil du hurtigst muligt få svar på dem.
Risiko og komplikationer ved undersøgelsen
Det er meget sjældent, at der opstår problemer under eller efter undersøgelsen. Risikoen for at lave hul på tarmen er meget lille.
Hvis du i det første døgn efter undersøgelsen oplever
- stærke smerter
- kraftig blødning
- feber over 38 grader
skal du kontakte Endoskopisk Afsnit på telefon 79 40 67 85. Efter kl. 14.00 kan du kontakte Organ- og Plastikkirurgisk Sengeafsnit A260 på telefon 79 40 56 70.
|
Kontakt Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Endoskopisk Afsnit 79 40 56 70 (hverdage kl. 9-14) |
|
pinfoSLB-1749254457-118 102240 | 26.08.2026 |