Skip til primært indhold

Pakkeforløb med CT-, MR- og ultralydsscaning af endetarmen

Information om din undersøgelse

""

MR-scanning.

Du skal have foretaget 3 forskellige scanninger for at få et mere præcist billede af din endetarm.

Forvent, at der kan være ventetid mellem undersøgelserne, og at dit ophold på sygehuset varer op til 3 timer.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden undersøgelserne, da det er afgørende for, om vi kan undersøge dig. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.

Blodprøve

Du skal have taget en blodprøve før undersøgelsen, hvis du:

har en nyresygdom eller er opereret i nyren

har fået fjernet en nyre

har sukkersyge

har urinsyregigt

har mere æggehvidestof i urinen end normalt

har en kendt lav nyrefunktion (eGFR < 30).

Blodprøven må være op til 3 måneder gammel. Bestil tid til blodprøve med MitID påwww.booking.rsyd.dk.

Du kan også bestille tid over telefonen til at få taget blodprøven hos din egen læge eller på et af regionens sygehuse. Find telefonnumre til sygehusene påwww.rsyd.dk/blodprover.

Graviditet

Hvis du er eller kan være gravid, skal du ringe til os på 79 40 53 00, så vi kan tage hensyn til det.

Klaustrofobi

Tal med din egen læge, hvis du på forhånd ved, at du kan have svært ved at ligge stille på grund af klaustrofobi, angst eller smerter. Så kan I sammen afgøre, om du skal have smertestillende eller beroligende medicin inden undersøgelsen. Vi har ikke medicin på afdelingen.

Metal

Ved MR-scanneren er der et kraftigt magnetfelt, som du skal ind i, og det er vigtigt, at vi ved, om du har metal indsat i kroppen. Derfor skal du udfylde et spørgeskema, når du ankommer. Vi gennemgår skemaet med dig.

Når du skal ind i undersøgelsesrummet, må ingen løse genstande med metal komme med ind:

  • Tøj med metalknapper, lynlåse og nitter (tag tøj på uden metal hjemmefra)
  • Hårnåle og hårelastikker med metal
  • Ur
  • Briller/kontaktlinser
  • Smykker af enhver art, herunder piercinger
  • Tandproteser
  • Høreapparat
  • Makeup
  • Nøgler (undtagen nøglen til omklædningskabinen)
  • Alle kort med magnetbånd, såsom bankkort, kreditkort, sundhedskort
  • Blodsukkermåler og andre typer af elektronisk udstyr.

Hvis du har indopereret metal i kroppen, pacemaker eller ICD, er det meget vigtigt, at du fortæller os det.

Udtømning af endetarmen

1 - 1,5 time før undersøgelsen skal du tage et afføringsmiddel (mikrolavement) på tube, som du sprøjter op i endetarmen. Midlet hedder Microlax.

Afføringsmidlet virker hurtigt og hjælper dig til at få tømt tarmen inden undersøgelsen. Midlet kan godt give dig lidt mavekneb. Har du ikke fået udleveret Microlax på sygehuset, skal du selv købe det på apoteket.

Allergi

Vær opmærksom på, at du ikke må bruge Microlax, hvis du har kronisk betændelse i tarmen, da det indeholder stoffet bisacodyl. Kontakt os på 79 40 53 00, hvis det gælder for dig.

Ledsager

Du er velkommen til at have en voksen ledsager med på afdelingen, men ledsageren skal overholde de samme sikkerhedskrav som du.

Under CT-scanningen skal ledsageren som udgangspunkt vente uden for undersøgelsesrummet for ikke at blive udsat for unødvendig røntgenstråling.

Under MR-scanningen skal ledsageren vente uden for undersøgelsesrummet, hvis hun er gravid.

Sådan foregår CT-scanningen

Ved en CT-scanning bruger vi røntgenstråler til at danne billeder på en computerskærm. Du kan ikke mærke røntgenstrålerne.

CT-scanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, der giver meget detaljerede billeder af kroppens indre organer som fx lunger, mave, bløddele, hjerne og knogler.

""

Du har det meste af kroppen uden for CT-scanneren

I CT-scanneren

Til undersøgelsen skal du ligge på et bevægeligt leje, og vi hjælper dig til at ligge så godt som muligt. Lejet kører langsomt frem og tilbage gennem CT-scanneren, der har form som en stor ring. Der er god plads omkring dig, og du har det meste af kroppen uden for scanneren.

Når scanneren kører, roterer røntgenrøret rundt i ringen. Det giver en lyd, der minder om en vaskemaskine.

Undervejs i scanningen får du indsprøjtet kontrastvæske i en blodåre i armen eller hånden. Når kontrastvæsken løber ind, kan du opleve en varm fornemmelse, der breder sig fra halsen og ned til underliv og balder. Det kan føles som om, man har tisset i bukserne. Det har man ikke, og følelsen forsvinder hurtigt igen.

Vi kan både se og høre dig under hele undersøgelsen. Det er vigtigt, at du ligger helt stille imens, for det giver de bedste billeder.

Undersøgelsen varer 15 minutter.

Sådan foregår MR-scanningen

Ved en MR-scanning bruger vi radiobølger og et kraftigt magnetfelt til at danne billeder på en computerskærm. Du kan ikke mærke hverken radiobølgerne eller magnetfeltet, og scanningen er ufarlig.

""

Vi hjælper dig til at ligge så godt som muligt i MR-scanneren.

I MR-scanneren

Til undersøgelsen skal du ligge på et bevægeligt leje, og vi hjælper dig til at ligge så godt som muligt.

Du får tilbudt ørepropper eller høreværn med musik, for scanneren laver høje bankelyde undervejs i undersøgelsen. Du får også en kaldeknap i hånden, så du hele tiden kan komme i kontakt med os.

Lejet kører ind i scanneren, som har form som et rør og er åben i begge ender. Vi kan både se og høre dig under hele undersøgelsen. Det er vigtigt, at du ligger helt stille imens, for det giver de bedste billeder.

Undersøgelsen varer 45 minutter.

Sådan foregår ultralydsscanningen

Ved en ultralydsscanning bruger vi lydbølger til at danne billeder på en computerskærm. Du kan ikke mærke lydbølgerne, og scanningen er ufarlig.

Du skal ligge på din venstre side under scanningen, som vi udfører med en ultralydssonde. Sonden er cirka så tyk som en pegefinger, og den skal 2-3 cm ind i endetarmen Vi smører gele på ultralydssonden og fører den forsigtigt ind i endetarmen.

Ultralydssonden sender billeder til en computerskærm, som vi kigger på under selve undersøgelsen.

Undersøgelsen varer 15 minutter.

Efter undersøgelserne

Kontrastvæsken, du har fået ind i blodåren, bliver udskilt fra din krop i løbet af 1-2 døgn. Du kan hjælpe dine nyrer ved at drikke godt med væske i dagene efter scanningen, gerne 0,5-1 liter mere end du plejer.

Sådan får du svar

Du får resultatet af undersøgelserne af den læge eller afdeling, som har henvist dig.

Mere viden om røntgenstråling

Røntgenstråling giver en meget lille forøget risiko for udvikling af kræft på langt sigt. Fordelen ved at få stillet en korrekt diagnose og sikre den rigtige behandling er større end risikoen ved røntgenstråling.

Du kan læse mere om røntgenstråling påwww.sundhed.dk. Søg på ”røntgenstråler.”

Kontakt

Røntgen og Scanning

Beriderbakken 4

7100 Vejle

79 40 53 00


pinfoSLB-1173572183-21 181795|18.03.2026

APPFWU02V