Blindtarmsbetændelse
Blindtarmsbetændelse er en betændelsestilstand i blindtarmen, der er et vedhæng på tarmen i højre side af maven. Blindtarmen kan i svære tilfælde sprænge.
Symptomer på blindtarmsbetændelse
Almindelige symptomer på blindtarmsbetændelse kan være:
- mavesmerter, der bevæger sig ned i højre side af maven
- kvalme
- opkastninger
- let feber
Symptomerne være diffuse. Hvis blindtarmen er sprunget, kan de stærke mavesmerter kortvarigt forsvinde. Herefter vil tilstanden forværres, feberen stiger, og der kommer mere vedvarende og stærke smerter. Der er ingen undersøgelser, der præcis kan vise, om dit barn har blindtarmsbetændelse.
Behandling
Behandlingen er operation, hvor blindtarmen fjernes, da man kan undvære blindtarmen. Nogle gange vurderes barnet flere gange af lægen, inden beslutning om en eventuel operation tages.
Operationsmetoder
Operationen kan foregå på én af to måder:
Kikkertoperation:
Gennem 3-4 små snit i bugvæggen pustes der luft ind i bughulen, en kikkert og nogle instrumenter indføres, og blindtarmen fjernes. Efter operationen kan der være luft tilbage i bughulen, som kan give smerter op i skulderen.
Åben operation:
Blindtarmen fjernes gennem et lille snit i huden i højre side af maven.
Efter operationen
Efter operationen kommer dit barn til opvågningsafdelingen, og personalet sørger for, at du kommer op til dit barn. Når dit barn atter er vågen, kører I tilbage til Børne- og Ungeafdelingen. Der vil en sygeplejerske tilse forbindingen og tilbyde dit barn mad og drikke.
Sygeplejersken vil også hjælpe, når dit barn skal ud af sengen første gang. Efter operationen kan dit barn have lette til moderate smerter.
Hvis blindtarmen ikke er sprunget, kan dit barn sandsynligvis komme hjem inden for det første døgn. Inden I sendes hjem, skal dit barn have tisset og pruttet, hvilket viser, at der er gang i tarmene efter operationen.
Hvis blindtarmen er sprunget, spredes betændelsen ud i bughulen. Derfor vil dit barn blive behandlet med antibiotika. Dette gives direkte ind i blodåren i mindst 3 døgn.
Efter udskrivelsen
Dit barn må:
- bruge smertestillende medicin de første dage (Paracetamol og Ibuprofen).
- spise, hvad det har lyst til.
- lege og bevæge sig, som det kan og har lyst til.
- komme i skole og i pasningsordning, når tilstanden tillader det - sædvanligvis efter 2-3 dage.
- Tage brusebade efter 24 timer, når plaster duppes med et rent håndklæde eller blæse let med en føntørrer efter badet.
- tage karbad, komme i svømmehal eller bade ved stranden efter 14 dage. Dette er for at mindske risikoen for betændelse i såret.
Forhold i forbindelse med operationsstedet
Forbinding/plaster over operationssåret må fjernes efter 24 timer. Steristrips (de smalle plastre) forbliver på. Derefter sættes Micropore-plasteret på, det skal helst blive på de første par døgn. Plasteret må godt blive vådt. For at få såret så pænt som muligt, anbefaler vi at anvende Micropore-plasteret i 3 måneder. Du kan skifte Micropore plasteret 1-2 gange om ugen. For optimal sårheling må såret/arret ikke får sollys i op til 1 år.
Nogle sår bliver syet med tråde, der opløser sig selv, andre med tråde der skal fjernes. Personalet fortæller dig hvilke tråde, dit barns sår er blevet syet med. Hvis dit barns sår er syet med tråde, der skal fjernes, skal dette foregå hos jeres egen læge efter 10 dage. Du bestiller selv tid.
Komplikationer efter blindtarmsbetændelse
Hvis huden omkring såret bliver rødt, ømt, varmt, hævet, eller hvis dit barn får let feber, kan det være tegn på infektion i såret. Hvis dit barns blindtarm har været sprunget, kan feber, utilpashed og mavesmerter i efterforløbet være tegn på en byld i bughulen.
Hvis dit barn har nogle af ovenstående symptomer, skal du kontakte barnets egen læge eller vagtlægen.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-132 105464 | 12.06.2026 |