Ventoline-spray
Information om brug af ”Blå medicin”
Dit barn skal have Ventoline, hvis:
- det har astma eller småbørnsastma.
- det har besværet vejrtrækning med hvæsen eller megen hoste.
Sådan virker Ventoline
Ventoline består af medicinen Salbutamol. Salbutamol virker ved, at:
- de små muskler rundt om luftrørene slapper af, så luftrørene udvider sig.
- de små fimrehår inde i luftrørene slår hurtigere, så slimen kommer op.
Virkningen begynder i løbet af 4-5 minutter og holder sig cirka 4 timer. Salbutamol kan ikke kurere sygdommen, men det er en meget vigtig behandling, når dit barn har svært ved at få luft.
Når dit barn er rask, kan du holde op med behandlingen. Den behøver ikke aftrappes. Hvis dit barn senere har brug for Ventoline, kan du give det igen.
Sådan foregår behandlingen
Sådan gør du:
- Du skal give 1-2 pust med et par minutters mellemrum.
- Hvis det ikke har hjulpet efter 4 minutter, gives endnu 1-2 pust.
- Hvis det kun hjælper lidt, kan du give 4 pust hvert 20. minut, indtil du har givet i alt 16 pust i løbet af en time. Det må du kun gøre én gang i løbet af et døgn.
- Hvis det hjælper, kan du fortsætte med 2-4 pust med 2-4 timers mellemrum.
Hvis luftrørene kun åbner sig en lille smule, snører de sig hurtigt sammen igen. Derfor gælder det om at behandle med de mange pust kort efter hinanden, så virkningen af hvert pust bygger ovenpå virkningen af det forrige pust, og luftrørene åbner sig ordentligt.
Opmærksomhedspunkter
Hvis behandlingen ikke hjælper, eller hvis dit barn bliver dårligere i løbet af behandlingstiden, skal dit barn ses af en læge.
Dit barn bør straks ses af en læge, hvis:
- dit barn både har åndenød og virker udmattet eller bange.
- dit barn har indtrækninger på halsen og ved ribbenene, og de ikke forsvinder, når dit barn får medicin.
- virkningen af hver behandling holder sig i mindre end 2 timer.
Jo mindre dit barn er, jo større er risikoen, når vejrtrækningen er besværet. Små børn bliver hurtigere udmattede, så de kan miste kræfterne til at trække vejret.
Bivirkninger
Dit barn kan få:
- hjertebanken
- indre uro
- ryste på hænderne.
Bivirkningerne ved Ventoline går hurtigt over igen, og de er ikke farlige.
Sådan gives Ventoline
Følg disse trin:
- Behandlingen skal altid gives via en spacer.
- Sprayen skal rystes før hvert enkelt pust.
- Der gives kun et enkelt pust i spaceren ad gangen.
- Dit barn skal ånde 6 gange i spaceren efter hvert enkelt pust medicin.
- Dit barn skal helst ånde stille og roligt, ikke suge kraftigt ind eller puste kraftigt ud.
- Hvis dit barn er stort nok til at forstå det, skal det holde munden åben, mens det får medicinen. Næsen fungerer som et filter, så der kommer ikke så megen medicin ind gennem næsen.
Sådan bruges en Spacer
Du skal bruge en spacer af følgende grunde:
- Hvis du bruger en spray uden spacer direkte i munden, støder næsten al medicinen på slimhinden dér, og kommer ikke ned i lungerne.
- Inde i spaceren kan medicinpartiklerne holde sig flyvende i ca. 1/2 minut, og de bliver også mindre, så de nemt kommer ned i de små luftrør.
- Sygeplejersken vil vurdere, om dit barn kan bruge spacer uden masken. Det afhænger af dit barns tilstand, alder og teknik.
Her kan du læse mere om brug af spacer på min.medicin.dk . Søg på ’spacere (åndingsbeholdere)’.
Varighed af behandlingen
De første dage efter udskrivelsen har de fleste børn brug for:
- 2-4 pust hver 2.-3. time i dagtimerne.
- 2-4 pust hver 3.-4. time om natten.
Herefter øges tidsintervallet mellem pustene gradvis over de næste par dage til:
- 2-4 pust hver 3.-4. time i dagtimerne.
- 2-4 pust hver 4.-5. time om natten.
Fortsæt med at øge tidsintervallet mellem pustene, indtil dit barn kan klare sig med pust ved behov.
Øvrig information
Hvis apoteket foreslår en billigere spray, som også indeholder Salbutamol, kan du trygt købe den, bare den passer i spaceren.
Hvis dit barn også er i behandling med astmamedicinen Flixotide, er det mest praktisk at bruge Ventoline-spray af hensyn til mundingen i spaceren, fordi mundstykket på de to sprays er éns
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-138 105454 | 06.07.2026 |