Skip til primært indhold

Fjernelse af livmoderslimhinde (TCRE)

Livmoderslimhinden beklæder livmoderen indvendig og er den del af livmoderen, som bløder ved menstruation. Livmoderslimhinden kan fjernes ved en kikkertoperation via skeden.

Behandlingen er et alternativ til fjernelse af hele livmoderen. Fjernelse af livmoderen er et større indgreb med længere sygemelding samt højere komplikationsrisiko.

Formålet med indgrebet er at mindske blødningsmængden under menstruation.

Effekt af TCRE

80-90 % af de kvinder, der får fjernet livmoderslimhinden, er tilfredse. Heraf bliver cirka 40 % helt blødningsfri. Ved utilfredsstillende resultat kan behandlingen eventuelt gentages.

Komplikationer

Komplikationer til indgrebet er sjældne. Der kan under indgrebet gå hul på livmoderen (risikoen er mindre end 1%). Dette betyder at indgrebet må afbrydes og udskydes til senere. Blødning og infektion er ligeledes sjældne komplikationer.

Indgrebet

Indgrebet foretages i fuld bedøvelse og varer cirka 30 minutter. Et kikkertinstrument føres ind gennem livmoderhalsen, og slimhinden fjernes.

""

Forberedelse

Du skal de sidste 3 uger inden indgrebet have behandling med hormon. Denne behandling gør slimhinden i livmoderen tynd og gør derved indgrebet nemmere og giver et bedre behandlingsresultat.

Hormonbehandlingen kan hos enkelte medføre lettere hovedpine og brystspænding. Dette er forbigående.

Du skal møde fastende i Dagklinikken på operationsdagen. Hvis du får medicin, skal du tage din morgenmedicin, medmindre andet er aftalt.

Efter indgrebet

Sygeplejersken tilser dig på opvågningsstuen. Lægen informerer dig om indgrebet. Derefter kan du tage hjem.

Du må ikke selv køre bil hjem. Bor du alene, skal du sørge for, at du kan ringe til en voksen person, hvis du får brug for hjælp det første døgn efter indgrebet.

Der kan være lette smerter efter indgrebet. Du får smertestillende medicin med hjem til et par dage.

Normale følger efter indgrebet

Efter behandlingen kan du have let blødning og udflåd i op til 6 uger. De første 1-2 menstruationer efter indgrebet kan være lidt kraftigere end forventet.

Det endelige resultat af behandlingen kan du først vurdere efter 4-6 måneder.

Vi tilråder ikke fast sygemelding efter operationen, men nogle få dage kan være en god idé.

Af hensyn til infektionsrisiko frarådes karbad, svømning og brug af tampon, indtil blødningen er ophørt. Ved samleje anbefales kondom.

Indgrebet beskytter ikke 100 % mod graviditet. Du skal derfor bruge anden beskyttelse. I tilfælde af graviditet anbefales abort.

Fjernelse af slimhinden i livmoderen har ingen indflydelse på, hvornår overgangsalderen indtræder.

Kontakt

Ved akutte problemer efter operationen kan du ringe til Kvindesygdomme Senge på 76 36 24 39.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kvindesygdomme Ambulatorium.

Sekretær: 76 36 24 77 (tast 3).
Hverdage 8.00-15.00.

Sygeplejerske: 76 36 24 77 (tast 2).
Hverdage 9.00-10.00.

Kontakt

Kvindesygdomme og Fødsler

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 20 00

www.sygehuslillebaelt.dk/gynobs


pinfoSLB-1926437636-103 102578   |   23.06.2026

APPFWU02V