Tilbud om håndtering af rygsmerter
Information til patienter
Vi tilbyder dig en samtale med sygeplejerske og/eller en aftale med en fysioterapeut, der på hver deres måde hjælper dig med at forstå og håndtere dine rygsmerter. De støtter dig også i din egen håndtering af dine rygsmerter i dagligdagen. Formålet er, at du får en hverdag, hvor du er mindst muligt begrænset af smerter.
Du kan på forhånd overveje, hvad der er vigtigt for dig i forhold til dine rygsmerter, og hvad du gerne vil være i stand til.
Om tilbuddet
Mødet med sygeplejersken og/eller fysioterapeuten vil tage udgangspunkt i dine udfordringer og begrænsninger. Sammen med dig udvikler vi strategier, som støtter og styrker din håndtering af symptomer. Vi kan også drøfte mål for behandlingen. Fælles for tilbuddene er, at du får mere viden om dine rygsmerter.
Samtale med sygeplejersken
Samtalen med sygeplejersken kan handle om, at du:
- sover dårligt
- har smerter flere steder i kroppen
- oplever, at smerterne går ud over dit privatliv
- oplever, at smerterne påvirker dine følelser negativt
- bruger flere slags smertestillende medicin
- har spørgsmål til din brug af smertestillende medicin
- er i tvivl om, hvad du må og ikke må, når du har smerter.
Sygeplejersken kan blandt andet hjælpe med at vurdere, om du skal tale med din læge om din smertestillende medicin.
Aftale med fysioterapeuten
Fysioterapeuten vil sammen med dig se på dine fysiske færdigheder gennem bevægelse og hjælpe dig med at sætte ord på dine tanker om det.
Vi vil prøve at finde løsninger på udfordringer i dagligdagen, fx at:
- kunne klare almindelige gøremål
- passe dit arbejde
- deltage i fritidsaktiviteter.
Fysioterapeuten gennemgår din tidligere behandling, og I træffer fælles beslutning om det videre forløb ud fra:
- dine forventninger
- hvad du er i stand til
- hvad du gerne vil opnå.
Mere viden
På vores hjemmeside kan du finde de informationsmaterialer, som er relevante for dig:
https://sygehuslillebaelt.dk/rygcenter-syddanmark-information
|
Kontakt Rygcenter Syddanmark Sygehusvej 24 6000 Kolding Rygmedicinsk Ambulatorium 76 36 13 00 |
|
pinfoSLB-350259950-202 179408 | 28.04.2026 |