Skip til primært indhold

PDT i lyshus

Photodynamisk terapi (PDT) er en international anerkendt metode til behandling af forstadier til hudkræft (solskader i huden).

Ved behandlingen påfører vi cremen Metvix, som bliver optaget i de solskadede celler. Når der kommer dagslys på området, bliver de syge celler nedbrudt.

Forberedelse:

  • På behandlingsdagen skal du undgå cremer og kosmetik på det hudområde, som skal behandles.
  • Medbring gerne lidt mad- og drikkevarer samt noget at få ventetiden til at gå med, da besøget varer ca. 3 timer.
  • Køb smertestillende medicin i håndkøb, fx Pamol, Pinex eller Panodil, til at behandle smerter med.

Behandlingen:

  • Før behandlingen fjerner vi skæl og skorper på den hud, som du skal have behandlet.
  • Derefter smører vi Metvix creme på. Det kan svie kortvarigt.
  • Cremen skal have lov til at virke i 30 minutter. Derefter skal du opholde dig i vores lyshus i 2 timer i træk.
  • For at opnå den bedste effekt af behandlingen, skal du undgå at gå indenfor. Hvis du har behov for at gå indenfor, må du højst være indenfor i 5 minutter. Går der længere tid, vil der komme smerter i det behandlede område.
  • Efter 2 timer skal du fjerne cremen med vand og mild sæbe. Der skal ingen forbinding på bagefter.
  • Husk at vaske hænder, efter du har fjernet cremen.
  • Behandlingen er nu slut, og du må tage hjem.

Efterforløb:

  • Vi anbefaler, at du bliver indendørs resten af dagen.
  • Området må ikke få direkte sollys de næste 2 dage.
  • Derefter skal du bruge en solcreme med faktor 50 i 3-6 måneder.
  • Der kan komme udtalt rødme på området. Rødmen aftager inden for ca. 1 måned.
  • Der kan opstå sår, som forsvinder efter 1-2 uger.
  • Hvis der opstår sår i det behandlede område, skal du smøre med Klorhexidin creme (håndkøbsmedicin) 2 gange dagligt, indtil såret er helet.
  • Er der ikke sår, skal du smøre det behandlede område med en uparfumeret fed creme 2-3 gange om dagen i 1 måned efter behandlingen.
  • 5-10 % får blærer i området, som forsvinder igen efter 3-4 dage.
  • Vi anbefaler, at du holder området rent med vand.
  • Der opstår sjældent betændelse i det behandlede område. Hvis du mistænker betændelse, skal du kontakte din egen læge.
  • Huden heler op igen, som regel med et godt kosmetisk resultat.

Generelt

Udsætter du området for mere sollys, kan der komme en kraftigere reaktion i huden. Du opnår ikke en bedre effekt af behandlingen.

""

Kontakt

Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Hudkræftcenter

79 40 56 00 (hverdage kl. 08.00-15.00)


pinfoSLB-1749254457-160 177250   |   27.08.2026

APPFWU02V