Skip til primært indhold

Forvirringstilstand hos den alvorligt syge patient

Denne information er skrevet som en hjælp til dig som pårørende. Vi håber, at disse informationer kan hjælpe dig, hvis du føler usikkerhed eller afmagt over for et familiemedlem eller en ven, som er i en tilstand af det, vi kalder delirium.

Delirium

Delirium er en forvirringstilstand, hvor den syge er i "vildelse", ude af sig selv og har svært ved at orientere sig.

Den syge kan have en anderledes opfattelse af, hvad der sker omkring ham eller hende. Tilstanden varierer ofte i løbet af døgnet.

Delirium er ikke en psykisk sygdom eller Alzheimers demens.

Mange ældre, der bliver indlagt med fysisk sygdom på hospitalet, får delirium under indlæggelsen. Delirium kan skyldes sygdom, infektion, angst eller den medicinske behandling. Tilstanden opstår ofte pludseligt eller over få døgn. Delirium kan behandles og er oftest forbigående.

Symptomer på delirium

Symptomer på delirium kan være følgende:

  • Forandret opførsel, gør usædvanlige ting
  • Svært ved at koncentrere sig
  • Svært ved at huske, hvad der lige er sket
  • Skiftende uro i løbet af døgnet, ofte uro om natten
  • Manglende sammenhæng mellem tale og handling
  • Ser og hører noget, som andre ikke kan se eller høre
  • Manglende initiativ eller rastløshed
  • Angst, vrede og tristhed
  • Svært ved at tage en beslutning
  • Kontakten til andre mennesker kan være præget af utryghed eller fjendtlighed.

Hvad kan du gøre?

Som pårørende kan du gøre følgende:

  • Vær dig selv.
  • Brug korte direkte sætninger.
  • Forsøg at undgå løs snak.
  • Stil kun få og enkle spørgsmål.
  • Forsøg at undgå at diskutere.
  • Fortæl hvem der er i rummet og gentag det gerne.
  • Fortæl om tid og sted.
  • Skab en rolig atmosfære.
  • Vær ikke for mange i rummet.
  • Sørg for, at den syge har noget genkendeligt omkring sig.

Du er som pårørende den, der kender dit familiemedlem bedst. Du vil derfor også være først til at opdage, hvis ikke alt er "som det plejer at være". Det vil være en stor hjælp for personalet at høre, hvordan du oplever din pårørende under besøget.

Det kan være svært at være i samme rum som den syge i længere tid ad gangen. Mange oplever at blive frustrerede, kede af det eller at føle usikkerhed og afmagt. Dette er både helt almindeligt og helt forståeligt. I den situation kan det være godt at dele tanker og følelser med andre familiemedlemmer.

Kontakt også meget gerne personalet på afdelingen, som kender reaktionerne hos både den syge og pårørende fra lignende situationer.

Kontakt

Vejle Sygehus

Beriderbakken 4

7100 Vejle

 

Kolding Sygehus

Sygehusvej 24

6000 Kolding

 

76 36 20 00


pinfoSLB-1740106373-111 110714   |   17.06.2026

APPFWU02V