Information om operation på ørespytkirtlen (parotis)
Du skal kontakte afdelingen for at få dit mødetidspunkt oplyst den sidste hverdag før din operation på 79 40 58 99 mellem kl. 13.30-14.30.
Hvis du har spørgsmål til dit forløb, brug for at ændre din operationstid eller melde afbud på grund af sygdom, kan du ringe til Øre-, Næse- og Hals Ambulatorium på 79 40 59 80 på hverdage mellem kl. 08.15-15.00.
Hvis din henvendelse ikke kan vente, som hvis du for eksempel bliver nødt til at melde afbud til operation dagen efter, kan du ringe til Øre-, Næse- og Hals Sengeafsnit på 79 40 59 62.
Forberedelse
Faste (voksne)
Du skal faste før operationen. Det betyder:
- 6 timer før operationen skal du stoppe med at spise al mad, mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie. Drik heller ikke mælk i din kaffe/te.
- 2 timer før operationen skal du stoppe med at drikke alle væsker.
Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis du ikke har fastet, bliver din operation udsat eller aflyst.
Du må meget gerne drikke noget sukkerholdigt 2 timer før din operation. Det kan gøre, at du har det bedre efter operationen.
Faste (børn under 18 år)
Dit barn skal faste før operationen. Det betyder:
- 6 timer før operationen skal dit barn stoppe med at spise al mad (også alle mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie).
- 4 timer før operationen skal du stoppe med at give dit barn modermælkserstatning.
- 3 timer før operationen skal du stoppe med at give dit barn modermælk.
- 1 time før operationen skal dit barn stoppe med at drikke alle væsker.
Hvis dit barn har mad eller væske i maven, når det er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis barnet ikke har fastet, bliver operationen udsat eller aflyst.
Har dit barn ikke har drukket op til 1 time før, kan du tilbyde barnet et glas saftevand. Det kan gøre, at barnet har det bedre efter operationen.
Medicin
Du må tage din vanlige morgenmedicin, hvis du ikke har aftalt andet med narkoselægen eller øre- næse- og halslægen til undersøgelsen i ambulatoriet.
Om operationen
Din mundhule er dækket af en slimhinde, der holdes fugtig af det spyt, du danner. Spyttet kommer fra spytkirtler, herunder ørespytkirtlerne. Ørespytkirtlerne sørger især for at danne spyt, når du spiser.
De sygdomme, der kan føre til operation af ørespytkirtlerne, er især knuder. Knuderne er oftest godartede. De vokser gradvist, men kan blive store og generende, hvis de ikke fjernes. Andre grunde til operation kan være kronisk betændelse eller sten i ørespytkirtlen. Du kan godt undvære ørespytkirtlen, fordi du har flere spytkirtler. Da spyttet beskytter dine tænder mod caries, huller i tænderne, anbefaler vi, at du går til regelmæssig kontrol ved din tandlæge efter fjernelse af din ørespytkirtel.
Operationen foretages gennem et snit ned foran øret og om bag kæben, hvor vi fjerner hele ørespytkirtlen eller en del af den. Det fjernede væv fra spytkirtlen sender vi til undersøgelse.
Der ligger to vigtige nerver i og i nærheden af din ørespytkirtel: ansigtsnerven og følesansnerven til øret. Ved operationen er vi nødt til at skære nogle af dine følesansnerver over for at komme ind til ørespytkirtlen. Dette medfører, at følesansen fra den nederste del af dit øre og ned over kæben forsvinder midlertidig. Dit øre kan føles dødt eller som om det sover. Følesansen kommer i de fleste tilfælde helt eller delvist igen, men dette kan tage flere måneder.
Ansigtsnerven styrer din ansigtsmimik eksempelvis evnen til at smile, lukke øjet, rynke med panden med videre. I forbindelse med operationen passer vi godt på din ansigtsnerve. Ansigtsnerven kan dog blive trykket under operationen. Dette kan medføre, at du midlertidigt får en hængende mundvig eller problemer med at lukke øjet eller rynke panden. Dette ses i cirka 10-20 % af tilfældene. Det kan tage flere måneder, inden ansigtsnerven kommer sig. I 1 % af tilfældene ses, at dele af ansigtsnerven aldrig kommer sig.
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
På operationsdagen
Hygiejne
Det er vigtigt, at du på operationsdagen har taget et bad samt har undladt at bruge make-up, cremer, neglelak, parfume med videre. Piercinger skal desuden være taget ud. Dette er for at mindske risikoen for, at der efterfølgende går betændelse i operationssåret. Du bedes medbringe et par sko, der er nemme at tage af og på samt rare at gå i, som for eksempel klipklapper, hjemmesko eller sneakers.
Når du møder i Øre- Næse- og Hals Sengeafsnit
Du vil blive modtaget af plejepersonalet. Du vil få udleveret sygehustøj og blive vist hen til en hvilestol, hvor du kan hvile dig, indtil du skal opereres. Lægen, der skal operere dig, vil komme og tale med dig inden operationen.
Nogle gange kan operationen før dig tage længere tid end først planlagt. Medbring derfor gerne noget, du kan læse i, eller anden underholdning. Du skal forvente at sætte hele dagen af til din operation.
Pårørende
Du må gerne have én pårørende med på operationsdagen. Din pårørende må også følge dig over til operationsgangen, hvis du ønsker det. Øvrige pårørende henvises til forhallen.
Når du er blevet opereret
Du vil efter operationen komme på et opvågningsafsnit. Når vi vurderer, at du er klar til det, vil du komme tilbage til sengeafsnittet.
Når du skal hjem
Sammen med personalet vurderes det, om du er klar til at komme hjem, eller om du skal overnatte på sengeafsnittet. I nogle tilfælde kan der være behov for at ilægge et dræn (en tynd plastikslange), som forhindrer blodansamling i operationssåret. Hvis du får ilagt et dræn, skal du være indlagt, indtil drænet er fjernet. Normalt fjernes drænet dagen efter operationen. Tag derfor gerne en toilettaske, din medicin med mere med.
Hvis vi sammen vurderer, at du er klar til at komme hjem samme dag, må du ikke selv køre hjem, efter at du har været i fuld bedøvelse. Vi anbefaler derfor, at du får en pårørende til at hente dig.
Derhjemme efter operationen
Første nat efter operationen
Vi anbefaler, at du ikke sover alene den første nat efter operationen, da du kan have eftervirkninger fra operationen og bedøvelsen.
Operationssåret
Operationssåret lukker vi med en tråd, der opløses af sig selv. Du skal derfor ikke have trådene fjernet.
Smerter
Den første uge efter operationen kan du opleve at have smerter omkring operationssåret. Du kan derfor få brug for at tage smertestillende medicin. Oftest anbefaler vi smertebehandling med Panodil og Ibumetin.
Hævelse og misfarvning
Du vil kunne opleve, at huden omkring, hvor du er opereret, bliver hævet og misfarvet i den første uge eller to. Dette forsvinder af sig selv og er helt normalt.
Infektion
I forbindelse med din operation er der risiko for, at der efterfølgende kan opstå infektion. Hvis du oplever symptomer som rødme, varme, hævelse, feber og/eller tiltagende smerter i det opererede område, skal du ringe til Øre- Næse- og Halsafdelingen.
Sygemelding
Du bør afhængigt af dit arbejde forvente sygemelding i 1-2 uger efter operationen.
Fysisk aktivitet
Du skal undgå hård fysisk aktivitet og tunge løft, der kan få din puls op de første 2 uger efter operationen.
Kontrol i ambulatoriet
Nogle gange er det nødvendigt med en kontrol i ambulatoriet efter operationen. Det vil du få besked om i forbindelse med udskrivelsen.
Du vil få svar på, hvad vævet fra spytkirtlen, som er sendt til undersøgelse, viser, enten per telefon eller i forbindelse med kontrol i ambulatoriet.
|
Kontakt Øre- Næse- og Halsafdelingen Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 59 80 |
|
pinfoSLB-1595529526-148 104300 | 11.05.2026 |