Velkommen til Øre- Næse- og Hals Sengeafsnit
Her kan du læse en række praktiske informationer om Øre- Næse- og Hals Sengeafsnit.
Besøgstider
Du må altid besøge familie og venner, som er indlagt på Sygehus Lillebælt. Der er ingen faste besøgstider.
Når du kommer på besøg, er det godt at huske på følgende:
- På nogle afdelinger kan personalet bede dig undgå besøg i bestemte tidsrum af hensyn til andre patienter.
- Vent med besøg, hvis du er sløj, har en infektion, diarré eller influenzalignende symptomer. Indlagte patienter er ofte mere sårbare i forhold til infektioner.
- I er velkomne til at bruge vores opholdsrum under besøget.
- Du kan blive bedt om at vente uden for stuen under stuegang for at beskytte de andre patienters privatliv.
Børn i afdelingen
På Øre- Næse- og Hals Sengeafsnit modtager vi børn fra andre afdelinger. Du vil derfor opleve, at der er læger fra forskellige afdelinger, som kommer til stuegang i vores sengeafsnit.
Forbered dit barn på operationen
Hvis det er dit barn, der skal være indlagt hos os, anbefaler vi, at I sammen ser videoerne Indlæggelse og operation samt bedøvelse af børn i Øre- Næse- og Halsafdelingen for at forberede barnet bedst muligt på operationen. Find filmene på
sygehuslillebaelt.dk/mit-barn-skal-opereres
Vi ved nemlig, at det kan være forbundet med usikkerhed og utryghed for dit barn at skulle på sygehuset til operation. Filmene varer 3 minutter.
Det er muligt at have 1 forælder medindlagt sammen med barnet til og med det 17. år. Derefter er det en individuel vurdering af, om der er behov og plads til en medindlagt forælder. Da vores fysiske rammer er små, er der ikke nogen garanti for at få en enestue.
Hygiejne
God håndhygiejne er vigtig, fordi det forebygger spredning af smitte. Det er især vigtigt på et sygehus, hvor der er svækkede mennesker, som er meget modtagelige for infektioner.
Vi beder dig derfor om at bruge håndsprit på dine hænder, når du kommer, og når du forlader afdelingen. Er dine hænder synligt snavsede eller fugtige, skal du både vaske og spritte dem.
Wi-fi
Når du er indlagt eller på besøg, er du velkommen til at bruge Region Syddanmarks gratis trådløse internet.
Sådan kommer du i gang:
- Søg efter trådløse netværk på din mobil, tablet eller computer.
- Vælg 'Gaestenet' og indtast dine oplysninger.
- Du har nu adgang til internettet via regionens netværk.
Medarbejderne i afdelingen kan desværre ikke yde teknisk service eller hjælp til 'Gaestenet'.
Vilkår for brug af internettet
Region Syddanmark gemmer dine oplysninger sammen med tidspunktet for brugen. Vi gør opmærksom på, at din færden på internettet vil kunne spores tilbage til dig. Efter anmodning fra berettiget myndighed skal regionen/hospitalet udlevere oplysning om din aktivitet på ’Gaestenet’.
Steder uden adgang
Der kan dog være enkelte steder på sygehuset, hvor man af tekniske årsager ikke kan få adgang til ’Gaestenet’.
Mad og drikke for patienter
Når du er indlagt, får du fuld forplejning. Sygehus Lillebælts køkken laver al mad fra bunden, og fx brød og kager er hjemmebagte. Når du bliver indlagt, får du en madplan, så du kan se, hvad der er på menuen. Madplanen er også hængt op i afdelingen.
Vi serverer 3 måltider om dagen: morgenmad, frokost og aftensmad. Indimellem dem serverer vi mellemmåltider, som fx:
- smoothies
- knækbrød med ost
- udskåren frugt
- jordbærgrød
- hjemmebagte boller
- kage.
Afdelingerne har altid mad i køleskabet eller fryseren til dig – også hvis du bliver indlagt på et tidspunkt uden for spisetiderne.
Som patient er du velkommen til selv at tage kaffe, te og vand, når du har lyst.
Hovedmåltider
Maden bliver serveret fra en buffet i afdelingens spisestue, og der er forskellige retter, du kan vælge imellem.
Afdelingens spisetider:
- Morgenmad kl. 7.45-8.30
- Frokost kl. 11.45-12.30
- Aftensmad kl. 17.45-18.30
Vi serverer det varme måltid om aftenen.
Hvis du ikke selv kan gå ud i spisestuen, kommer vi med mad til dig på din stue.
Særlig kost
Hvis du har særlige behov eller ønsker til kosten, så tal med os på afdelingen, når du bliver indlagt. Sygehus Lillebælts køkken er vant til at lave diætkost, glutenfri måltider og andet til patienter med særlige ønsker og behov.
Det er muligt for børn at vælge imellem 5 forskellige retter:
- Tarteletter
- Svensk pølseret
- Milliongryde med kartoffelmos
- Pølsehorn
- Pandekager.
Mad og drikke for pårørende
Når du er på besøg på Sygehus Lillebælt, kan du købe mad og drikke i sygehusets kiosker og cafeer. Det er også muligt at bestille mad, som du kan spise sammen med den, du besøger. Du kan læse mere på
sygehuslillebaelt.dk/mad-og-drikke-for-paaroerende
Mobiltelefoner, radio og TV
Under din indlæggelse er du velkommen til at bruge:
- mobiltelefon de fleste steder, hvis du tager hensyn til de andre patienter – og med undtagelse af enkelte steder, hvor det ikke er tilladt (se skiltningen)
- radio ved alle senge – og brug venligst høretelefoner, så du ikke forstyrrer de andre patienter.
- TV’et på din stue.
Rygning
Det er forbudt at ryge på Sygehus Lillebælt.
Du må kun ryge udendørs på steder, hvor det tydeligt fremgår, at rygning er tilladt.
|
Kontakt Øre- Næse- og Halsafdelingen Beriderbakken 4 7100 Vejle Øre- Næse- og Hals Sengeafsnit 79 40 59 62 |
|
pinfoSLB-1595529526-753 | 23.09.2026 |