Skip til primært indhold

Udskrivelse af børn født med GA under 35 uger

Du har fået dette informationsark, fordi dit barn er indlagt på Neonatal og snart skal udskrives. Vi vil forsøge at give svar på nogle af de spørgsmål, som ofte stilles ved udskrivelsen.

Der er stor forskel på, om et barn er født i uge 34 eller i fx uge 27. Det er derfor ikke alt, hvad der står, som du vil opleve relevant. Informationsarket er inddelt i emner. Du kan vælge at læse om de emner, som er vigtige for dig.

Hvis du har spørgsmål, som ikke bliver besvaret, skal du endelig spørge os. Hvis du bliver i tvivl om noget efter udskrivelsen, kan du søge råd og vejledning hos sundhedsplejersken.

Alle råd i pjecen er ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Ernæring

Medmindre dit barn selv melder sig, tilbydes det mad minimum hver 4. time, indtil dit barn tager passende på i vægt. Når dit barn kan "tåle" længere tid mellem måltiderne, kan du starte med at lade det sove lidt længere mellem måltiderne om natten.

Amning

Dit barn melder sig formodentlig med 2-4 timers interval og virker veltilpas mellem måltiderne. Der skal de første uger mindst 8 ammemåltider til for at mætte dit barn og holde gang i mælkeproduktionen. Tøm først det ene bryst, så dit barn får den fede mælk, og tilbyd derefter det andet bryst ved behov. Der startes skiftevis med højre og venstre bryst. Mælkeproduktionen er tilpasset dit barn både, hvad angår sammensætning og mængde.

Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning indtil 6 måneder – delvis amning anbefales til 12 måneder eller længere, hvis mor og barn trives med det. I modermælken findes stoffer fra alt, hvad moderen indtager. Derfor bør moderen undgå at ryge. Hun bør være tilbageholdende med alkohol og højst drikke 3 kopper kaffe om dagen. Spise en sund og varieret kost uden unødige kemiske stoffer og unødvendig medicin.

Flaske

Dit barn har dagligt brug for, hvad der svarer til 1/6 af dets kropsvægt. Efter de første 1-2 måneder falder behovet gradvis. Modermælkserstatning er lavet, så det bedst mulig tilgodeser dit barns behov. Det kan købes både færdigblandet og som pulver. Ved brug af pulver er det meget vigtigt at følge vejledningen på emballagen om blandingsforhold, så dit barn får den rette ernæring.

Du må ikke lave mælkeblandinger til flere måltider. Men du kan koge vand til flere gange og sætte det i køleskab ved højst 5 grader. Det kan holde sig et døgn. Ved tilberedning skal du opvarme vandet som anbefalet på vejledningen på dåsen. Mælk, der er til overs, skal smides ud. Det må ikke gemmes og genopvarmes.

Rengøring af ammebrikker, sutter, flaskesutter og flasker

Du kan bede plejepersonalet om informationsarket "Rengøring – Sutter, udmalkningssæt, ammebrikker, brystvortebeskytter og latch assist". Flasker vaskes med flaskerenser, opvaskemiddel og varmt vand - skyldes til sidst grundigt. Koges herefter i 5 minutter i gryde eller mikroovn, hvorefter vandet hældes fra. Kan også vaskes i opvaskemaskine ved mindst 65 grader.

Vitamin- og jerntilskud

Vi vejleder dig i vitamin og jerntilskud til dit barn.

Udskillelse

Dit barn skal helst have mindst 6 våde bleer i døgnet. Hvis dit barn får modermælkserstatning, skal det helst have afføring minimum 1 gang i døgnet. Hvis det udelukkende får modermælk, kan der gå op til en uge eller lidt længere mellem afføringerne. Du kan hjælpe dit barn med at holde maven i gang ved at give mavemassage og lave cyklebevægelser med dets ben. Nogle børn født præmaturt kan have brug for afføringsmiddel for at holde passende gang i maven.

Spørg sundhedsplejersken til råds ved tvivl, og lad hende hjælpe med at vurdere, om dit barn har passende gang i maven.

Vask

Brug skum- eller bomuldsklude og lunkent vand, når dit barn skal vaskes. Benyt kun sæbe og creme, når det er nødvendigt. Benyt kun vådservietter, når I er på tur. Og så vidt muligt kun dem der er uden parfume og andre tilsætningsstoffer.

Dit barn bør vaskes dagligt i ansigtet, bag ørene, mellem folderne på halsen, under armene og forneden, både for og bag.

Bad

I starten er det ikke nødvendigt at bade dit barn mere end et par gange om ugen. Badevandet skal være 35-37 grader varmt (albuevarmt eller badetermometer). Benyt ikke sæbe, da det udtørrer huden. Hvis dit barn har meget hår, kan det være godt at vaske det med neutral shampoo en gang imellem.

Negle

I starten er dit barns negle så bløde, at du kan nulre dem korte. Det er lettest lige efter bad. Senere skal de klippes med en lille saks. Klip dem lige over og brug eventuel en sandfil til at afrunde skarpe hjørner, der kan rive dit barn.

Sekret ved øjnene

Vask med saltvand, der kan købes på apoteket. Der bruges en ren vattot ved hvert strøg. Ved samtidig hævelse og rødme af slimhinden kontaktes egen læge med henblik på eventuel handling.

Rød numse

Foretag hyppige bleskift og omhyggelig vask med uparfumeret sæbe ved afføring. Vigtig med grundig aftøring og gerne lufttørring. Hvis huden er irriteret, kan du smøre med et tyndt lag barrierecreme dx Inotyol eller zinksalve. Hvis der er hudløshed, kan du lægge kogtvandsklude på. Hvis huden omkring numsen ud over at være rød også er "knopret", kontaktes egen læge, da der kan være tale om svamp.

Arp

Du kan forebygge arp ved forsigtig at massere dit barns hovedbund eller børste/rede med en blød tandbørste eller en tættekam. Vær ekstra opmærksom, hvis dit barn har meget hår, da det i så fald kan være svært at holde øje med hovedbunden.

Trøske (svampeinfektion i barnets mundhule)

Trøske ses som hvide belægninger på tungen og i mundhule og kan ikke umiddelbart fjernes med en klud på en finger.

Kontakt egen læge, da der kan være tale om behandlingskrævende trøske. Du kan ofte forebygge udvikling af trøske ved renlighed med dit barns sutter.

Påklædning

Brug tøj der er behageligt, gerne bomuld og uld, som passer i størrelse til dit barn og til årstiden. Du kan mærke efter i dit barns nakke og på dets bryst, om temperaturen er tilpas. Vask nyt tøj inden brug, da det kan indeholde overskudsfarve og skadelige kemikalier fra produktionen. Begræns eller undgå brug af vaskepulver og skyllemiddel med parfume og andre skadelige kemiske stoffer.

Søvn og hvile

Det sikreste sted for dit barn at sove er i dets egen seng i samme rum som forældrene. Hvis du alligevel vælger, at dit barn skal sove i samme seng som dig og din eventuelle partner, skal du være opmærksom på, at dit barn ligger, så det ikke kan falde ned.

Dit barn skal have lige så meget plads, som hvis det lå i sin egen seng. Det skal sove under sin egen lette babydyne. Og bør ikke sove sammen med kæledyr eller større søskende. Du kan reducere risikoen for vuggedød, ved at dit barn ikke udsættes for tobaksrøg, og ved at lade det sover på ryggen i et rum, hvor der ikke er for varmt.

Du kan forebygge fladt og skævt baghoved ved at lade dit barn ligge uden hovedpude og ved at vende dit barns ansigt skiftevis mod højre og venstre. Du kan også fortsætte med at lejre dit barn i "krans" i forbindelse med at du pusler det, og i dit barns vågne perioder.

Indeliv

Du bør undgå at der bliver røget indendørs. Ligeledes bør du undgå duftgivere, maling og sprayprodukter samt begrænse brug af stearinlys og brændeovnsrøg. Det er godt at lufte ud med gennemtræk 2 gang om dagen i 5-10 minutter og altid inden sengetid. Vær opmærksom på, at dit barn ikke får træk imens.

Den bedste indendørstemperatur for dit barn er på 20-22 grader. Dog højest 20 grader i det værelse, hvor dit barn skal sove. Vend dit barns madras hyppigt - også den i barnevognen - for at forbygge skimmelsvamp, og vask sengetøjet ved 60 grader. Benyt helst miljømærkede rengøringsprodukter, og undgå produkter med advarselsmærkater.

Rygning

Børn er sårbare overfor tobaksrøg, da luftveje, og andre organer ikke er færdigudviklede. Giftstofferne i tobaksrøg kan hindre normal udvikling. Børn, der udsættes for tobaksrøg, bliver oftere syge og rammes hårdere af en lang række sygdomme end børn af ikke-rygere.

Det er ikke kun den synlige røg, der er sundhedsskadelig. De skadelige stoffer fra tobaksrøgen sætter sig i tøj, gardiner, tæpper, møbler m.m. Derfor bør du undgå at dit barn udsættes for passiv rygning eller opholder sig i rum, hvor der bliver røget.

Udeliv

Lad først dit barn sove ude, når det er begyndt at tage på, og når det i øvrigt er i god trivsel. Start med små korte gåture i barnevognen, så dit barn kan vænne sig til det.

Lad først dit barn sove alene udenfor, når det vejer over cirka 3 kg, og tager godt på i vægt. Spørg eventuelt sundhedsplejersken til råds om, hvornår dit barn er klar til at sove uden for.

Vær opmærksom på, at dit barn hverken har det for koldt eller for varmt. Mærk efter nogle gange, når det sover ude. Du kan mærke i dit barns nakke, om det føles tør og lun.

Sommer

Lad ikke dit barn opholde sig i solen, og beskyt det mod genskin fra omgivelserne. Stil barnevognen i skygge, og flyt barnevognen i takt med, at skyggen forsvinder. Brug myggenet, og dæk aldrig åbningen med stofble, da denne begrænser luftcirkulationen og dermed giver risiko for høj temperatur inde i barnevognen.

Vinter

Lad ikke dit barn sove ude hvis det er koldere end 10 graders frost eller rimtåge. Du kan isolere barnevognens bund og sider med fx et lag aviser. Stil barnevognen i læ for blæst.

Regn

Stil barnevognen i læ under et halvtag. Brug regnslag der passer til barnevognen ved gåtur i regnvejr.

Forebyggelse af infektion

Sørg for god håndhygiejne inden kontakt med dit barn. Tænk på at vaske hænder, når du har skiftet dit barns ble, især hvis der er afføring. Nogle børn født præmaturt er mere modtagelige for infektioner. Det vil være en god idé at undgå besøgende, der er syge.

Tag heller ikke dit barn med i butikscentre og steder med mange mennesker den første tid, også af hensyn til for megen støj. Dit barn kan følge vanligt vaccinationsprogram, hvis du ikke har fået anden besked. Der korrigeres ikke for alder i forhold til for tidlig fødsel.

Dit barns signaler

Det er vigtigt, at dit barn er trygt og i balance med sig selv. Læs dit barns signaler, og tag hensyn til dem. Især i tiden lige efter udskrivelse skal dit barn have lov at vænne sig til de nye omgivelser. Det kan være en god idé at forsætte med rutinerne fra Neonatal og langsomt ændre dem. Tilpas hverdagen efter dit barns behov.

Vær opmærksom på dit barns reaktion, når der er besøg af familie og venner, og hvis du har dit barn med til fester eller i svømmehal. Det er ikke alle børn, der har det godt med støj, vand eller at gå fra arm til arm. Hvis der er sket for meget i løbet af dagen, kan det komme til udtryk i uro om natten eller den følgende dag. Eller dit barn kan trække sig ind i sig selv og blive passivt og fx ikke ville spise.

Efterhånden som dit barn bliver ældre, har det brug for at blive udfordret. Introducer gerne nye ting for dit barn, men lidt ad gangen.

Sansemotorisk udvikling

Dit barn stimuleres og udvikles i samværet med dig. Du kan stimulere dit barn ved at snakke, smile og synge sammen med det. Balancesansen kan du stimulere ved fx at vugge eller gynge dit barn skånsomt eller gå stille omkring med det, mens det ligger i maveleje over din arm. Du kan også bruge en vikkelslynge.

Når dit barn er vågent, kan du med fordel lægge det i maveleje, så det kan træne sine nakke- og rygmuskler.

Søskende

Hvis dit barn har søskende, kan du forvente at de føler jalousi over for den lille ny. De har jo måttet undvære en eller begge forældre under den lange indlæggelse, og skal nu dele din opmærksomhed med en lillesøster eller lillebror.

Det kan være en god idé at inddrage større søskende i pasningen af den lille, fx holde i hånd i forbindelse med pusling, give den lille sutten eller lignende. Måske kan du lade en anden passe den lille, så du kan have lidt alene tid med den større søskende.

Forældrerollen og parforholdet (hvis du har en partner)

Det er nok først efter udskrivelsen, at det går helt op for jer, hvad det er I har været igennem. Og igen omkring jeres barns 1-års fødselsdag kan det være svært, da tanker og følelser fra tiden omkring fødslen kan komme væltende tilbage. Nogle forældre har glæde af at bevare kontakten til andre forældre, de har mødt under indlæggelsen.

Vær opmærksom på, at en fødselsdepression kan ramme begge i parforholdet og tag eventuelt kontakt til sundhedsplejersken eller den praktiserende læge. For barnet kan der være fordele ved at forældre er forskellige.

Husk at begge forældre oftest har noget godt at tilbyde barnet. Giv plads til hinanden og accepter, at I måske har forskellige måder at gøre tingene på.

Opfølgning på indlæggelse

Inden du udskrives med dit barn, aftaler du med personalet, om dit barn skal ses ambulant efter udskrivelsen.

Når dit barn er 5 uger gammelt, skal det til undersøgelse hos praktiserende læge.

Transport

Færdselsloven siger, at alle i bilen skal være spændt fast, og at der ikke må være flere i bilen, end der er seler til. Sikkerhedsudstyr skal være godkendt med ECE 44-03, ECE44-04 eller i-Size.

Rådet for Sikker Trafik siger, at bagudvendt babystol er bedst. Husk at frakoble airbaggen, hvis dit barn er placeret på forsædet.

Hold pause med jævne mellemrum, og tag barnet op af stolen, hvis I skal på en længere køretur.

Øvrigt

Hvis du er interesseret, kan du læse mere i disse udgivelser, som findes på nettet:

  • Børn i bilen; Rådet for Sikker Trafik; 12-16
  • Forebyg vuggedød - til forældre; Sundhedsstyrelsen; 2016
  • Sunde børn - til forældre med børn i alderen 0-2 år; Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning; 2019
  • Tjek bleen; Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning; 2017

Kontakt

Børne- og Ungeafdelingen

Sygehusvej 24

6000 Kolding

 

Neonatal

76 36 33 14


pinfoSLB-655458838-108 105522   |   24.06.2026

APPFWU02V